Edderkoppesex

En penis er et organ til at overføre sæd med, men faktisk behøver dette organ ikke at stå i forbindelse med de primære hanlige kønsorganer, hvor sæden dannes. Hvis ikke der er sådan en forbindelse, må hannerne lade deres penis inden de begiver sig ud på frierfødder. Det er tilfældet hos edderkopper.

Dette er et portræt af en voksen hanedderkop (en sivhjulspinder). Man bemærker hans 8 øjne, hans fikse overskæg - og hans enorme parringsorganer. Lige midt i fjæset.
Hanedderkopper bruger deres palper til sædoverførsel, og de er meget sindrigt udformet. Men da hannens kønsåbning sidder under bagkroppen, må han først lade palperne med sæd. Dette gøres ved at han først spinder et lille spind og lægger en dråbe sæd derpå, som han så forsigtigt suger op i de to palper.
Baggrunden for dette system er formodentlig, at hannerne oprindeligt har brugt palperne til at overrække hunnen en spermatophor (sædpakke). Et sådant system er nemlig meget udbredt i dyreriget.

Her ses så målet for hanedderkoppernes atrå. Det er undersiden af en hunedderkops bagkrop (her en korsedderkop).
Den sjove lille tap i midten er en del af hunnens epigyn (kønsfelt). Under denne tap findes en åbning, som fører ind til hunnens sædbeholdere.
Under parringen skal hannen indføre palpernes yderste led i denne kønsåbning og tømme dem der.
Æggene bliver dog først befrugtet i det øjeblik de bliver lagt - hvilket i øvrigt foregår ud af en anden åbning.

Men før parringen kan finde sted skal hannen jo ganske tæt på hunnen. Og her opstår et særligt problem for edderkopper. Alle edderkopper er nemlig giftige rovdyr, som gerne tager bytte af deres egen størrelse eller større.
Det er altså helt afgørende for hannens overlevelse, at han kan overbevise hunnen om, at han kan tilbyde hende noget, der er bedre end et måltid - og at han efterfølgende kan nå at slippe væk, inden hun tager måltidet med.
Nedenfor er vist nogle eksempler på, hvilke strategier hanner af forskellige edderkoppearter bruger for at få deres vilje hos de farlige hunner.

Vores velkendte korsedderkop udfører en meget nervøs kurtisering.
De voksne hanner bygger ikke net længere og de interesserer sig ikke for mad. Deres liv går med at opsøge hunner i deres net og indbyde til parring. De er langbenede og benene er fyldt med sansehår, som straks kan lugte et hunspind, hvis de kommer i kontant med et, og som nøje kan registrere alle hunnens bevægelser i nettet.

Når hannen opdager et net med en hun, spinder han straks en tråd, der fører ind til nettet. En parringstråd. Samtidig har han dog fastgjort en sikringstråd et stykke væk, så han hurtigt kan komme i sikkerhed, blot ved at slippe taget i nettet.
Mens han forsigtigt nærmer sig hunnen, klimprer han hele tiden på trådene med de første benpar, hvorved nettet sættes i svingninger på en karakteristisk måde, der fortæller hunnen at en han - ikke et bytte - er på vej i nettet.
Hvis hunnen er parringsvillig bevæger hun sig roligt ud på parringstråden og hænger sig helt passivt med bugen mod hannen.

Hannen bevæger sig nu nærmere og beføler hende kærligt men nervøst en tid. Ofte vil han trække sig væk mange gange, for atter at nærme sig. Der kan gå mange minutter, før han endelig vover sig helt tæt på.
Derefter sker sædoverførslen, hvorefter hannen straks kaster sig væk fra hunnen. Både han og hun er interesserede i en vellykket parring, men efter parringen er deres interesser højst forskellige. Hannen vil væk og finde andre hunner, hunnen vil have mad, og hannen eret fint måltid.


	Denne han sigalerer nervøst til hunnen, at hen ikke er en lat bytte, men at han har helt andre hensigter.

Hunedderkoppen nedenfor har anbragt sig i den passive "jeg er villig" stilling, og inviterer derved hannen til at komme nærmere. Han vil dog normalt nærme sig meget forsigtigt og nervøst og trække sig ofte tilbage. At nervøsiteten er velbegrundet fremgår af fotoserien nedenfor.

Hannen nærmer sig i parringstråden. Hunnen hænger helt stille, som hun skal, for at hannen tør komme nærmere.

Og så pludselig vender hunnen sig og hugger giftkrogene i hannen, hvorefter hannen bliver spundet ind og reduceret til madpakke.
Bagefter slæber hun ham ind midt i nettet og hænger ham der til senere brug.

Billedet til venstre viser en fuldbyrdet parring. Hannen omklamrer hunnen, som forbliver helt passiv, mens hannen indfører og tømmer begge palper i hendes kønsåbning.
Sekundet senere har hannen kastet sig i sikkerhed.

Høstedderkoppen (Metellina segmentata), som er den danske edderkop, der står for de fleste af sensommerens hjulspind i skoven, er hannen lidt smartere. Han sidder nemlig altid og lurer i hjørnet af hunnens net, indtil der går et bytte i nettet. Først da, når hun ved, at hunnen ikke er plaget af sult, går han ind i nettet.
Hunnen vil da tage imod ham i rette ånd.

Her har hunedderkoppen netop fanget en stor flue, og hannen kommer ind, mens han med ivrig klimpren på trådene meddeler sin ankomst.

