Øgler

Stålorm

Stålorme (Anguis fragilis) er nok de mest almindelige krybdyr i skoven. De er ikke slanger, men lemmeløse øgler, og de kan tabe halen. Deraf stålormens artsnavn: fragilis, som betyder skrøbelig.
At stålormene ikke er slanger kan også ses på, at de kan lukke øjnene, hvilket slanger ikke kan, og på at de mangler slangernes store skæl på bugen: bugskinnerne.

Stålormene er ikke altid lette at få øje på, for de lægger sig sjældent frem i solen. Oftest lægger de sig halvskjult som stålormen her til højre.
Disse dyr er meget stive og metalagtige at røre ved, for under hornskællene findes små benplader. Derfor er stålorme heller ikke nær så bøjelige som slanger.

Nogle af skovens stålorme samles gerne i kompostbeholderen ved Vestre Hus, hvor der er lunt, fugtigt og masser af kompostorm. Stålorme æder langsomme dyr som orme og snegle.

Stålormene her er højdrægtige hunner. De er levendefødende og nedkommer som regel i august. Til højre et lille kuld nyfødte unger.

Ikke sjældent finder man stålorme på vejene. Da de mangler slangernes brede bugskinner, og derfor mangler noget at støde fra med, er de ganske hjælpeløse på glat underlag. De kommer ingen vegne, selv om de snor sig.

Stålormens underside med almindelige skæl, ikke bugskinner som hos slanger. Stålormen er ikke en slange.

Firben

Skovfirben - eller almindeligt firben - (Zootoca vivipara) ser man også en del af, når solen skinner. Især tidligt på foråret, hvor disse vekselvarme dyr har brug for al den varme, de kan suge til sig.
Også skovfirbenet er levendefødende. De små unger fødes i starten af august, og de er ganske nuttede.

Firbenet har store flade glatte skæl på maven og toppede skæl på ryggen. Med mellemrum skifter firbenet det yderste lag hud i store flager.

Man kan godt fange et firben, uden at det taber halen, hvis man er forsigtig og ikke løfter det i halen. Man bør ikke få firbenet til at smide halen for sjov. Firbenet mister en masse næring på den måde, og den nye hale bliver aldrig helt god.
Der findes en myte om at man ikke må lægge øgler på ryggen. Det er ikke sandt. Læs om myter her.

Firbenet herunder er en højdrægtig hun.
Krybdyr ernærer ikke fostrene ved hjælp af en placenta, som pattedyrene gør. De levendefødende arter beholder blot æggene i sig, til de klækker. Så forstrene lever af blommemassen i ægget.

Firbenungen her skifter ham. Den bider hammen af med munden, men den æder den ikke, som en del øgler ellers gør.

Og hele familien. Firben passer dog ikke deres unger. Ungerne kan klare sig selv fra starten.

Markfirbenet (Lacerta agilis) findes ikke i selve Ravnsholt skov, men det findes langs jernbanen i Kattehale mose, som støder op til skoven. Dette eksemplar er dog fotograferet i en af Lynges mange grusgrave. Markfirbenet er grovere i sin legemsbygning end skovfirbenet, og det lægger æg. Hannerne bliver fint grønne i parringstiden.