Tragtspinderne bygger tætte, tragtformede
net, som ikke klæber. Edderkoppen sidder på lur i tragthullet, og løber
ud efter smådyr, der forvilder sig ind på nettet og snubler i trådene.
Tragtspindere tager mest kravlende bytte.
Labyrintedderkoppen (Agelena
labyrinthica) er en tragtspinder, der minder om husedderkoppen; men
den spinder sine tætte tæpper mellem planterne i klitter og på
heder. Den er rødlistet, hvilket vil sige, at arten er sårbar og
skal beskyttes.
Her ses laburintedderkoppens store hvide spind
tydeligt i solen. Billedet er fra Melby Overdrev
ved Nordsjællands nordkyst.
Med et bytte kan
edderkoppen lokkes op af tragten. Her er det
tydeligt en voksen (adult) hun: stor bagkrop og små palper.
Man skal et stykke hen på sommeren, før disse edderkopper
er voksne.
Edderkoppen
løber hurtigt ud af tragten, når et bytte falder ned på
tæppet. Nettet er ikke klæbende, så edderkoppen skal have
fat i byttet inden det får sneget sig væk.
Men det er svært for
byttet at bevæge sig i
det tætte spind fyldt
med snubletråde, mens
edderkoppen bevæger sig
lynhurtigt. Her til venstre
og ovenfor bider edderkoppen en
græshoppe.
Denne edderkop benytter
et ejendommeligt parringsritual, idet
hunedderkoppen falder i svime, når hun
berøres af hanedderkoppen. Hun virker totalt
bedøvet under hele parringen og vågner først op
en tid efter at hannen har forladt hendes net.
Nedenfor ses en han, som
er ved at slæbe rundt på
en hun, der er faldet i
afmagt.
Tragtens rør kan være ganske langt og
sno sig ned mellem planterne. Det er
åbent, så edderkoppen kan stikke af, hvis
nettet bliver invaderet af noget farligt.