Svirrefluer (Syrphidae)

Vi har omkring 250 arter af svirrefluer i Danmark.
De fleste svirrefluer har beskyttelseslighed med forskellige stikkende årevingede - gedehamse, bier og humlebier. De kan dog altid kendes på de store flueøjne, hvorimellem de små antenner stikker v-formet frem. Og så har de kun et par vinger.
De kan ikke stikke. Og så overgår deres flyveegenskaber i øvrigt langt, hvad man finder hos de årevingede.

Svirrefluerne kendes fra andre fluer på den åre, der løber langs vingernes bagkant. Se billedet til højre.

Deres larver lever på mange forskellige måder. En del er rovdyr og lever af bladlus, andre er rottehaler og lever i vand, nogle gnaver i planter eller råddent træ, og enkelte ligner snegle og bor i myretuer.

Klik her for et udvalg af de danske svirrefluer.

Dobbeltbåndet svirreflue (Episyrphus balteatus) kan i varme somre optræde i utrolige mængder. Deres talrighed skyldes, at deres larver lever af bladlus, som formerer sig hurtigt i varmt vejr. De samme somre giver ofte også mange mariehøns.

Prisen for bedste gedehamseefterligning går til Gul vedsvirreflue (Temnostoma vespiforme). Dette er altså ikke en hveps, og den er ganske harmløs. Men turde du tage den op i hånden? - Sammenlign med en rigtig gedehams her. Bemærk, at vedsvirrefluen endog holder de forreste, sorte ben op foran hovedet, så de ligner gedehamsens sorte antenner. - Du kan også læse mere om beskyttelseslighed (mimicry) her.
Nedenfor ses larven af Gul vedsvirreflue. Den er også speciel. Den lever inde i hårdt men vanddrukkent birketræ. Hvordan den egentlig gnaver sig frem er jeg ikke rigtigt klar over. Den mangler jo træbukkenes kraftige kæber.
Stor hvepsesvirreflue (Chrysotoxum cautum) er også en meget gedehamselignende flue. - En flot flue.
   
Selv om svirrefluerne kan se farlige ud, med deres hvepselignende farver, så er de alle ganske fredelige nektardrikkere - uden brod.
Foranderlig humlesvirreflue (Volucella bombylans) udviser også en meget interessant form for mimicry.
Denne svirreflueart findes i forskellige udgaver (racer eller varianter) der efterligner forskellige arter af humlebier.
Volucella bombylans var. bombylans her til venstre er farvet som stenhumlen (Bombus lapidarius) herunder.

Volucella bombylans var. plumata til venstre ligner i stedet jordhumlen (Bombus terrestris) herunder.

Ser man humlesvirresfluen tæt på, er man ikke i tvivl om, at det er en flue. Den har store øjne og meget små antenner. Men når den flyver, ligner den en humlebi utrolig meget. Den flyver dog bedre. Den kan f.eks. stå stille i luften, og flyvelyden er også absolut flueagtig.

Denne flues larver lever i humlebiboer og hvepseboer, hvor den lever af skidt og møg i krogene. Man må tro, at udseendet hjælper denne flue til at snige sig ind i humlebiboer at lægge æg, men den nøjes dog oftest med at smide æggene udenfor boet og lade larverne kravle ind selv.
Selv om de to former er meget forskellige af udseende, så tilhører de dog samme art, og når de finder partnere er de ligeglade med farven.

I planterne langs kanten af damme og søer vil man tit se Snude-damsvirrefluer (Anasimyia lineata) flyve rundt. Hannen her til højre har fået kig på hunnen i focus, som han ivrigt flyver rundt og kurtiserer. Hun lægger æg i vandet, hvor larven, som er af rottehaletypen, lever mellem planternes rødder. Nedenfor til højre er den sjove han i focus.
   
     
  Mark-snabelsvirrefluen (Rhingia campestris) har også et ejendommeligt "næb".  
Gødnings-dyndflue (Eristalinus sepulchralis) har fantastiske aftegninger på øjnene.

Her ovenfor er det fluen Cheilosia illustrata, der har forklædt sig som humlebi. Øjne, antenner og munddele afslører den dog som en flue. Dens larver lever i rødderne af pastinak.

Stor narcisflue (Merodon equestris) - til venstre - ligner også ganske pænt en humlebi. Dens larver gnaver i løg af påske- og pinseliljer, hvilket gør den mindre populær hos haveejere.
Guldhåret træsvirreflue (Xylota sylvarum) herunder til venstre ligner til gengæld kun sig selv. Men flot er den. Til højre en Rød træsmuldsvirreflue (Brachypalpoides lentus).
Flere svirrefluer her.
     
  Svirrefluernes larver er et kapitel for sig. De er ofte meget mærkelige. Se bare her:  
     
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Andre fluer