Gedehamse

De fleste Gedehamse er højtudviklede, sociale insekter med evne til at stikke, så de kan forsvare deres bo.
Det mærkelige navn skyldes antennerne, som kan minde en anelse om gedehorn. Gedehamsene omtales ofte blot som hvepse, men hvepse er betegnelsen for mange årevingede insekter: gravehvepse, snyltehvepse, galhvepse o.l. Så kun få hvepse er gedehamse og kan stikke.

Gedehamse kan kendes på, at de folder vingerne på langs i hvile - så man rigtigt kan se advarselsfarverne. Klik her for at se andre dyr, der ligner gedehamse for ikke at blive ædt. Samfundene er etårige, så kun de unge dronninger overvintrer.

     
  Enlige gedehamse her.  
     
     
  Sociale gedehamse nedenfor.  
     
De sociale gedehamse er dem, man lægger mest mærke til. Vi har 7 arter i Danmark. En af måderne at kende arterne på er ved at se dem dybt i øjnene.
Hvepsen her er en Almindelig gedehams (Paravespula vulgaris). Denne gedehams har som regel en ankerformet, sort aftegning mellem øjnene. Tysk gedehams (Paravespula germanica),  har 3 prikker Mellemstor gedehams - Dolichovespula media - med en enkelt eller ingen prik. Saksisk gedehams -Dolichovespula saxonica.
Tegningerne mellem øjnene kan dog variere en del.
Rød gedehams (Paravespula rufa) kan kendes på bagkropfarven. Stor gedehams (Vespa crabro) kan kendes på den enorme størrelse. Den har fået en side for sig.
Sådan ser brodden ud. Ikke voldsom. Men den er hul og står i forbindelse med en giftkirtel. Brodden er glat og gedehamse kan stikke flere gange.

Gedehamsenes gul-sorte farver er advarselsfarver. Mange dyr har en medfødt skræk for denne farvekombination.
 
De overvintrende, befrugtede dronninger starter hvert forår et nyt bo helt alene. Dronningen bygger boet af tygget træ. Hun lægger æg og opfodrer larverne, som bliver hendes første arbejdere. Arbejderne er sterile hunner, hvis kønsorganer er omdannet til giftapparat.
Når først arbejderne er sat i sving, forlader dronningen ikke længere boet, og hendes eneste opgave er nu at lægge æg.
Gode tørre overdækkede steder - skure og legehuse f.eks. - er i høj kurs hos hvepsedronningerne, men de er ikke glade for at bo tæt sammen. De er jo fødekonkurrenter. Se her, hvordan sådan et par kan chikanere hinanden.

Til venstre sidder en gedehams og gnaver træ til papirfremstilling, mens dronningen herover gylper papirmasse op til en strimmel hvepsebo.

I starten er boet blot et hueformet tag over nogle få celler. I hver celle lægger dronningen et æg. Larverne, der kommer ud af æggene bliver fodret med gennemtyggede insekter.

Til venstre ses hele den indre del af et hvepsebo, som det ser ud midt på sommeren. Nedenfor har gedehamsene slået sig ned i en fuglekasse. Hvepsene i åbningen vifter frisk luft ind til boet på en varm sommerdag.

Når hvepselarverne har nået fuld størrelse lukker de deres celler af ved at spinde et silkelåg hen over åbningen. Silken udskilles af kirtler ved munden. Derefter forpupper de sig i cellen. - Når de er færdigudviklede bider de silkelåget af og kommer frem. Den unge hams her er en saksisk gedehams (Dolichovespula saxonica). Det kan ses af mærket mellem øjnene.

Boet bliver i sommerens løb bygget større og større, i det arbejderne hele tiden bygges nye vægge uden om de gamle, som fjernes. Boet fyldes ud med vandrette tavler med talrige 6-kantede papirceller, som vender åbningen nedad. Tavlerne er fastgjort til hinanden med seje papirstropper.

I cellerne lægger dronningen æg, som hun klæber fast øverst i cellerne. Når larven kommer ud, klæber den sig selv fast, så den ikke falder ud.
Herefter fodrer arbejderne larverne med itutyggede insekter og kødstykker gnavet af ådsler. Larverne belønner til gengæld hvepsene med et sødt sekret fra nogle kirtler ved munden (labiatkirtler), og dette sekret er livsnødvendig for hvepsene.
Gedehamsene har deres første afføring, når de forlader cellen som voksne, så de forladte celler er sorte i bunden.

Under boet vil der efterhånden samle sig en bunke affald. I starten er det mest de voksne gedehamses afføring (sorte kugler)og urinsyre (hvide kugler), som bliver smidt lige under boet.
 

   
   
Siden samles en større dynge af flydende ekskrementer under boet. Det er de nyklækkede gedehamses første udtømmelse af tarmen. Tarmen er nemlig lukket under hele larveudviklingen, hvor larverne er lukket inde i deres celler. Først når de færdige gedehamse klækkes, tømmer de tarmen. Dette tarmindhold kaldes mekonium, og det indeholder næring, så fluer kan lægge æg i det og maddiker udvikles i det.   

Hen på sommeren lægger dronningen ubefrugtede æg - som udvikles til hanner - og befrugtede æg, som takket være en særlig kost udvikler sig til nye dronninger.
Når disse kønnede individer sidst på sommeren forlader boet for at parre sig, går boet i opløsning, da arbejderne ikke længere har nogen opgaver. Derefter interesserer hvepsearbejderne sig kun for søde sager og de begynder at genere for alvor.

Det hænder, at hvepse på dette stadium bliver decideret aggressive og stikker helt uden provokation. Dette tilskrives undertiden sygdom eller fuldskab som følge af indtagelse af gæret frugt, men der kan nu også være god evolutionær grund til at minde omgivelserne om, at sort-gule farver betyder fare. Det kan beskytte næste års generation.

Gedehamsen ovenfor gnaver kalkunkød for at fodre larver.

De voksne gedehamse spiser ikke selv kød. Deres spiserør er meget snævert, så de kan kun spise flydende føde.
Nektar er populært. De søger bl.a. til skovhullæbe - til venstre - som leverer bedøvende nektar og klæber sine støvkøller fast i panden på dem.
 

 Gedehamse har ikke en lang tunge som bier og humlebier, så de kan ikke nå nektaren i dybe blomster. Her slikker gedehamsen en skærmblomst - til højre sammen med en bladhveps, som efterligner dens udseende. Se her flere eksempler på beskyttelseslighed.

Gedehamse bygger ofte deres rede i musehuller. Så kaldes de tit for "jordhvepse" eller endog "jordbier". Men det er ganske almindelige gedehamse. - Læs om navneforvirring her.
Æble fyldt med gedehamse. Gæret frugt er meget populært.
De nye, unge dronninger forlader boet for at finde nogle hanhvepse at parre sig med. Hannerne dør kort efter, mens dronningerne finder et beskyttet sted, hvor de tilbringer vinteren i dvale (diapause). Mange sidder under løs bark, hvor man kan finde dem og undersøge dem uden den store fare, da de er sløve i vinterkulden. De kan dog udmærket stikke, hvis de kommer ind i varmen - f.eks. med indslæbt brænde.

 Dronningerne ser ud som om de mangler vinger, for de har foldet vingerne beskyttende om på undersiden. Gedehamses vinger er endvidere foldet på langs under hvile. Så dækker de nemlig ikke over gedehamsens gul/sorte tegning, som er dens beskyttelse. Læs om beskyttelse og mimicry her.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Tilbage til de andre årevingede.