|
Engang for længe
siden flyttede en dreng ved navn Theodor ind i et hus her inde i
skoven. Han kom fra byen, så han var ikke vant til naturen, og han
vidste ikke rigtigt, hvad man kunne bruge den til. Det eneste han
derfor kunne finde på var at gå i skoven og spise slik og drille
dyrene. Han stak pinde i rævegrave og musehuller, han smed sten ind i
fuglekasser og spættehuller, han rodede rundt i myretuer, smed småsten
ud til ænderne i stedet for brød og trampede på små dyr som biller og
edderkopper.
En dag blev det for
meget for dyrene, så de samledes for at finde på noget at gøre til
gengæld.
Skal vi ikke smadre hans
hus? – Nej, det er alt for stort.
Skal vi stikke træstammer gennem hans døre og vinduer? – Nej,
stammerne er alt for tunge. |
|
Skal vi smide sten
gennem hans vinduer? – Nej, vi kan ikke løfte store sten.
Skal vi trampe på Theodor selv? – Uha nej, det tør vi ikke.
Men så fik rådyret en god idé!
"Jeg kan smide slik til ham, som ikke er god at spise", sagde
rådyret med et snedigt smil.
Og selv om det er
længe siden, så lægger
rådyret stadig små bunker lakrids rundt omkring i skoven, for at
drille de børn, der ikke har forstand på naturen. For har man det, så spiser man dem ikke.
|
 |
