Dengang verden var ny og ung havde alle væsener forstand og kunne tale,
og de kunne tage beslutninger for sig selv og for andre. Men ellers var
verden indrettet nogenlunde som den er i dag.
Derfor gik der ikke mange år, før musene blev rigtig godt utilfredse med deres
lod i tilværelsen. Hunmusene fødte unger og fødte unger og fødte unger - blot
for at
se de fleste af dem forsvinde i gabet på andre dyr. Ugler og ræve og
musvåger og katte og hugorme og mårer og hermeliner. Alle tillod de sig at
spise mus, som om det var den naturligste ting i verden sådan at nedsvælge sine
hjælpeløse medskabninger.
Så en dag tog musemor sig sammen og indkaldte til stormøde for alle
levende væsener for at fremlægge musenes problem. Det var ikke nogen
hyggelig opgave for sådan et lille dyr, men musemor var sikker på, at
hendes sag var vigtig, og at hendes handling kunne blive starten på en
bedre verden.
Hun sagde: "Vi mus vil ikke længere tjene som føde for alle jer andre. Vi
er små og hjælpeløse ofre. I må kunne finde noget
andet at spise." |
|
De
andre dyr tænkte sig længe om, for
de fleste kunne godt se problemet. Men hvad skulle de så leve af?
Joooo, sagde æbletræet efter en tid. For planterne ytrede sig ikke gerne i
store forsamlinger. De talte og tænkte nemlig langsomt, og de blev generte
undervejs.
Joooo, sagde æbletræet. I kan da godt få lov til at æde mine frugter. Jeg kan godt lave
æbler nok til alle. I skal bare love at spytte kernerne ud, for de er mine
børn.
Fint.
Det syntes dyrene var en idé, der var værd at prøve. Og det blev vedtaget,
at alle dyr herefter skulle spise æbler, og undlade at æde hinanden.
|
 |
|
Så
blev der afholdt en kæmpefest, hvor den ny ordning blev fejret under
spisning af masser af æbler, før alle dyr gik hver til sit.
Musemor kom stolt hjem, og den
ny ordning viste sig at fungere fint. Alle blev mætte, og musene fødte masser af unger. Og musenes unger
voksede op og fødte masser af unger, og disse unger voksede sig store og fødte masser
af unger.
Så
begyndte der at blive alvorlig trængsel i musegangene.
Musene måtte flytte op på jorden. Men - oh ve - her var en skrækkelig
trængsel af alle de andre dyr, som også havde fået masser af unger. Ræve og hjorte,
hunde og katte, køer og grise,
grævlinger og pindsvin – alle stod de helt tæt sammen, selv om alle
prøvede på ikke at stå alt for tæt på pindsvinene.
Og
da de alle sammen blev ved med at få unger, blev det efterhånden
svært bare at få vejret. Musene måtte hele tiden kravle opad, for ikke at blive
kvalt af alle de andre mus og rotter og insekter og spidsmus og snegle – og
efterhånden kunne ingen få ro eller hvile, fordi de hele tiden blev
kravlet på af alle de andre.
Da
måtte musemor atter sammenkalde til stormøde.
Undskyld undskyld, sagde hun.
Jeg kunne se, at det var skidt før, men nu er det langt værre.
Jeg havde ikke overblik nok til at forstå, hvilken katastrofe mine ønsker
kunne forårsage.
Nu ønsker jeg blot, at vi kan vende tilbage til de gamle forhold.
Men............. hvis jeg igen og for altid skal opleve, at mine unger bliver ædt,
så ønsker jeg, at jeg ikke længere er klog nok til at forstå, hvad der
sker.
Og
sådan har det været siden.
|
