Lyde i naturen
Prøv en naturtur på jagt efter lyde

Mange dyr laver lyde, som regel som signaler til artsfæller.
Hos fugle er det mest hannerne der synger. På den måde markerer de deres område, og tiltrækker hunner.
Ud over sangen kan fuglene en masse andre lyde, som kan meddele forskelligt og bl.a. advare artsfæller om rovdyr.
Skaden ovenfor synger ikke kønt. Den skratter. Du kan læse her, hvordan skaden mistede sin kønne stemme.

Bogfinkens sang er let at kende. Den lyder som: det det det ka' jeg sige lige så tit det skal være. Og det gør den så.

Retvingede insekter - det er dyr som fårekyllinger, markgræshopper og løvgræshopper, laver lyde ved at gnide forskellige kropsdele mod hinanden. Hos de fleste arter er det hanner, der på den måde kalder på hunner. Fårekyllinger og løvgræshopper gnider vingerne mod hinanden, mens markgræshopper - nedenfor til venstre - gnider bagbenene mod vingerne.
Lyden fra græshopper ligger i så højt et leje, at det er tæt på grænsen for den menneskelige hørelse. Børn hører græshopper meget bedre end voksne, og mennesker over 40 hører kun få græshopper.
Enkelte edderkopper kan faktisk også lave lyde, for at kurtisere deres damer. Det gælder således fedtedderkoppen og summeedderkoppen ovenfor. Mere om edderkoppesex her.

Hanfrøer kvækker også for at tiltrække hunner. Til venstre er det spidssnudede frøer, hvis hanner bliver blå i parringstiden.

Lyde laves også af andre grunde. Slanger hvæser således for at advare større dyr, så ballade undgås. Snogen - herover - kan finde på at hvæse, men den er nu ikke rigtigt farlig. Den kan i øvrigt ikke høre sig selv hvæse, for slanger har ingen hørelse. Men det er jo lige meget, hvis det virker.
Og det virker. Kakerlakkerne til højre - som ikke er danske - hvæser også, og selv om de er ganske harmløse, så bliver man forskrækket, når de hvæser.
Det er simpelt at hvæse. Den hvæsende lyd opstår, når luft presses ud gennem en smal sprække. Kakerlakkerne presser luft ud gennem spiraklerne på bagkroppen.
Fugle, der ruger i kasser kan også hvæse højt, f.eks. blåmejser. Det kan skræmme rovdyr, der vil plyndre rederne.

Fugleungers pippen er et signal til forældrefuglene om at fodre. Jo mere pip, des mere føde. Men tiggelydene kan også tiltrække rovdyr, så de unger der befinder sig på beskyttede steder pipper mest. F.eks. spætte-unger i træernes dyb. Skarnbasser laver lyde som forsvar. Det er en knirkende lyd som fremkommer når basen af mellemste ben gnides mod de bageste ben.
Lyden ligger i et højt leje, og er måske beregnet som signal til flagermus?

Flagermus bruger lyde til orientering. Disse lyde kan vi ikke høre, og godt det samme, for så ville sommernatten være fuld af larm.
Ved at lytte efter ekkoer af deres egne skrig, kan flagermusen undgå forhindringer og finde bytte, der flyver i natten.
Natsværmere er bytte for flagermus, men bjørnespinderen herover er giftig. Dens bagvinger er derfor advarselsfarvede, men det kan flagermusen ikke se i mørke. Derfor kan bjørnespinderen også lave advarselslyde, som flagermusen kan høre. Hør her.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet

 
  Bjørli Lehrmann