Stålorme (Anguis
fragilis) er nok de mest almindelige krybdyr i skoven. De er
ikke slanger, men lemmeløse øgler, og de kan tabe halen. Deraf
stålormens artsnavn: fragilis, som betyder skrøbelig.
At stålormene ikke er slanger kan også ses på, at de kan
lukke øjnene, hvilket slanger ikke kan, og på at de mangler slangernes store skæl
på bugen: bugskinnerne.
Stålorme kan
smide halen ligesom firben kan. De
strammer musklerne i halen, så den
brækker af. Halen bevæger
sig voldsomt efterfølgende, så den
muligvis tager opmærksomheden fra
stålormen, som stikker af.
Stålormene er ikke altid lette
at få øje på, for de lægger sig sjældent frem i solen.
Oftest lægger de sig halvskjult som stålormen her til
højre.
Disse dyr er meget stive og metalagtige at røre ved, for
under hornskællene findes små benplader. Derfor er
stålorme heller ikke nær så bøjelige som slanger.
Stålorme æder langsomme dyr som orme og snegle.
Stålormene her er højdrægtige hunner. De er levendefødende
og nedkommer som regel i august. Til højre et lille kuld nyfødte unger.
Ikke sjældent finder man
stålorme på vejene. Da de mangler slangernes brede
bugskinner, og derfor mangler noget at støde fra med, er
de ganske hjælpeløse på glat underlag. De kommer ingen
vegne, selv om de snor sig.
Stålormens underside med almindelige skæl, ikke bugskinner som
hos slanger. Stålormen er ikke en slange.
Hos
stålormen bider
hannen sig fast i
hunnens nakke i
forbindelse med
parringen. Det er
almindeligt blandt øgler
(stålormen er en øgle)
og er nok en del af
parringsritualet med det
praktiske formål at
fastholde hunnen.