Hvis hunnen bevæger sig roligt frem mod hannen i små ryk, bevæger han sig nærmere og beføler hende med de forreste benpar. Er hun indstillet på parring, hænger hun sig roligt med bugen mod hannen, og han får lov til at indføre sine palper, som det ses til højre.

Høstedderkoppens system indebærer den ulempe, at der ofte sidder flere hanedderkopper i nettets hjørner. Derfor vil et fanget bytte tit medføre at flere hanner samtidig gør krav på hunnens gunst, hvilket naturligvis fører til slagsmål.
Så har rovedderkoppen (Pisaura mirabilis) fundet et smartere system. Her fanger hannen nemlig selv et bytte, som han har med til hunnen. Parringen foregår så mens hunnen æder hannens gave.

Til venstre en han-pisaura med indspundet bytte - og herunder en længselsfuldt ventende hun.

På filmen her ser man en han af Alm. rovedderkop, som overfører sæd til en hun.
Hannens parringsorgan er meget kompliceret indrettet og sædoverførslen kan tage sin tid.

Jagtedderkopperne - som hannen herover - laver ikke noget fangnet, men løber i stedet deres bytte op og kaster sig over det. De har derfor et godt syn, og hannerne kurtiserer hunnerne ved at løfte ben og palper i nogle karakteristiske bevægelser, mens de nærmer sig hunnerne.
Hvis hunnen ikke er interesseret, løber hun sin vej. Vil hun parres lægger hun sig helt passivt mod underlaget.

Herunder ses et par Eng-stavedderkopper. I denne edderkoppeslægt har både hunner og hanner stærkt forlængede kæber og giftkroge, og hannen går direkte ind i hunnens hjulspind og griber hendes giftkroge med sine egne.
Parterne sidder således låst fast i et langs kys, inden selve parringen går i gang.

Dansende jagtedderkoppehan.

Hannen nærmer sig nu hunedderkoppen forfra og går hen over hendes forkrop. Han bøjer sig så ind under hendes bagkrop, og anbringer så først den ene palpe i den nærmeste kønsåbning, hvorefter han skifter side og gentager successen.
Hannerne dør i løbet af foråret, når alle hunnerne er parret, mens hunnerne får flere kuld unger i løbet af sommerne. Mere kan læses her.


Hos springedderkopperne foregår parringen også ved at hannen kravler op over hunnen forfra og rækker ned under hendes bagkrop, først fra den ene og så fra den anden side. Her er det Broget springedderkop. Da hannen er en del mindre end hunnen, kan det godt se lidt rodet ud.

Billedet til venste er et frækt kik ind i sovekammeret hos et par sækspindere.

Både hos denne art og hos en del andre, opsøger hannerne retræter, i hvilke der bor hunner, som endnu ikke er kønsmodne. Her venter de så, indtil hunnerne foretager deres sidste hudskifte, hvorefter de er udvoksede og mandbare.
Hannerne trænger så ind i retræten og parrer sig med jomfruerne, mens de endnu er bløde og forsvarsløse i deres nye hud.
Parringsstillingen er den samme som hos jagtedderkopperne.

Mejer-edderkopper stammer egentlig fra middelhavs-området, men de er i dag almindelige indendørs hos os. De har parringstid året rundt.

Der er mange, meget lange ben at holde rede på under en mejer-edderkoppe-parring.

En del af hannens kurtisering består direkte i at hænge i hunnens ben.

Hunnen er sjældent aggressiv overfor hannen. Men det hænder.

På billedet herunder er hunedderkoppen til højre tydeligvis i gang med at æde en han, mens en anden modigt nærmer sig bagfra.

Nedenfor ses en mejeredderkoppeparring i nærbillede. Det er hunnen øverst.

Hannen skal indsætte sine palper i hunnens epigyn. Som det fremgår er det en særdeles indviklet affære. De fleste hanedderkop-pers palper er særdeles kompliceret opbygget.

Hvorfor?

Sikkert som følge af et langt evolutionært kapløb mellem han- og hunedderkopper, som det er tæske svært at rekonstruere. Man skal ikke forvente at hele systemet i dag tjener et fornuftigt formål.

Hos krabbeedderkopper af slægten Xysticus, sikrer hannen sig at komme sikkert væk efter parringen, ved at han før parringen traver frem og tilbage over hunnen og spinder hendes ben fast til underlaget.

Hunnen - herover - er dog så bredbrystet, at hannen ikke kan nå ind under hende forfra. I stedet løfter han hendes bagkrop og kravler ind under hende med ryggen nedad.
Når han har tømt palperne, forlader han hunnen, som derefter selv må gøre sig fri. Det gør hun let, da trådene er ganske tynde. Det kan jo heller ikke nytte noget, at hun sidder fast for alvor.

Vi er vant til at nogle hanner kurtiserer deres udkårne med sang. Fugle, cikader og græshoppers lyde kender vi. Men at nogle edderkopper bruger samme metode er nok en nyhed for de fleste. Fedtedderkoppen - ovenfor til venstre - laver imidlertid lyde ved at gnide bagkroppen mod forkroppen, og summeedderkoppen - ovenfor til højre - vibrerer med kroppen og sætter derved underlaget i svingninger for at forføre hunnen. Det er jo en rigtig god idé for en edderkoppehan, at han bliver genkendt og ikke bare bliver opfattet som bytte.