Rød-el (Alnus
glutinosa), som kan kendes på de små kogler og de
afskårne blade, vokser helst i fugtig til våd,
næringsrig jord.
På rødderne sidder knolde, som indeholder
nitrogen-fikserende bakterier. Det betyder at
elletræer kan udnytte luftens kvælstof, så de aldrig
lider af kvælstofmangel.
Det er formodentlig derfor disse træer ikke får
efterårsfarver, men fælder bladene, mens de er helt
grønne. De behøver ikke spare. |
|
 |
|
 |
|
Elletræer
bærer han- og hunrakler, og de blomstrer tidligt om foråret,
så raklerne er allerede færdigdannede om efteråret. - Efter
bestøvningen, som sker ved vindens hjælp, udvikles frøene i
hunraklerne, som efterhånden forveddes og kommer til at
ligne små kogler. |
| |
Herunder
ses øverst hunrakler og nedenunder hanrakler,
som de ser ud om efteråret - klar til næste
forår.
Til højre umodne og en moden hunrakle. |
| |
|
 |
|
 |
|
 |
|
|
Ellen blomstrer i marts-april. |
|
 |
|
Ellesumpen har
helt sin egne, dystre stemning. Det er farligt at
færdes her.
Elverfolket er - på grund af navnet - blevet knyttet
til elletræet. Og mystisk og farligt har det også
virket, at træet "bløder", når det bliver fældet.
Træet er tidligere blevet opfattet som mere levende
end godt er. |
|
|
|
 |
| |
|
Træet vokser ofte frem mellem pil på hængesæk, hvor
rødderne ikke kan finde fast grund at gro i, men kun
kan holde fast i hinanden. Der vokser derfor hele
tiden støtterødder ud fra stammen, som hjælper til
at holde træet fast. Det er de røde rødder, som ses
til højre. |
|
|
|
|
|
|
 |
 |
| Elletræer ses
ofte stå helt oppe på rødderne. Det kan skyldes at de
ofte står i tørv, som simpelthen rådner væk. Eller
det er støtterødder, der sættes i vand og så falder
vandstanden. |
|
|
|
|
