Elverpigerne i Ravnsholt Skov

 

 

Der hvor brændenælderne gror tættest findes nedgangen til  elverfolkenes boliger – og i Ravnsholt Skov gror brændenælderne tættest i en lille ellemose vest for Midtervej.

Denne mose er forræderisk. Tidligt om foråret står midt i mosen de yndigste milturtblomster som helt dækker mosens overflade, men går man ud for at plukke en buket, kan man pludselig synke dybt ned i dyndet. Helt til knæene eller undertiden til midt på låret.

Man skulle tro, at det fik mennesker til at holde sig væk fra dette sted, men sådan er det slet ikke. Netop fordi det er svært og farligt at plukke de yndige milturter, begiver mange unge drenge sig ud i mosen, for på den måde viser de, at de er modige og ikke er bange for en smule mudder.


Men det er et trick, som elverpigerne har fundet på. De små buketter med milturtblomster drengene plukker er nemlig elverpigernes brudebuketter, og drengenes heltemodige plukkeri bliver opfattet som et frieri. Så om aftenen følger de skønne elverpiger efter drengene for at føre dem tilbage til mosen, for kun ved at blive forenet med et menneske kan elverpigerne sikre deres børn en udødelig sjæl.

Men drengene bør holde stand og ikke følge med de underskønne elverpiger tilbage til mosen, for er de først gået i mosen om natten, så vender de aldrig tilbage.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden Tilbage til eventyr