Vandrøveren (Ilyocoris cimicoides) her ser også ganske kær ud, men pas på.
Den kan bide noget så grumt! I Hans Scherfigs herlige
bog "Dammen" omtaler forfatteren den som
"Den syngende eddertæge", og beskriver,
hvordan har var syg i en uge efter et
bid. Så galt går det nu sjældent. Jeg
synes, at et hvepsestik er værre.
Krogene, man kan se forrest, er kraftige fangben.
Vandrøveren til
højre er fotograferet på land i det
tidlige forår. Som mange andre
vandhulsdyr kravler den gerne op af
vandet og varmer sig i solen.
Som
alle andre insekter må også tægerne
skifte hud for at kunne vokse. Her er
det en vandrøver på vej ind i livets
sidste fase.
Man bør ikke lade sig
bide af den danske
vandtæge, for det gør
ondt og det er let at
undgå.
I Asien findes til
gengæld store arter af
vandtæger, hvis bid er
særdeles smertefuldt,
men ikke farligt.
Billedet viser asiatiske
vandtæger fra Japan.
.JPG)
.JPG)
