Kastanjer og fjer

Det er umuligt at lade være med at samle de smukke, glatte hestekastanjer, når de om efteråret forlader træerne i så rigelige mængder. Men hvad pokker bruger man dem til, efter at de er samlet?
Her er mine bedste forslag :-)
Hestekastanjerne må ikke forveksles med
spisekastanjer. Hestekastanjer er en smule giftige.
Kastanjehelikopter eller fjerbold.

En klods med et søm igennem er et udmærket og forholdsvis ufarligt redskab til at bore huller i kastanjer med.

 

Bor huller og stik to store svingfjer skråt ned i toppen af en kastanje. Kastanjen kan nu bruges som kasteskyts mod et mål, eller den kan kastes op i luften. Den vil dreje smukt om sin akse.
Man kan prøve sig frem med flere fjer og forskellige placeringer.
Med mange fjer bliver det til en fjerbold. Den er sjov at lege med, men ikke særligt solid. Man kan bruge en korkprop i stedet. Så sidder fjerene bedre fast.
Kastanjemølle  
Bor huller og stik tre svingfjer med undersiden fremad ind i en kastanje, som vist på billedet. Stik et rigeligt stort hul hele vejen igennem kastanjens midte, før et rundt søm igennem hullet og bank søm med kastanje fast for enden af en lige gren.
På den viste mølle er endvidere sat et lille stykke læder bag sømhovedet.
Det kan godt være lidt svært at få den til at virke, men det KAN lade sig gør :)
Dekorationsedderkop.

Brug tandstikker, små træperler og en smule lim, når du laver dekorationsedderkopperne. En syl - måske blot en træklods med et søm igennem - er nødvendig til at lave huller med.
Sæt en blomsterpind gennem edderkoppens bug, så kan den bruges som pynt i potteplanter, juledekorationer - eller græskar.......

Kastanjer er flotte og blanke, når de falder af træet; men uden behandling bliver de hurtigt runkne og matte. Man kan lakere dem. Det er gjort med edderkopperne ovenfor, og det gør dem meget flotte, men lakken holder dårligt, fordi kastanjerne er fugtige indeni.
De tre kastanjer til højre, som startede med at være nogenlunde lige store, er:
1. smurt ind i møbelvoks. 2. Ubehandlet. 3. Pudset med skocreme.
Voksen holder kastanjen pæn i månedsvis, men det er også en ubeskadiget kastanje. Jeg har ikke prøvet med nogle, jeg har prikket hul på.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden ihjerner.gif (1431 bytes) Tilbage til idéer Tilbage til legetøj