|
Om foråret vrimler skoven
med alle mulige nuttede dyreunger, og da alle skovens hundyr elsker deres
unger over alt på jorden, fandt de engang på at lave en konkurrence om,
hvem der var den bedste mor.
Åhhh, sagde råen. Jeg elsker
mit lille storøjede lam så meget, at jeg mindst to gange om dagen opsøger
det på jorden for at give det af min fede mælk.
To gange om dagen? Udbrød musvitten tvivlende? Jeg søger da hjem
med føde til mine henrivende dununger over tohundrede gange om
dagen!
Jamen, jamen udbrød ræven da. Hvor kan I overhovedet forlade jeres
hjælpeløse små? De første 4 uger forlader jeg slet ikke mine silkebløde
hvalpe i rævegravens mørke.
|
|
Og bragte min mage mig ikke
føde, kunne jeg skam nemt risikere at dø af sult.
Efter denne beretning var
dyrene stille en stund, for at overveje om det mon ikke var rævemoderen,
der måtte rende af med prisen som den mest opofrende mor. Og i denne
stilhed hørtes pludselig en ganske lille stemme fra jorden. Den fortalte:
Når jeg har lagt mine æg, murer jeg mig inde i en hule sammen med dem hele
vinteren. Jeg spiser intet, men jeg passer mine æg, slikker dem rene og
forsvarer dem mod enhver fare.
|
 |
|
Når foråret så kommer med
lokkende sol og varme, da er jeg så afkræftet at jeg dør; og selve min
krop bliver mine små ungers første måltid.
Novra! Det var vel nok en
moder!
Så trods sin lidenhed fik ørentvisten præmien som den største moder.
Og præmien var et par pragtfulde, florlette flyvevinger, som til enhver
tid kunne bringe hende hvorhen hun skulle have lyst til at komme.
Men tror i, at hun nogensinde bruger de vinger? |
|
 |
|
