|
Da verden var ung, var
husskaden den mest perfekte af alle fugle.
Den var ikke blot den smukkeste. Den var også
klog, dygtig og kærlig. Og som om det ikke var nok, så var den også
forsynet med den mest henrivende sangstemme. Når
den åbnede sit næb flød der fra dens indre den yndigste og mest beroligende pludrende sang, som fik alle
væsener, der hørte den,
til at falde til ro og føle sig godt tilpas.
Man skulle derfor tro,
at alle elskede skaden, men de andre fugle var nu mest misundelige. De
ville synge lige så smukt. Eller, hvis det ikke kunne lade sig gøre, så skulle skaden holde op med
at synge. For så ville man bedre kunne værdsætte de andre fugles sang.
Men selv om fuglene
ofte snakkede sammen bag skadens ryg om at gøre den tavs, så
turde ingen gøre noget ved det, for de vidste, at skaden var både klogere og
stærkere end de selv var.
Så en efterårsdag, hvor
småfuglene var samlet i rørskoven, begyndte søen at hviske til dem: ”I er
ikke snu nok til at fratage skadens dens smukke stemme. Men jeg – vandet –
kan gøre det!” ” I fugle skal blot sørge for at lokke skadeungerne med
jer, når I nu snart drager sydpå. Så skal jeg nok ordne resten”.
Det syntes småfuglene
lød ganske glimrende, og de fik nemt lokket skadens unger med til de varme
lande, for skadeungerne var nysgerrige og ikke bange for noget.
Men da skaden
opdagede, at dens unger var forsvundet, blev den meget urolig. Den fløj
over mark og eng, og den kaldte og kaldte på sine unger.
En dag sad den
ulykkelig ved søens bred og klagede sin nød, da søen begyndte at hviske
til den. ”Skade dog. Du kalder så godt du formår, men kan dog
ikke høres ret langt væk”. ” Jeg derimod færdes alle steder. Kom herned og
lån mig din stemme, så skal jeg fragte dit budskab med mig overalt, hvor
jeg færdes. Som rislende kilde, som bæk og som flod, som brusende hav og
som plaskende dråber.”
Skaden tog straks imod
tilbuddet. Den fløj ned til søens bred og gav den sin stemme. Men det var
blevet sent efterår og dagen var kold. Og netop som skaden havde afleveret
sin smukke stemme til søen, begyndte søen at fryse til is – og skadens stemme
frøs fast i isen.
Skaden forstod nu, at
den var blevet narret. Men intet kunne den stille op. Den kunne kun vente til
vinteren var forbi og isen smeltede, så dens stemme atter kunne komme fri.
Så endelig, den første smukke forårsdag, hvor solen varmede isen
op, sad skaden parat til straks at snuppe sin stemme
igen, når isen brød op. Den havde ventet længe og med længsel, og den
sprang straks til for med åbent næb at snuppe den
første lyd, der undslap den tøende isflade.
"Knæææækk skraaattt skrat skrat", sagde isen, da den pludselig knækkede under solens
varme. - Og det var den lyd skaden fik i halsen, da den prøvede at
få sin smukke stemme
tilbage.
Og sådan er det den dag
i dag.
Skadens stemme
skratter som is der knækker.
Mens vandet beholdt evnen til at bruse og pludre og synge og
risle så beroligende, at alle der hører det, føler sig afslappede og godt
tilpas derved.
Sådan fik småfuglene
franarret skaden både dens unger og dens stemme; så det er vel ikke så
mærkeligt, at skaden i dag gør gengæld ved at æde småfuglenes æg.
|
