Brune frøer (Rana
temporaria, arvalis og dalmatina)
I Danmark
har vi tre arter af brune frøer, som ikke er helt nemme at kende fra
hinanden. Herunder er vist forskellene på den spidsnudede og den
butsnudede frø, de to arter, man finder i Allerød.
Her ses fodrodsknuden
på bagfoden, som hos Spidssnudet frø er større end indertåens
inderste led. Dette er den sikreste karakter.
Sikreste
kendetegn er bagfodens fodrodsknude, som hos Butsnudet frø er
kortere end indertåens inderste led.
Linien (kirtelvolden)
hen over øjet fortsætter næsten lige hen over næseboret, og
trommehinden bag øjet er ret lille og sidder et stykke bag øjet hos Spidssnudet frø (Rana
arvalis).
Hos butsnudet
frø knækker linjen hen over næseboret, så snuden runder mere end
hos den spidssnudede. Desuden er trommehinden stor og sidder tæt
på øjet.
Ovenfor er
det en gruppe butsnudede frøer. Hannerne bliver ikke
smukt blå som de spidssnudede, men deres struber kan
blive lysende hvide eller lyseblå. Hunnerne bliver til
gengæld undertiden rødlige i yngletiden. De
butsnudede frøer bliver også større og mere plumpe end
de spidssnudede, og der er flere af dem.
På
billedet til venstre ses øverst et par butsnudede,
og nedenfor et par spidssnudede frøer. Så er det let
at se forskel :)
Jeg ved
til gengæld ikke, hvorfor de butsnudede ser så vrede
ud?
Hannerne af de
spidssnudede frøer sætter sig ofte på land langs det
populære ynglevand og kaster sig over de hunner, der nærmer
sig, hvorefter hunnerne må slæbe dem det sidste stykke.
Parret til venstre passer fint i størrelse, mens hannen til
højre godt nok er stor! - Spidssnudede frøer findes i flere
farvevaianter. Hannerne her tilhører den plettede: Rana
arvalis maculata og den ensfarvede: Rana arvalis unicolor.
Hannerne
kommer altid frem til ynglevandet først.
Kampen om hunnerne er stor, så det er om at
være klar. Hunnerne venter
lidt i det skjulte. Det kan være meget hårdt
at være første hun i vandet.
Frøen
her til venstre er en springfrø (Rana dalmatina). En elegant frø med meget lange ben
og en meget stor trommehinde. Det er en sydlig art, som ikke
findes i Ravnsholt Skov. Frøen her er fra Sorø. - Denne art
yngler meget tidligt om foråret.
I parringstiden i april bliver
hannerne af den Spidssnudede frø helt blå, når de ligger
og kvækker i forårssolen. De siger "blyp". Som bobler, der
brister i overfladen (vandet koger) eller små hunde, der gør. Farveskiftet skyldes
lymfevæske under huden, og det får hannerne til at se oppustede
ud. Det holder højst 2 uger. Formålet med farveskiftet er, at
hannerne så hurtigt kan genkende hinanden, så de slipper for at
spilde tid på at prøve at parre sig med andre hanner. Butsnudede
frøer bliver aldrig helt så blå, og deres kvækken lyder nærmest som
en knagen.
Når
hunnerne, som er brune, svømmer ind mellem hannerne,
bliver de straks overfaldet. Der ligger således en hun i
bunden af klumpen nedenfor til venstre. Når en han
imidlertid har fået godt fat med forbenene i hunnens
armhuler, opgiver de andre hanner at få vippet ham af,
og han får fred til at befrugte æggene, når hunnen
lægger dem.
De
nylagte æg ligger i en kompakt klump.
Men i
løbet af få minutter svulmer geleen op
og beskytter æggene.
Musvåger,
der tidligt om foråret æder hunfrøer,
undlader at æde æggestokkene, så de ikke
svulmer op i maven. De efterladte
kønsprodukter kaldes
stjernesnot.
Hvis man tager en lille
portion frøæg indenfor i et
akvarium for at følge
udviklingen, skal man være
opmærksom på, at den
hyppigste årsag til at det
mislykkes (og det gør det
tit), er iltmangel! En
akvariepumpe er en god ting,
og stil akvariet lyst, men
ikke i fuld sol, da vandet
så bliver for varmt. Tag
nogle vandplanter med.
Haletudserne lever af alger,
der gror på planterne. Lad
være med at fodre
yderligere. Fiskemad rådner
og bruger dermed vandets
ilt. - Sæt haletudserne ud
igen så snart de får forben.
På det tidspunkt udvikler de
lunger og vil op af vandet.
Mængden af æg kan blive helt
kolossal, da hver hun lægger mellem 1000 og 2000 æg! Geléen omkring de små sorte æg
svulmer hurtigt op og virker som et lille
drivhus, så temperaturen i ægklumpen bliver flere grader højere
end det omkringliggende vand. Ægklumperne i gelé kan dække flere
kvadratmeter.
Efter 1-2 uger, afhængigt af
vejret, har æggene udviklet sig til de små fostre, som ses
ovenfor til venstre. Samtidig er geleen blevet helt grøn af
alger, som også har haft glæde af drivhuseffekten. Haletudserne
nedenfor til højre er ved at forlade geléen.
Frøers haletudser udskiller
væksthæmmende hormoner i vandet. Disse stoffer påvirker mest de
små haletudser, som derfor vokser meget langsomt, hvis der er
mange haletudser i små vandsamlinger. Derfor udvikles frøernes
haletudser ikke lige hurtigt, og de små frøer forlader ikke
vandet samtidig.
De
helt nyklækkede haletudser har ydre gæller, men hos
de ældre haletudser er gællerne dækket af et
gællelåg.
Hos de
butsnudede frøer er gælletrådene
lange. På længde med hovedet. Mens
de er kortere hos de spidssnudede
frøer (nedenfor).
Der
kan være helt overordentligt
mange haletudser, de steder,
hvor der er mange. På den
måde beskytter de hinanden.
Ingen rovdyr kan æde dem
alle.
Frøers haletudser holder ikke sammen i flok, som
tudsehaletudser gør, men man ser dem alligevel ofte
klumpe sig sammen. De søger nemlig hen, hvor solen
skinner og varmer vandet op. Deres udvikling går
hurtigere i varmt vand. - Ovenfor til højre ses en
haletudse, der afgræsser vandoverfladen. Man kan se
tarmen gennem bughuden.
Haletudserne afgræsser
vandoverfladen.
Senere får haletudsen
bagben og siden forben, og den skifter kropsbygning,
så den kommer til at ligne en lille frø - med lang
hale. Halen svinder derefter ind, i det halens
muskler bliver nedbrudt og brugt til opbygning af frø-kroppen. Frøen går på land, når halen kun er
omkring 1 cm. lang.
Inde i haletudsen er
forvandlingen også voldsom. Haletudsen skifter
gællerne ud med lunger, og hele fordøjelsessystemet
udskiftes, for haletudser er planteædere, mens frøer
er rovdyr. Dette betyder dog ikke, at den
forvandlende frø-unge på noget tidspunkt holder op
med at æde.
Jeg tror nu nok, at vi har et
par
forvirrede frø-teenagere her
nedenfor.
Og livet er hårdt for den nyforvandlede frø. Selv
deres egne forældre, kan finde på at sluge dem
levende. Frøer har jo ingen yngelpleje, så alt, hvad
der rører sig af passende størrelse, er mad.
.jpg)
