Snog

Snog

Snoge (Natrix natrix), som kendes på de to gule nakkepletter, er almindelige, især i nærheden af vand, og i modsætning til hugormene - som man bør lade i fred - kan man godt tage en snog op, når man finder den.

Men man skal være forberedt på lidt af hvert, når man fanger en snog. Denne snog nøjedes således ikke med at oversprøjte mig med ildelugtende analsekreter, den spilede også nakkehuden ud som en kobra og hvæsede ad mig.
Det hænder også, at snoge hugger ud, men normalt altid med lukket mund. Snogen er ugiftig og ganske ufarlig.

Det kan også hænde, at snogene spiller døde, når man tager dem op. Og det gør den på en særdeles livagtig måde.

Formålet med denne adfærd er at få det angribende rovdyr til at miste interessen, da en del rovdyr undgå selvdøde dyr. Men snogen har selvfølgelig ingen anelse om, hvorfor den handler sådan.

1Kobra.jpg (25474 bytes)


Hvis snogen opgiver at flygte eller skræmme, når man tager den op, vil den først dreje rundt i hånden, så hovedet kommer nederst - beskyttet - og så åbne munden og stikke tungen ud, så den ser meget meget død ud.

Og under alle omstændigheder må man være forberedt på, at snogen rækker tunge...........
Slangers lugtesans er knyttet til tungen, og det er den sans dyret hovedsagelig bruger, når den skal undersøge sine omgivelser. Inde i munden føres tungens to spidser op i to revner i ganen, som fører ind i det jacobsonske organ, hvor duftstofferne sanses.
Ved at sammenligne duften på de to tungespidser, får slangen en præcis angivelse af, hvilken der lugter mest af bytte, og hvilken retning den derfor bør bevæge sig i, når den er på jagt.

Snogen spiser hovedsagelig frøer. Og den sluger dem levende, da den ikke råder over metoder til at slå frøerne ihjel. Alligevel går det normalt forbløffende hurtigt for snogen at sluge selv store frøer, der kæmper voldsomt imod. Frøerne kan ikke gøre sig fri af snogens spidse bagudrettede tænder.
Men frøerne dør normalt først, når de når ned i snogens mavesæk med dens kraftige fordøjelsesvæsker. Sluges flere frøer efter hinanden, kan nogle godt få lov til at tilbringe en tid i spiserøret, før der bliver plads til dem i maven.

Snogen til venstre har indtaget et stort måltid for nyligt. Mavesækken ligger langt tilbage, næsten midt på snogen, da slangens langstrakte enkelte lunge optager en del plads forrest i slangen.


	En snog har fundet en død karusse i en udtørret dam og gør sig klar til at sluge den. Det ligner en umulig opgave, men det skal nok lykkes. Desværre forsvandt den i bregnerne. Billederne nedenfor er fra videoen.


	Det er ikke let at slippe ud af munden på en snog. Snogen har masser af små spidse bagudrettede tænder i munden. Det er tænder, der er gode til at holde fast, men de kan ikke bruges til at tygge eller dræbe med. Snogen må sluge sit bytte helt og levende.


	Snogen her har fanget en stor tudse. På filmen kan man se snogen trække af sted med tudsen, som stritter voldsomt imod med begge bagben. På billederne nedenfor er snogen gået i gang med at sluge tudsen.


	Men byttet skal jo fanges først. Snogen her har problemer, fordi den befinder sig på en glat skodde, da den opdager frøen.

Snogen skifter ham over øjnene, og de sidste dage før hamskiftet bliver øjnene mælkede.

Midt på sommeren kan man finde afkastede snogehamme hvor slangerne færdes.
Hammene krænges af, så de ligger med indersiden udad.

I modsætning af hugormen har snogen glatte skæl og runde pupiller.

Snogene parrer sig sidst i april. Hannerne kommer frem flere uger tidligere, men hunnerne, som er større, kommer først frem sidst i april, og bliver sædvanligvis parret med det samme. Ofte er der mange hanner om hver hun.
Selve parringen sker ved at hannen lægger sin krop langs hunnens krop og indfører den nærmeste penis i hendes kønsåbning. Han og hun hænger sammen et par timer, for hannens penis er besat med bagudrettede pigge.


	Se en herlig lille film, som viser en snogeparring, hvor en rival prøver at mase sig imellem de elskende.

Her hænger de sammen. Når hunnen flytter sig, bliver hannen trukket med. Det ser ubehageligt ud.


Hunsnogen lægger æg i juni. Den lægger omkring 15 æg, som graves ned i en kompostbunke eller et lignende sted, hvor der udvikles gæringsvarme. Ofte lægger mange snoge æggene det samme sted, og æggene klæber sammen. Skallen er ikke hård men meget sej.

Engang i september klækker æggene. De regnorme-store unger må klare sig selv fra starten.

Snogeunge på vej ud og tom skal. Nedenfor en endnu våd - og en helt færdig snogeunge.

Snogen er en fremragende svømmer, og den jager ofte sit bytte ved at svømme frem og tilbage mellem bredderne på mindre søer, hvor den overrasker frøerne, når de hopper i vandet. Salamandre tages også gerne og de sluges lynhurtigt.


	Danske snoge er næsten alle sammen sorte, men enkelte er grå med mørke pletter, især som små. De små snogeunger er meget stærke og adrætte.

I starten af oktober søger snogen mod tørre steder, hvor den kan gå i dvale. Den kravler ned i musehuller eller under rødder og stengærder. Først vil den dog gerne nyde efterårets sidste solstråler - her i en rødgran.

Videre til HUGORME.