Humlebier

 Humlebier lever ligesom gedehamsene i enårige samfund bestående af en dronning og en gruppe sterile hunlige arbejdere, som er dronningens døtre. Boerne bygges af voks, og humlerne samler honning, ligesom bier.
Vi har 19 humlebiarter i Danmark.

En hushumle (Bombus hypnorum).

I modsætning til gedehamsene henregnes humlebier normalt til de søde dyr. For de er bløde, de har en nuttet facon, de samler nektar og de stikker nødigt. Faktisk påstås det ofte, at humlebier slet ikke stikker, men bider. Det er nu forkert. Humlebier har mere slikkemund end de har bidemund, som det ses på billedet ovenfor. Til gengæld har alle de sterile hunner - arbejderne - en giftbrod, og nogle kan stikke ganske smertefuldt, hvis de generes groft.

Formålet med den kraftige hårvækst er i øvrigt, at pollen hænger fast i pelsen, når humlerne besøger blomster, og dette pollen kan siden skrabes sammen med bagbenene, som er forsynet med en "pollenkurv". Pollen er meget næringsrigt og bruges til opfodring af ynglen.

 

Til venstre ses en jordhumle med pollen i pelsen.

 
Har du hørt, at humlebier i virkeligheden ikke kan flyve?
Læs her, hvad jeg mener om den historie.

I det tidlige forår ser man de unge dronninger - som er de eneste, der overlever vinteren - flyve rundt og søge efter egnede bosteder. Her er det en jordhumle, som har undersøgt et musehul. En gammel muserede under jorden er et godt udgangspunkt for et jordhumlebo, og humlebier har en fin næse for muselort.
I starten passer dronningen selv sine larver, men så snart de er blevet til de første arbejdere, forlader dronningen ikke mere boet, men bliver hjemme og lægger æg. Hendes liv er jo hele boets liv. For hun er den eneste, der kan lægge æg.
En jordhumlearbejder og nogle arbejderceller.
Boet består af krukker bygget af voks, som humlebierne udskiller fra nogle kirtler. I krukkerne fyldes først pollen, hvorefter dronningen lægger æg i krukken. Herefter lukkes krukken, og larverne lever i de lukkede krukker, hvor de æder af pollenet. Dronningen - og senere arbejderne - kan dog bide hul på krukkerne og give mere pollen til larverne.
Denne arbejder varmer larverne ved at vifte med vingerne, hvorved flyvemusklerne bliver varme.

Larverne forpupper sig i cellerne, og når de har forladt dem som voksne arbejdere, bruges cellerne til opbevaring af honning. Til højre presser jeg honning ud af en krukke. Den er klar og flydende og smager af nektar.

Humlebilarver.
Senere på sommeren opfostres nye dronninger. Det sker ved at larverne får en bedre kost. Dronningen lægger samtidig ubefrugtede æg, som bliver til hanner.
De unge dronninger og hanner forlader boet for at parre sig med humlebier fra andre boer. Derefter dør hannerne, mens dronningerne går i dvale for først at komme frem næste forår.

Jordhumler (Bombus terrestris) i parring. Det er altså en ung dronning og en han. Arbejderne har intet kønsliv.

Her ovenfor er det Lille skovhumle (Bombus pratorum). Til venstre en han, til højre en hun. Hannen har længere og mere højtsiddende antenner. Hvis man kan se det i farten, så kan hannerne altså ikke stikke.

Omkring august kan man så se humlebier, der med stor iver prøver at grave sig ned i jorden, eller man finder blot de huller de efterlader. I bunden af hullet sidder humlebien. Det er unge befrugtede dronninger, der graver sig ned for at vente på næste forår.
Humlebier har mange fjender. Voksmøl kan true humlebiernes kolonier. En anden trussel er snyltehumler.
Snyltehumler
Humlebien ovenfor ligner en jordhumle (nedenfor), men det er en snyltehumle (Psityrus bohemicus). - Bemærk artsnavnet - bohemicus. Bohemehumlen.
Hos disse humler findes ingen sterile arbejdere. I stedet trænger hunnerne ind i jordhumleboer, hvor de dræber dronningen og overtager hendes plads.
Arbejderne i boet vil derefter opfostre snyltehumlens unger, som bliver til hanner og nye frugtbare hunner.
Der findes flere arter af snyltehumler (9 i Danmark) som hver især ligner de arter, de snylter hos. Snyltehumlerne har dog mindre tæt pels (de skal jo ikke samle pollen) og mørkere vinger end deres værter. De mangler også pollenkurv (det hårløse parti på bagbenene, som bruges til opsamling af pollen), og så er de tit meget store og tunge.

De store humlebier skal i øvrigt altid bruge noget tid på at varme flyvemusklerne op, før de kan flyve. Det er det snyltehumlen ovenfor er i gang med. Noget lignende ses hos store natsværmere.
Snyltehumlerne er ikke sjældne. De kommer frem sidst i maj, hvor der er godt gang i de rigtige humlebiers boer.
Jordhumler. Den venstre sover på en kærmysseblomst, mens den højre viser sin lange tunge.
 


Stenhumle (Bombus lapidarius) - til venstre en Sten-snyltehumle (Bombus rupestris)
 
Her til venstre ses øverst ydersiden af det bageste bens skinneben hos en almindelig humlebiarbejder. Det flade, hårløse stykke med de stive børster omkring er pollenkurven. Her samler arbejderhumlerne det pollen, de får i pelsen, når de besøger pollenrige blomster.
Nedenunder ses skinnebenet på en snyltehumle. Snyltehumlen arbejder ikke, og den har derfor ikke brug for en pollenkurv.

Opskrift på brumbasse.

Humlebien her har slået sig ned på dekorationen på min bil, hvilket jeg opfatter som et kompliment.
Disse mange humler ha sat sig til at sove i en blomst, så er der morgenmad, når de vågner.

Portræt af stenhumle (Bombus lapidarius).

Nogen humlebier kan være ret svære at bestemme, da de varierer meget i farve. Samtidig slider de ofte hårene af, så den ender med at være nøgne og sorte. - herover er det en Agerhumle (Bombus pascuorum), som er almindelig i skoven, hvor den bl.a. laver overjordiske reder i mostuer. Den kan være meget mere gul.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Tilbage til de andre årevingede.