Strimmelfugl

Disse små fugle, fremstillet af papirstrimler og træperler, er umådeligt nemme og hurtige at lave. De er velegnede til uroer, eller som julepynt. Udgangspunktet er kartonstrimler beregnet til at folde stjerner af.

Hver fugl laves af en halv (kroppen) og 2 kvarte (hoved og vinge) stjernestrimler. Strimlerne bøjes sammen og limes hver især, hvorefter de limes sammen og en træperle limes på som øje. Herefter kan en tråd sættes i og fuglen kan hænges op.
 

 

 

Man kan selvfølgelig også lave små unger, som den til venstre.

Strimmelmyg
Det er nemt nok at lade sig inspirere af naturen, så længe denne viser sig fra sin smukke og harmoniske side. Men hvad med at lade sig inspirere af naturens små, irriterende elementer?
Denne myg er lavet af "stjernestrimler". Kartonstrimler beregnet til fremstilling af julestjerner.

Til venstre ses de materialer, der bruges til myggen.
Krop, hoved og snabel bøjes af en hel strimmel. Vingerne formes af to halve strimler, og benene af hver 1/8 strimmel.
Øjnene laves ved at en kort strimmel rulles omkring en blyant. Herved dannes en cylinder som en træperle med en diameter på 5 mm netop ikke kan komme ind i. En sådan perle limes derefter til hver ende af cylinderen.

 

Til sidst limes det hele sammen og hænges i vinduet til skræk og advarsel. Eller man laver en hel masse og hænger dem på en uro.

Strimmelugle
Uglen laves af "stjernestrimler", og det tager ikke mange minutter at lave en hel bunke.
Strimlerne deles i halve (kroppen), kvarte (øjencirklerne) og ottendedelsstykker (næb og fødder). Krop og øjne limes til cirkler, næbet bøjes til en firkant, og fusserne er blot et stykke, der bøjes lidt i enderne. Det hele limes sammen, kulørte perler limes i som øjne og en snor sættes i foroven. Færdigt arbejde!
Se nogle rigtige ugler her.

Strimmelsommerfugl

Sommerfuglen laves af 5 halve strimler, som limes sammen i dråbeform, samt to træperler. De 5 dråber limes sammen som vist ovenfor, hvorefter vingerne rettes i form.

Så limes øjnene i hovedet og sommerfuglen kan hænges op med sytråd.

Man kan også pynte vingerne med ekstra cirkler som øjepletter.

Sommerfuglens larve kan også nemt sættes sammen af cirkler i forskellig størrelse.

 

Når man har prøvet at lave nogle af modellerne, kan man for alvor begynde at lege. Lav en masse simple figurer af 1/2, 1/4 og 1/8 strimler og læg dem på bordet sammen med nogle perler. De bliver til alle mulige dyr, planter og mennesker - næsten af sig selv. Figurerne kan så limes sammen og bruges til en uro.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden ihjerner.gif (1431 bytes) Tilbage til idéer Tilbage til
kartondyr