Snegle uden hus 

De husløse snegle kan deles i to store grupper: Limax-arterne, som har en køl øverst på den bageste del af foden og skovsnegleartere, som mangler køl.
Skovsnegle - herunder
Små arter her.
Limax-arter.
Det er dem med køl.
Blandt de husløse snegle er den gode gamle sorte skovsnegl nok den kendteste, omend ikke den mest frygtede. Men den er ikke altid sort. Bl.a. i Ravnsholt Skov varierer denne snegleart meget i farve - over grå til næsten hvid.

Disse snegle tilhører dog alle samme art: Arion ater, og de parrer sig frit med hinanden uden at skele til hverken hudfarve eller køn. Vore almindelige landsnegle er nemlig tvekønnede, og begge parter fungerer som både han og hun under parringen. Det hvidlige snask som ses mellem de kopulerende snegle nedenfor er de udkrængede penisser.
Snegle kan dog ikke befrugte egne æg. Det er jo den ultimative form for indavl, og det er i almindelighed en dårlig ide.

Meget mere om sneglesex kan læses her.

YangYin.jpg (16444 bytes)

Om efteråret - langt ind i november - er den visne blade i bunden af bøgeskoven fyldt med små hvide snegle. Det er skovsnegleyngel. De fleste bliver sorte efterhånden. Se her hvordan du laver din egen skovsnegl.
De forskellige skovsneglearter æder lidt af hvert, men især døde plantedele og svampe er populær føde - og svampene kan sagtens være spiselige for snegle, selv om de er giftige for os.

Snegle har ikke bidemund, men rasper føden i sig med en sandpapirsagtig raspetunge. Derfor skal føden være blød. ådsler og hundelorte afvises heller ikke.
 

Ovenfor ses et spor fremkommet ved at en snegl har raspet alger af en bøgestamme. Den svinger hovedet frem og tilbage, mens den rasper.

En Brun skovsnegls raspetunge - radula - i stor forstørrelse. Den har tænder nok.
En snegl bider altså ikke, når den æder. Den har ingen kkber. Men den rasper føden i stykker med sin tandede tunge.
Farvevarianter hos Brun skovsnegl (Dræbersnegl)

Farvevarianter hos rød skovsnegl

Sneglen herover er den frygtede  "Dræbersnegl" (Arion vulgaris), som hellere bør kaldes Brun skovsnegl. Denne snegl kan som bekendt skabe en del ravage i haver, og den er formodentlig ført hertil fra Frankrig.  Den kan have alle mulige grumset brunorange nuancer - som det ses til venstre - og bliver ikke nær så stor som den Røde skovsnegl, som ses nedenfor. Den røde skovsnegl er bl.a. talrig i Tokkekøb Hegn.

Den smukke Røde skovsnegl herover har tidligere været kaldt Arion rufus, men da den nok blot er en variant af den Sorte skovsnegl, bør den kaldes Arion ater rufus. Også denne snegl findes i forskellige farver (brun, sort og hvid), og ofte er den ikke så smukt orange som det viste eksemplar. Den kan blive stor. Op til 15 cm. Den er indført på grund af sin smukke farve.
Bemærk åndehullet, som sidder i sneglens højre side. Det fører ind til lungen i kappehulen.

     
  Denne lille fine gule variant af Rød skovsnegl fandt jeg i Alingelille Fredskov.  
     
 
Til venstre ser man ind gennem åndehullet til sneglens lunge. En lunge består af væv med stor overflade, i hvilket blodet kommer så tæt på luften, at ilt kan bevæge sig over i blodet og kuldioxid ud i luften. Lungen skal befinde sig i et lukket rum med kun en mindre åbning til overfladen, ellers mister dyret for meget vand. En overflade, der er gennemtrængelig for ilt, vil nemlig også være gennemtrængelig for vand.  Portræt af rød skovsnegl.
Øjenstilkene er altid sorte.
De nederste tentakler bruger den til at lugte med.

Sneglene herunder er yngel af Brun skovsnegl (Dræbersnegl).
 

 
De der underlige snegle-kønsorganer? Hvordan fungerer de?
Læs om snegles kønsliv her.
Der findes megen mystik omkring Dræbersneglen. Den kommer i hvert fald ikke fra den Iberiske halvø som først antaget, men nok fra Frankrig.
Den ses ikke sjældent parre sig med rød og sort skovsnegl, men i forsøg har man ikke set blandet afkom.
Dræbersneglen (Brun skovsnegl) er specielt glad for levende planter. Det er det, der gør den så hadet i køkkenhaven. Her fouragerer den frygtløst over havedammen. Det er Bredbladet mærke, det går ud over.
Den kan være umådeligt talrig, men dens antal synes at være blevet mindre de sidste år. Der er ingen grund til at tro, at den truer andre arter.
 
     
  Solsorte kan godt finde på at æde en dræbersnegl i ny og næ, men det har ingen indflydelse på antallet.

Leopardsneglen skulle også tage dens æg, men det har jeg ikke kunnet bekræfte. Leopardsnegle sulter hellere, end de tager dræbersnegleæg.

Løbebiller tager gerne små dræbersnegle, men det betyder ikke noget for antallet.

Vi har ingen predatorer i den danske natur, som virkeligt decimerer antallet af dræbersnegle - eller andre skovsnegle.
 
     
  Men dræbersnegle er ikke kostforagtere, de spiser også gerne kød.
Her på filmen er det en levende regnorm, der har været så uheldig at møde en gruppe sultne dræbersnegle.

De æder også gerne døde artsfæller, men de evner ikke at slå hinanden ihjel.
 
   
Man kunne fristes til at tro, at denne dræbersnegl var i gang med at æde æggene i stedet for at lægge dem, men det forholder sig ikke så vel. Snegle har deres kønsåbning liggende tæt bag højre øje, så det er med hovedenden - ikke bagenden - de lægger æg.
Hvis man finder store bunker af hvide æg under ting i haven, så er det dræbersnegleæg.
Ud af æggene kommer færdige små snegle. De ser ud som nedenfor, men de er kun 4-5 mm lange.
   
  I gamle dage blev skovsnegle brugt som hjulsmørelse, og det var almindeligt at have en lille spand til snegle hængende bag på vognen. Man kunne også bruge skovsnegle i mælk til at kurere malaria.
Snegle anvendes ikke længere på den måde, og mange synes derfor at mene, at snegle i dag er uden praktisk anvendelse. Men det er ikke korrekt. På solrige dage er skovsnegle i høj grad anvendelige som næsebeskyttere. De har en fin krumning og gode, selvklæbende egenskaber. - På den måde forhindrer man, at næseryggen bliver solskoldet, så man kommer til at se fjollet ud.
 
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Videre til små husløse snegle iPind.jpg (1062 bytes) Om snegle-sex