Nælder

Nælder er fantastiske planter. Tænk, hvis vi ikke havde vænnet os til dem, men de i stedet pludselig var blevet introduceret i vor natur. Farlige planter, som forårsager smertefulde vabler ved den mindste berøring. Uha, hvor ville vi sætte meget ind for at bekæmpe dem! - Men vi har vænnet os til dem, og de står alle vegne, hvor vi færdes. Nælder kan nemlig godt lide mennesker. Vi tilfører nemlig jorden de næringsstoffer, som disse planter er afhængige af i store mængder. Nælder er det man kalder nitratplanter.
Men tag ikke fejl. Nælden er en ren og ædel urt, som tidligere har været højt værdsat som lægeurt. Ikke mindst fordi den ikke "lod sig benytte af den gemene pøbel, når den ville forrette sin nødtørft". Med andre ord: Det at man altid har undgået at "gøre i nælderne", skulle gøre denne urt særligt fin.
Ikke desto mindre optræder nælden hyppigt, hvor jorden gødes, f.eks. med urin. Selv ved gamle hustomter kan man ofte se, hvor mændene plejede at gå hen at tisse. Her kan nælderne stå frodigt i årtier.

Den almindelige nælde hedder Stor nælde (Urtica dioeca). Det betyder tvebo nælde, for hos Stor nælde findes han- og hunplanter.
Det er hanplanten til venstre med de strittende blomsterstande, hunplanten til højre har hængende blomsterstande.
Nedenfor ses en hanblomsterstand tættere på.

Og herunder en stor forstørrelse af en hanblomst.

Hanblomsterne er simple med sjove. De er firtallige og støvbladene sidder før modenhed bøjet ind mod midten i den lukkede blomst. Pludselig klapper blomsten imidlertid op, og støvet kyles ud af støvknapperne. Det ses især når solen skinner på de næsten modne planter.
Nælden benytter vindbestøvning, og blomsterne er uden pynt. Den slags er til ære for insekter, og dem er nælderne ikke interesseret i.
Til højre ses en hunplante med næsten modne frugtstande. Frugterne er nødder. Det vil sige at frugtbladene bliver hårde og vedblivende omslutter og beskytter frøet indeni.
Der står mere om frugttyper her.

Nælder brænder! De har brændhår på stængler og blade, især på ribberne på bladundersiderne.
Pakker man imidlertid bladet sammen og maser det godt, kan man uden smerte spise nældeblade.
Man kan også lave brændenældesuppe.

Nældehårene er lange og hule. De indeholder en blanding af giftstoffer. Bl.a. histamin og myresyre.
Hårene indeholder kisel og de ender i en tynd spids med en kugle, der let brækker af og efterlader en skarp kant, der nemt går igennem huden.

 

Navnet "urtica", som er nældens artsnavn, kender vi også fra sygdommen urticaria - nældefeber - som betegner en allergisk hudreaktion, der ser ud, som om man har været i nærkontakt med nælder. Nældefeber svier dog ikke, det klør helt vanvittigt.
Stor nælde danner lange jordstængler, så den kan danne tætte bestande. Og da der er næring i stænglerne, kan den også hurtigt komme frem om foråret.
De nye skud er næringsrige og vældigt gode til suppe eller pesto, men de brænder særdeles voldsomt!
Man kan dog spise nælder næsten hele året, hvis man blot sørger for at slå dem af og til. Så sætter de nemlig hurtigt friske nye skud.

 

Nælderne har brændhår for at undgå at blive ædt, men da de er meget næringsrige har mange dyr udviklet evner til at undgå at blive brændt. Mange larver findes i nælderne, hvor de står i lys. Bl.a. mange takvinger. Og en del snegle er helt vilde med nælderne. Kratsnegle går især hårdt til nælderne på skyggefulde steder.
Der skulle også være en forbindelse mellem nælderne og de underjordiske - altså elverfolkene. Nedgangen til deres bolig skulle findes, hvor nælderne gror tættest.

Døvnælden (Lamium album) med de fine hvide blomster er slet ikke en nælde. Det er en maskeblomst. Dens blade ligner bare nældeblade.

Vi har en nælde mere - Liden nælde (Urtica urens). Det er en enårig, indført ukrudt, som brænder endnu værre end sin storebror. Dens blade er mere runde i det.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til livet Tilbage til frøplanter