 |
Dengang verden var ny,
troede fuglene at livet var let.
De havde jo vinger, så de kunne flyve hvorhen de ville. De skulle nok
kunne finde mad og undfly enhver fare. Så fuglene levede uden bekymring.
Så kom imidlertid den første hårde vinter. Det blev koldt og føden
forsvandt. Nogle fugle fløj mod syd; men også der var det svært at
finde mad, for der var mange fugle i forvejen. Andre fugle forsøgte at
holde sig i live ved at spise store, sure bær.
|
|
Men der var også fugle, hvis vinger var for små til at flyve hele
vejen til troperne, og hvis næb var for lille til at gabe over de
store bær. Og sådan en lille fugl lagde sig en dag til at dø ved foden
af et stengærde, ganske udmattet af sult.
Dér blev den imidlertid fundet af en lille rødmus, som et øjeblik kom op
fra sin lune rede. Musene havde længe kendt til sult og elendighed,
for uden vinger havde de svært ved at flygte hurtigt, så de var straks blevet
rovdyrenes foretrukne mad. Derfor havde de snart lært at søge
beskyttelse under jorden og samle forråd til vinteren.
Den lille røde hunmus fik medlidenhed med den afkræftede fugl og tog den med ned i sin
rede. Og dér tilbragte de den lange vinter sammen.
Men ligger man sådan sammen i en lun rede i
mange måneder, så sker det let, at man bliver kærester; og ved forårstid
var hunmusen højgravid. Hanfuglens bryst var imidlertid på dette tidspunkt ved at sprænges af længsel
efter den åbne himmel, og så snart frosten var af jorden forlod han
musehullet for at svinge sig i luften på sine små vinger.
Da fødte hunmusen et kuld unger, der både
var fugle og mus. Små og brune smuttede de lynhurtigt mellem grenene i skovbunden på
jagt efter mad. Runde og lune og næsten usynlige musereder kunne de bygge i buskenes grene.
- Og ind imellem kunne de bryde ud i en sang, der rummede hele deres fars
længsel efter friheden og den åbne himmel. Den kraftigste sang blandt alle fugle.
Sådan er gærdesmuttens historie. |
