|
Engang ved
verdens begyndelse sad to af livets blævrende nye skabninger og
overvejede hvordan de kunne stive sig af, så de kunne modstå livets
udfordringer.
”Jeg tror, at jeg vil have nogle stivere indvendigt, som sådan en
slags skelet”, sagde den røde.
”Det er da ikke
så smart at have dem indeni”, sagde den blå. ”Så bliver du jo helt
blød på overfladen, og selv den mindste torn vil kunne stikke hul på
dig. Jeg vil
da hellere
have skelettet udenpå, så jeg bliver hård at bide i”.
”Pjat”, sagde den røde. ”Hvis du har skelettet uden på, så kan du jo
ikke vokse. Så bliver du spærret inde i din egen krop, som i en
rustning.”
Men nu var den
blå blæverklat blevet stædig. ”Så kan jeg da bare skifte rustningen en
gang imellem, og så lave en ny rustning, som jeg kan vokse i.”
”Ha”, svarede
den røde klat. ”Og du snakker om at være blød. Hvor blød tror du, at
du selv vil være, når du lige har smidt skelettet? Og hvor stor tror
du, at du kan blive på den måde? Tror du ikke at det bliver ret tungt
at slæbe rundt på en rustning over det hele, hvis du bliver stor. Men
du vil måske nøjes med at være et lille kravl resten af jordens
levetid?. – Ikke at det generer mig, altså. Så kan jeg jo leve fedt og
godt af at æde dig og dine; så længe der er nogen af jer tilbage.”
Nu var den blå
blæverklat blevet både sur og såret. ”Jaja”, sagde den, ”hvis du er så
klog, så kan du jo gøre, som du vil. Så gør jeg, som jeg selv finder
bedst. Så får vi se, hvem der klarer sig her i livet”
Og således blev
det. Den blå blæverklat tog skelettet udenpå, og den er siden blevet
til alle insekter, edderkopper og krebsdyr, som må skifte hud og som ikke bliver ret store.
Og den røde klat er blevet til og pattedyrene, frøer og fugle, som stadig er så bløde
udenpå, at selv den mindste myg kan stikke hul.
Men hvem af dem valgte
rigtigt? |
