|
 |
Fuglekirsebær
|
 |
|
|
|
I Ravnsholt Skov er
der plantet fuglekirsebær mellem bøgene nord for
Mørkebakkevej. Fuglekirsebær kan blive 20 meter
høje, og de kan godt holde trit med bøgene.
Veddet er mørkt og værdifuldt, og kirsebærrene giver
mad til mange dyr. Solsorte, drosler, ræve og skovskader
æder de modne bær, og kernebidere, egern og mus æder
kernerne inde i stenene. |
|
|
|
|
Herunder ses en samling kirsebærsten, som er åbnet
af mus, som har ædt kernerne.
Kernerne indeholder ellers giftstoffet cyanid
(blåsyre), for at gøre dem mindre attraktive, men
musene kan klare mosten. |
|
 |
|
Når
kirsebærbarken såres, flyder bolchelignende
harpiks ud. Harpiksen forhindrer at
svampesporer inficerer såret. Man kan spise
den hårde kirsebærharpiks, men den smager
ikke af noget. |
|
 |
|
|
Ung kirsebærbark er glat og mørkt
kobberfarvet. Barken er meget holdbar, og ligger tit tilbage
som rør, når veddet er rådnet op. |
|
|
|
|
|
| Kirsebærblade har nogle
meget karakteristiske kirtler på bladstilkene. Det
er nektarier (ekstraflorale - altså uden for
blomsterne). Disse nektarier tiltrækker myrer, og
måske er det formålet, for så kan myrerne beskytte
træet mod skadevoldende insekter som larver. |
| |
 |
| |
| Til højre et voksent
fuglekirsebærtræ. De bliver store! |
|
 |
|
|
|
.
