Ideer med fjer

Fjerkuglepen
En rigtig fjerpen er temmelig vanskelig at skrive med. Denne fjerkuglepen derimod går an. Og så tager det kun et øjeblik at lave den.
Find først en køn fjer. Her er det en musvågefjer, men en svingfjer fra en ringdue kan såmænd også du.
Først skræller man den yderste hinde af fjerposen med en kniv. Ellers er pennen ikke rar at holde på. Så skæres den yderste del af fjerposen skråt af. Det ligner mest en rigtig pen, når den skæres sådan. Skil så en almindelig billig kuglepen ad, og klip plastpatronen til, så den passer i længden til fjeren.
Nu mases pennen godt ind i fjeren - og man er klar til at skrive.
Kik nedenfor, hvis det skal laves mere korrekt.
Blæk og fjerpen
 
Om efteråret kan blæk kan laves meget simpelt - og næsten magisk - ved hjælp af galæbler fra egeblade og jernsulfat (jernvitriol). Det kan fås i havecentre, da det bruges til mosbekæmpelse.
Saml en håndfuld galæbler fra egeblade. Man kan lave blæk blot man har omkring 10 pæne galler. Desuden skal bruges jernsulfat (jernvitriol), som er et farveløst salt. Kom lidt jernsulfat i et glas, og pres saft fra gallerne ned over saltet ved hjælp af en hvidløgspresse. Resultatet er blæk, som i løbet af et par minutter bliver kulsort.
 
En simpel fjerpen kan laves af en stor fjer - fra venstre vinge, hvis man er højrehåndet. Skrab først det yderste porøse lag af fjeren med en skarp kniv. (Egentlig skal fjeren opvarmes i varmt sand i et døgn først, men det er ikke strengt nødvendigt, hvis man mest leger). Snit så pennespidsen til som vist på figuren. Bedst med en skalpel eller en skarp hobbykniv.

Nu kan man så skrive med sit blæk. Mest for sjov....

Fjer-valmue.
Valmuens frugt er en kapsel, som åbner sig for frøene ved en række huller lige under det siddende støvfang. Frøene kan kun komme ud af kapslen, når denne rigtig rystes af vinden. Det kaldes "vindslyngspredning".
Men vi andre kan selvfølgelig også ryste frøene ud :-)

Tag en moden kapsel, tømt for frø. Stik så småfjer i hullerne. Hele vejen rundt. Nu har du en fjervalmue. En hel buket af sådanne - med fjer i forskellige farver - er ganske yndig.

Fuglepil

Lav tre huller langs kanten af den ene ende af en korkprop med en syl Sæt en fjer i hvert af hullerne. Det kan være farvede hønsefjer som her, eller fjer der er fundet i skoven. t et bredhovedet tagsøm i proppens anden ende. Nu er pilen færdig.

Med fuglepilen - som flyver godt - kan man f.eks. skyde til måls efter en skydeskive opsat på fuglenet. Pilene hænger meget let fast i nettet.
 
Kastanjehelikopter. Kastanjemølle

En klods med et søm igennem er et udmærket og forholdsvis ufarlige redskab til at bore huller i kastanjer med.

Bor huller og stik to store svingfjer skråt ned i toppen af en kastanje. Kastanjen kan nu bruges som kasteskyts mod et mål, eller den kan kastes op i luften. Den vil dreje smukt om sin akse.
Man kan prøve sig frem med flere fjer og forskellige placeringer.
Bor huller og stik tre svingfjer med undersiden fremad ind i en kastanje, som vist på billedet. Stik et rigeligt stort hul hele vejen igennem kastaniens midte, før et rundt søm igennem hullet og bank søm med kastanje fast for enden af en lige gren.
På den viste mølle er endvidere sat et lille stykke læder bag sømhovedet.

Påskedekoration
af hyld og fjer.

Klip årsskud (lange lige grene) af hyld i forskellige længder. Skræl dem med kniv eller kartoffelskræller. Stik forskellige fjer fast i hyldemarven i pindenes ene ende.

Bind så pindene sammen med sejlgarn, så dekorationen kan stå.

Her er dekorationen kombineret med fjerregn: små buketter fjer, som hænger i sytråd i vinduet.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden ihjerner.gif (1431 bytes) Tilbage til ideer Tilbage til praktiske ideer