Stor gedehams

Stor Gedehams (Vespa crabro)

Vi har 7 arter af gedehamse i Danmark. Stor Gedehams (Vespa crabro) er langt den største. - Man ser den omtalt med mange navne: Kæmpegedehams, kæmpehveps, skovgedehams, stor skovgedehams og jordgedehams. Man skulle tro, at den var et kært barn. Men Stor gedehams er dens officielle danske navn.

Til højre ses et bo i et hult træ. Denne hveps er skræmmende stor, men den er normalt meget fredelig og blander sig ikke i menneskelige aktiviteter.

     
  Disse gedehamse foretrækker at bygge deres store boer i hule træer, og så er boene svære at få fat på. Boet til venstre er imidlertid bygget på loftet hos  Allan Iversen, der som skovløber har været knyttet til Vestre Hus Børnenaturcenter. Boet er bygget af papir, som hvepsene fremstiller ved at gnave i trøsket træ - og tagrørene på skovløberhusets tag. Boet hænger nu i loftet på centret.
Som alle hvepseboer er disse boer enårige, så man kan roligt pille dem ned, når sommeren er forbi. - Der kan dog godt være færdige hvepse i nogle af cellerne. Hvepse, som ikke nåede at få del i sommeren.
 
     

Det er meget svært at bedømme størrelser objektivt.
Bliver man skræmt, forekommer  truslen altid større, end den er.
Alle fortæller mig derfor, at de hvepse, de har set i naturen, var meget større end dem, jeg kan fremvise i samlingen på Vestre Hus.

Men Vespa crabro er stor, hvis man sammenligner den med en almindelig gedehams. Og dens lyd er skræmmende, når den kommer flyvende på jagt efter insekter. Som en lille helikopter. Den bliver dog ikke over 4 cm lang.
 

Stor gedehams lever af rov. Den nedlægger andre insekter, gnaver dem i stykker og fodrer boets larver med kødet. Denne gedehams har nedlagt en Blå mosaikguldsmed. Et imponenerde bytte!
Bemærk de tre punktøjne, som hvepsen har i panden. Mange insekter har sådanne øjne. De ser ikke med dem, men de registrerer døgnlængden og påvirker dermed dyrets årstidsrytme.
Gedehamsen til højre har angrebet en stor korsedderkop i sit net. Den har ingen problemer med at rive sig fri af nettet.
Vespa crabro er meget giftigere end de mindre gedehamse. Ikke fordi dens gift er stærkere, men fordi der er meget mere af den. Dens stik kan sammenlignes med et hugormebid, og man bør søge læge, hvis man bliver stukket. Stikket er meget smertefuldt. Jeg har prøvet!
 
Stor gedehams er ikke interesseret i vores søde sager og syltede agurker, som de mindre gedehamse er. Men saft, der siver ud af et beskadiget egetræ er uimodståeligt tiltrækkende for de store hvepse.
Stor gedehams flyver gerne om natten, og den tiltrækkes af lys. Hvis man lyser efter natsommerfugle i sensommeren kan man derfor risikere at få besøg af store mængder af denne gedehams. Men er man blot rolig i sine bevægelser, så gør den ikke noget, men de kan ikke flyve, før de har varmet kroppen op ved muskelbevægelser.
I sommeren 2015 flyttede en Vespe crabro-dronning ind i flagermusekassen i skovløberhuset. Boet blev røbet af de sorte striber af meconium (første afføring), der løb ned ad væggen.
I sensommeren trængde mange hvepse fra kassen ind i huset, hvor de - mere eller mindre halvdøde hvepse - kunne fejes op hver morgen. Ingen blev stukket.
Vespa grabro er et meget tungt insekt med små vinger. Flyvemusklerne skal varmes op, før de kan flyve. Hvepsenes kropstemperatur skal være omkring 40 grader, før de kan flyve.
I boet er temperaturen en del højere end omgivelserne, for boet er velisoleret og hvepsene kan varme boet om ved muskelarbejde. Hvepse, der ikke overnatter i boet, kan have problemer med at blive varmet tilstrækkeligt op om morgenen, og er de lukket inde, bruger de hurtigt deres energi op og kan dø af sult.

Sidst på sæsonen (oktober) kan man også i naturen møde hvepse, der har problemer med at lette, som den til højre. Men de kan stadig godt forsvare sig!
På en dyd gedehams kan man trykke på bagkroppens sider og se brodden komme frem :)
På Vestre Hus hænger et bo af Stor Gedehams, som jeg har sat lys i, så man kan kigge ind og forestille sig, at man går på opdagelse.
 
Asiatisk kæmpegedehams  
For nogle år siden skrev aviserne en masse om den Asiatiske Kæmpegedehams, som havde taget livet af adskillige kinesere. Og der går stadig rygter om at den farlige hveps er kommet hertil, når folk ser Vespa crabro for første gang.
Men den Asiatiske gedehams ser således ud, og man skal meget langt mod øst for at møde den.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Tilbage til de
andre hvepse.