Den Lille
Vandsalamander (Triturus vulgaris) er meget talrig i vandhullet
overfor Vestre Hus. Den er i det hele taget almindelig, og
findes i de fleste damme, der ligger i sol.
Parringssæsonen starter så snart der er huller i isen i marts.
Han-salamanderen som ses nedenfor ankom således til vandhullet først i
marts, og sad så i sivene og ventede på at isen i søen skulle
smelte.
Hun-salamandrene bliver i vandet det meste af sommeren
for at lægge æg. Hannerne derimod går på land i løbet af foråret,
når alle hunnerne er befrugtede.
Ovenfor ses en svært
rognfyldt hun (hun kæntrer hele tiden) som kurtiseres af en han.
Hannen forfølger hunnen i timevis, og når hun ikke bevæger sig,
svømmer han ind foran hende og viser hende sine flotte farver, mens
han vifter hende om næsen med sin takkede hale. Bevægelserne
registreres af hunnens sideliniesystem. Det er et sanseorgan langs
kroppens sider, der også findes hos fisk. Det registrerer vandtryk.
Sæd-overførslen er indirekte. Hannen anbringer en
sædpakke på bunden og prøver at lede hunnen hen over den i håb
om at hun optager den i sin kønsåbning.
Den lille
vandsalamander er meget almindelig, og i
april og maj kan man nemt fange den i de
fleste vandhuller. Ofte er det
nu sjovere blot at iagttage dem. Sidder
man stille ved vandet, kan man ikke
sjældent se hannerne kurtisere.
Hunsalamanderen -
herover - har små prikker på maven, mens hannen
- til højre - har store pletter.
Hunsalamandrene bruger sommeren på at lægge deres æg
enkeltvis på vandplanter. Æggene kan ses nedenfor. Salamanderhunnen
folder bladet sammen op hvert æg.
Æggene udvikler sig til salamanderlarver. Til venstre kan
man se et lille foster, som endnu ikke er
sluppet fri af geleen. I starten ligner
salamanderlarverne små fisk, men som senere får ben og kommer til at
ligne de voksne - bortset fra at de har store gælleduske bag
hovedet.
De fleste salamanderlarver forvandler sig og går på land i
løbet af sommeren, men enkelte kan overvintre i vandhullet og først
forlade det næste forår.
De fleste børn holder af at
fange salamandre, for de ser søde ud. Man skal bare huske, at
det er fredede dyr, som skal sættes ud igen.
Og husk låg på spanden, for som det fremgår af billedet til
venstre, er salamandre udbryderkunstnere.
Udenfor yngletiden
lever salamandrene på land, og man finder dem på fugtige
steder i skovbunden. Ovenfor er det en hun til venstre
og en han til højre.