Grankogler

Frø fra rødgran en væsentlig kilde til føde om vinteren for mange dyr. Ovenfor ses en åben og en lukket kogle, samt kogler tømt for frø af flagspætte, egern, mus og korsnæb.

Her ovenfor kan man se, hvad dyrene er ude efter. Bag hvert kogleskæl sidder to små frø med en vinge. Disse frø er meget næringsrige. Prøv at smage. De er meget tørre, og der er ikke meget mad i dem; men smagen er ganske pikant.
Det er imidlertid ikke let at få frøene ud af de friske kogler, men tager man koglen ind i varmen og den tørre stueluft åbner den sig i løbet af en uges tid, og alle frøene kan drysses ud.
Det er dog vigtigt at tage friske kogler. Kogler fra sidste år er der ikke frø i mere. Nye kogler er blanke, de gamle har mistet glansen. De to kogler længst til venstre er gamle. - Den letteste måde at finde ud af om koglen er frisk er dog ved at brække den over. Hvis det går let, er det en gammel kogle.

Koglerne dannes i toppen af voksne rødgraner. Ovenfor ses en ung kogle, som er en hunblomst, og til højre et par hanblomster. Koglen modnes i løbet af sommer, efterår og vinter.
I april måned åbner koglerne sig, når solen tørrer dem, og så falder frøene ud. Herefter er der ikke mad i koglerne mere.
Frøenes vinger betyder, at de bliver spredt af vinden.
Der ligger ofte masser af afgnavede kogler i skovbunden, og langt, langt de fleste er spist af egern.
Man skal ellers ikke være sart. Unge kogler er fulde af klistret harpiks.
 
2 egerngnavede og en musegnavet kogle.
De egerngnavede er tilspidsede i bunden og de er flået ret råt. Musen har ikke så mange kræfter og må gnave hvert skæl af. Koglen bliver fint valseformet.
Nedenfor ligger den musegnavede kogle på et leje af skæl og frøvinger.
Egernspisested.
Egern spiser mange kogler i løbet af vinteren. Egern har deres yndlingssteder, hvor kogler og kogleskæl kan ligge i dynger.
Det er let for et egern at hente koglerne i træets top, og bære dem hen til spisestedet. Mus må hovedsageligt nøjes med nedfaldne kogler, og koglerne bliver ofte slæbt i skjul, så musen ikke sidder udsat for rovdyr, mens den spiser.
Skældynger under egerntræ.
Spætteværksted

Om vinteren spiser flagspætten også masser af kogler. Den henter dem i grantræene, og flyver dem hen til et sted, hvor der er gode revner i barken, hvor koglerne kan kiles fast. Så hakker den løs på koglerne med sit spidse næb og hiver frøene ud med sin lange tunge.

Under sådan et spætteværksted ligger dynger af smadrede kogler.

Korsnæb
Langt elegantere lykkes det Lille korsnæb at vriste frøene ud af koglerne. Med sit sakseformede næb kan denne fugl flække hvert skæl og lirke frøet ud.

Lille korsnæb har unger i reden i februar. Den fodrer nemlig med koglefrø, så ungerne skal være på vingerne før koglerne åbner sig og taber deres frø i april.

Grantræet har ingen interesse i, at frøene bliver ædt af dyr. Den næring, der findes i frøet, er beregnet til det fremspirende træ. Derfor sidder frøene så godt beskyttet under de hårde skæl, og ofte er koglerne endvidere smurt ind i klæbrig og ildesmagende, klistret harpiks.
De dyr, der er tilpasset koglefrøspisning, har imidlertid lært at klare koglerne alligevel.

Andre planter er dog direkte interesseret i, at deres frø bliver ædt af frøspisere. Det kan du læse om her.

Om rødgranen kan du læse her.

Vi mennesker kan ikke spise kogler, men vi kan bruge dem til mange andre ting. Se her.

Men hov. Hvad er det? En kogle over en kogle? Hvad er dog det for noget?
Det er ikke en kogle, men et skud, der er blevet deformt efter angreb af en bladlus. Det kaldes en ananasgalle.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden

Tilbage til
marts

 iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til livet Billeder fra granskoven Om gran