|
En svale fløj en tidlig
morgen ind under taget på et højt kirketårn for at komme i ly for den
piskende regn. Herinde i mørket stødte den hovedet mod noget blødt, som
viste sig at være et andet levende væsen.
”Hejsa”, udbrød svalen,
”er du også en svale, der har søgt ly for regnen”
”Næhhh” svarede det
andet dyr, ”en svale er jeg ikke, men måske ligner vi alligevel
hinanden, for også jeg sidder i ly her og venter på, at regnen holder
op. Det er jo ikke rart at flyve i regnvejr.”
Nej uha da, svarede
svalen, men når vi nu alligevel er havnet her, så kan vi jo snakke lidt
sammen og finde ud af, om vi har noget til fælles.
Hvad synes du f.eks. bedst om her i livet?
Åh, svarede det
fremmede dyr, det er dejligt at svinge sig på sine stærke vinger højt
under himlen og fange sprøde, saftige insekter.
Og det er dejligt at høre sin mage synge forelskede sange, mens han flyver
mellem træerne.
Og dejligt er det også at fodre sine sultne unger og se dem vokse sig
store og stærke og komme på egne vinger inden vinter.
Ganske enig, svarede
svalen. Jeg har det på helt samme måde.
Men fortæl mig så, hvad du ikke bryder dig om?
Lopper og andet utøj,
der bider én, når man prøver at sove, svarede det fremmede dyr. Og
vinterens komme, hvor det bliver koldt og svært at finde føde. Det er
noget, jeg ikke kan fordrage.
Det var pokkers. Sådan har jeg det også, svarede svalen. Du MÅ da være en
svale ligesom jeg?!
|
|
Næhhh, grinede det
andet dyr.
For jeg flyver om natten, har ingen fjer eller næb, hænger med hovedet
nedad når jeg sover, giver mine unger mælk fra brystet og ser med
ørerne.
SÅ syntes svalen
godt nok at det var et underligt væsen den havde mødt dér på
kirkeloftet. Den sagde derfor høfligt farvel og fløj ud i regnen inden
det blev rigtigt mørkt og flagermusene tog på vingerne.
Hvad man dog ikke kan
møde for underlige væsener, når man færdes på skumle kirkelofter,
tænkte svalen. Tænk bare......... at give sine unger mælk fra sit bryst
........!?!!
|
|
