Tips om Skumgummi

Selv bruger jeg skumdyr og hatte i naturformidlingen. Skumdyrene bruges som modeller, der kan tages frem fra lommerne på relevante steder i skoven. Oplevelsen af et muldvarpeskud bliver simpelthen større, hvis man tilsyneladende kan fremdrage en muldvarp af skuddet. Samtidig er mange af modellerne så simple, at selv mindre børn kan fremstille dem - med en smule hjælp.
Hattene bruges mest som blikfang og legetøj.

Skumdyr

Skumhatte

Til de skumdyr og hatte, der ligger under de to links herover, er altid brugt 10 mm skumgummiplade (polyether). Den slags kan købes i hobbyforretninger og i skumhuse. På nettet f.eks. her. Og i større mængder direkte fra fabrik (f.eks. Arbi Skum i Lynge. Skummet hæftes sammen med en hæftemaskine med hæfteklammer nr. 10 eller mindre. Disse klammer forsvinder helt ind i skummet, så de hverken kan ses eller mærkes.
Man kan starte med at indfarve skummet. Det gøres med almindelig vandbaseret stoffarve, som kan købes i hobbyforretninger. På farven står, at den skal strygefixeres, men det er ikke nødvendigt. Når farven først er tør smitter den ikke af, heller ikke hvis skumgummiet bliver vådt.

Sådan farver jeg mit skumgummi. Jeg hælder lidt vand og farve i en stor spand, kommer skumgummistykker i og tramper rundt på dem med et par store støvler. Derefter hænger jeg stykkerne til tørre. Som det ses, bliver farven ikke helt ensartet; men det synes jeg giver liv.

Hvis skumdyrene skal være mere kulørte, som f.eks. småfugle, må de laves i hvidt skumgummi og males bagefter. Hertil bruges almindelige spritfarver, hvorefter dyrene sprayes forsigtigt med almindelig husholdningssprit. Denne behandling intensiverer farverne og fjerner tegnestreger. Det kan også betale sig til sidst at gå modellen efter i kanterne med en saks.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden ihjerner.gif (1431 bytes) Tilbage til idéer