Blandt
de husløse snegle er den gode gamle sorte skovsnegl nok den kendteste,
omend ikke den mest frygtede. Men den er ikke altid sort. Bl.a. i
Ravnsholt Skov varierer denne snegleart meget i farve - over grå til
næsten hvid.
Disse
snegle tilhører dog alle samme art: Arion ater, og de parrer sig frit
med hinanden uden at skele til hverken hudfarve eller køn. Vore
almindelige landsnegle er nemlig tvekønnede, og begge parter fungerer
som både han og hun under parringen. Det hvidlige snask som ses mellem
de kopulerende snegle nedenfor er de udkrængede penisser.
Snegle kan dog ikke befrugte egne æg. Det er jo den ultimative form for
indavl, og det er i almindelighed en dårlig ide.
Om efteråret - langt ind i
november - er den visne blade i bunden af bøgeskoven fyldt med
små hvide snegle. Det er skovsnegleyngel. De fleste bliver sorte
efterhånden.
Se her
hvordan du laver din egen skovsnegl.
De forskellige skovsneglearter æder lidt
af hvert, men især døde plantedele og svampe er populær føde - og
svampene kan sagtens være spiselige for snegle, selv om de er giftige
for os.
Snegle har ikke bidemund, men rasper føden i sig med
en sandpapirsagtig
raspetunge. Derfor skal føden være
blød. ådsler og hundelorte afvises heller ikke.
Ovenfor ses et
spor fremkommet ved at en snegl har raspet alger af en
bøgestamme. Den svinger hovedet frem og tilbage, mens den
rasper.
En Brun skovsnegls raspetunge - radula - i stor forstørrelse. Den har tænder
nok.
En snegl bider altså ikke, når den æder.
Den har ingen kæber. Men den rasper føden i stykker med sin tandede
tunge.
Brun Skovsnegl/dræbersnegl: Arion vulgaris
Farvevarianter hos Brun
skovsnegl (Dræbersnegl)
Farvevarianter hos rød
skovsnegl
Sneglen herover er den
frygtede "Dræbersnegl" (Arion
vulgaris), som hellere bør kaldes Brun skovsnegl. Denne snegl kan som
bekendt skabe en del ravage i haver, og den er formodentlig ført hertil
fra Frankrig. Den kan have alle mulige grumset brunorange nuancer - som det
ses til venstre - og bliver ikke nær så stor som den Røde skovsnegl, som
ses nedenfor. Den røde skovsnegl er bl.a. talrig i Tokkekøb Hegn.
Den smukke
Røde skovsnegl herover har
tidligere været kaldt Arion rufus, men da den nok blot er en
variant af den Sorte skovsnegl, bør den kaldes Arion ater
rufus. Også denne snegl findes i forskellige farver (brun,
sort og hvid), og ofte er den ikke så smukt orange som det
viste eksemplar. Den kan blive stor. Op til 15 cm. Den er
indført på grund af sin smukke farve.
Bemærk åndehullet, som sidder i sneglens højre side. Det
fører ind til lungen i kappehulen.
Denne lille fine gule
variant af Rød skovsnegl fandt jeg i Alingelille
Fredskov.
Ikke sjældent hører man, at
dræbersneglen kan kendes på den orange "syning"
langs foden, men denne syning er ikke specielt
karakteristisk for Brun skovsnegl.
Til venstre ser man ind gennem åndehullet
til sneglens lunge. En lunge består af væv med
stor overflade, i hvilket blodet kommer så tæt på luften, at ilt
kan bevæge sig over i blodet og kuldioxid ud i luften. Lungen
skal befinde sig i et lukket rum med kun en mindre åbning til
overfladen, ellers mister dyret for meget vand. En overflade,
der er gennemtrængelig for ilt, vil nemlig også være
gennemtrængelig for vand.
Portræt af rød skovsnegl. Øjenstilkene er altid sorte.
De nederste tentakler bruger den til at lugte med.
Sneglene herunder
er yngel af Brun skovsnegl (Dræbersnegl).
De der underlige
snegle-kønsorganer? Hvordan fungerer de? Læs om snegles kønsliv
her.
Der findes megen mystik omkring Brun
skovsnegl/Dræbersnegl. Den
kommer i hvert fald ikke fra den Iberiske halvø som
først antaget, men nok fra Frankrig.
Den ses ikke sjældent parre sig med rød og sort
skovsnegl, men i forsøg har man ikke set blandet
afkom.
Dræbersneglen (Brun skovsnegl) er specielt glad for levende
planter. Det er det, der gør den så hadet i køkkenhaven. Her
fouragerer den frygtløst over havedammen. Det er Bredbladet
mærke, det går ud over.
Den kan være umådeligt
talrig, men dens antal synes at være blevet mindre de
sidste år og er meget afhængigt af vejret. Der er
ingen grund til at tro, at den truer andre arter, og
når det er tilfældet kan den ikke kaldes invasiv.
Solsorte kan
godt finde på at æde en dræbersnegl i ny og
næ, men det har ingen indflydelse på antallet.
Leopardsneglen
skulle også tage dens æg, men det har jeg ikke
kunnet bekræfte. Leopardsnegle sulter hellere,
end de tager dræbersnegleæg.
Løbebiller tager gerne små dræbersnegle, men
det betyder ikke noget for antallet.
Vi har ingen
predatorer i den danske natur, som virkeligt
decimerer antallet af dræbersnegle - eller
andre skovsnegle.
Men
dræbersnegle er ikke kostforagtere, de spiser
også gerne kød. Her på filmen er
det en levende regnorm, der har været så
uheldig at møde en gruppe sultne dræbersnegle.
De æder også gerne døde artsfæller, men de
evner ikke at slå hinanden ihjel.
Man kunne fristes til at tro, at
denne dræbersnegl var i gang med at æde æggene i
stedet for at lægge dem, men det forholder sig ikke så
vel. Snegle har deres kønsåbning liggende tæt bag
højre øje, så det er med hovedenden - ikke bagenden -
de lægger æg.
Hvis man finder store bunker af hvide æg under
ting i haven, så er det dræbersnegleæg. Ud af
æggene kommer færdige små snegle. De ser ud som
nedenfor, men de er kun 4-5 mm lange.
I gamle dage blev skovsnegle brugt som
hjulsmørelse, og det var almindeligt at have en lille
spand til snegle hængende bag på vognen. Man kunne
også bruge
skovsnegle i mælk til at kurere malaria.
Snegle anvendes ikke længere på den måde, og mange
synes derfor at mene, at snegle i dag er uden praktisk
anvendelse. Men det er ikke korrekt. På solrige dage
er skovsnegle i høj grad anvendelige som
næsebeskyttere. De har en fin krumning og gode,
selvklæbende egenskaber. - På den måde forhindrer man,
at næseryggen bliver solskoldet, så man kommer til at
se fjollet ud.
