Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December

Marts 2019

     
     
27-03. Hos bøgetræer, der står i solen, er knopperne bristefærdige. Det er godt nok usædvanligt!
Marts 2018
26. marts. Gæssene venter på vår. - Det gør vi andre også.
Vinteren 2018 faldt i marts, med hård frost og masser af sne. Billederne er fra 10. marts og 19. marts.
 
Marts 2017
Min and er der igen i år. Håber jeg får filmet ællingernes nedhopning i år.
Marts 2016
En gråand plejer at ruge i krattet på taget, hvor hun er dejligt fri for ræve og andre rovdyr, men sidste år blev taget ryddet for opvækst, så der var ingen dækning. Jeg lagde så en lille kasse op ved skorstenen og dækkede den med mos, og hun er på plads :)
Hendes andrik ligger ude på søen. Han tager ikke del i rugning eller yngelpleje, men han holder sig klar. Hvis reden bliver plyndret, og det gør andereder tit, så skal han være der til at befrugte de nye æg.
Følfod blomstrer langs skovvejene, hvor jorden er blevet rodet op. Billedet er fra 17. marts.
Der er dukket mystiske soltegn op på den store væltede stamme ved kaffesøen. Ingen ved, hvor de kommer fra, men det er nok de soldyrkende alfer, der står bag. Hvis man trykker på solskiven og siger remsen: Sikke sakke sommersol, kigge kakke kom, skulle det blive solskin indenfor få dage :)
Marts 2015
Efter en mild vinter blev det en kølig marts. Den yndige forårsblomst guldstjerne nåede dog at blomstre, og stjernesnot ved vandhullerne røber, at nogle frøer er kommet i vandet. De kvækker dog ikke endnu.

Marts 2014
I år har vi slet ikke haft nogen rigtig vinter, så for en gangs skyld blomstrer martsviolerne faktisk i marts. Normalt ser man dem først i april eller maj. - Det er de eneste violer, der dufter.
Marts 2013
Efter en mild og forårsagtig periode først i marts, bliver det vinter midt i marts. Vejr vi hellere så i december. Billederne her er fra d.23.marts.
Marts 2012
Underlig kaviar på søbredden d. 29. marts. Det kaldes "Stjernesnot", og det er frøæg - fra en frø, der er blevet ædt af en rovfugl. Æggestokkene pilles ud, formodentlig fordi den gelé, som æggene ligger i, ellers vil svulme op i fuglens mave. - Frøerne er altså allerede i vandet. Det er meget tidligt!
Og ganske rigtigt. Her er æg fotograferet 30. marts.
 
Her i det tidlige forår finder man af og til spor efter mus, der virkelig har gjort forårsrent. Alle de gamle agernskaller er her smidt ud af hulen under egen.
Pludselig en lun martsmorgen er luften fuld af tynde tynde tråde, der bølger i sollyset. Det er de små dværgedderkopper, der laver "flyvende sommer". De spinder tråde som gribes af vinden og hæver deres små kroppe op i lufteen til nye egne. Disse edderkopper er blot et par millimeter lange. Ovenfor er det en voksen han på et erantisblad.
Allerød Kommune har igangsat et stort renoveringsprojekt i Kattehale Mose, så de tilgroede moseflader igen får lys til fremme for dyreliv og planteliv og biodiversitet. Det er ikke til at kende - og det bliver bare så flot!

Marts 2011

I vintre med meget sne, som den netop overståede, klarer musene sig godt. De laver gange under sneen, og rovdyrene kan ikke fange dem der. Her er det en halsbåndsmus til venstre og en rødmus til højre, fotograferet samme sted, men ikke på samme tid. Rødmus er bange for halsbåndmus.
Egern er ikke specielt kloge dyr, men de er særdeles vedholdende i deres "prøven sig frem" hvis der er udsigt tilet godt udbytte, hvis forsøget lykkes. - Egern omkring Vestre Hus ved, at der er solsikkefrø i tønden med låsebøjler. De har ikke fået meget ud af at prøve at gnave sig igennem, men nu har de lært at åbne bøjlerne og vippe låget af.
Den nye dekoration over indgangen til Vestre Hus er en bjørnelilje. Det er mit navn (Bjørnelilje)
20. marts. Grågæssene har måttet vente lidt i år. De vil gerne lægge æg i kanten af rørskoven allerede i starten af marts, men det går ikke, når ræven kan trave ud til dem. Så de venter på at isen skal smelte. 
Er der virkelig bjørnedyr på Vestre Hus? Klik her.
 
Der er masser af halemejser alle vegne i øjeblikket. De elsker mejsekugler og opdager dem hurtigt. Også hvis man piller de grimme grønne net af kuglerne og anbringer dem i et kræmmerhus af kyllingenet. - Halemejserne til højre kan man lave selv.
7. marts. Frosten vil ikke rigtigt slippe, men solen skinner. Den opvarmer alle mørke objekter på isen, som så smelter længere og længere ned i isen. Isen selv tilbagekaster det meste lys, så den smelter ikke så let.

Marts 2010

Nældens takvinge Spidssnudet frø

Hugorme

Det hvide C
Torsdag d. 24 marts bryder foråret pludselig løs. Sommerfuglene leger, frøerne hopper mod vandet og hugormene soler sig. Og alle os kolde mennesker, vi smelter :-)

19. marts. Nu hvor sneen endelig er ved at forsvinde, dukker utrolige mængder af dyreekskrementer frem. Her er det harepøller, men der er også rådyrlort over det hele. Jeg har endog oplevet børn, der spurgte, om vi ikke kunne gå et andet sted hen, hvor der ikke var så meget lort :-) Men rolig nu. Når varmen kommer, bliver det hurtigt omsat.
6. marts. Selv om det er frost, er der varme i solen, når den skinner. De røde skovmyrer kommer frem og ligger i store kager på solsiden af myretuerne. De fragter solens varme ned til dronningerne i bunden af tuen.
6. marts. Skiftende frost og tø har gjort sneens overflade så hård, at selv rådyr går ovenpå sneen. Men når solen skinner, smelter sneen alligevel og danner sjove formationer. Foråret er lige om hjørnet.

Marts 2009-2007 klik her.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden Næste måned