Bøgeskoven året rundt

Omkring 1. maj springer bøgen ud i et orgie af optimistisk lysegrønt. Alt det grønne flyder ind gennem vores øjne,  det fylder vore hjerter, og vi fryder os. På det tidspunkt trænger vi så meget til det grønne, at vi tilgiver bøgen alt. Men i virkeligheden er bøgen stort set et aldeles utiltalende møgtræ!

Bøgen er i ekstrem grad sig selv nok. Den er særdeles egoistisk og overordentlig fjendtlig over for praktisk talt alle andre levende væsener. Om det så er dens egne børn, betragtes de med mistro, og de tilbydes kun en opvækst på kanten af overlevelse. Med sin bladmosaik rager bøgen alt lys til sig, og opsuger og æder det så effektivt på vejen ned mod jorden, at skovbunden henligger i dystert halvmørke hele den bedste halvdel af året.
Et samliv med bøgen foregår helt på bøgens præmisser og efter dens forgodtbefindende, og det kan stort set ingen klare. Kun den nøjsomme og ydmyge anemone overlever under bøgen, fordi den skynder sig at blomstre endnu før vinteren er rigtigt omme. Den får da også kun sjældent modnet sine frø, før bøgen slukker lyset i skovbunden.
Anemonen er totalt under tøflen. Den får én eneste kold måned til at klare hele sin livscyklus. Hvis den er heldig.  Men samtidig får bøgen demonstreret, at man skam KAN leve sammen med den - hvis man blot forstår at tilpasse sig!

Bøgene er ikke engang flinke ved hinanden. Der er en stram disciplin bøgene imellem. Udspring må ikke ske før første maj. Ellers er man en outsider. Og så får man bøgelopper! - Og af de små bøgeunger får kun ganske få lov at gro op, og kun hvis de er så heldige at finde et nyligt hul efter en gammel, der faldt. Men hvem har også sagt, at livet skal være nemt? Det var jo heller ikke let, da de gamle bøgetræer var unge. Og modgang styrker karakteren og gør stammen ret!

Så lige bortset fra de første dage i maj er bøgeskoven mørk og utilnærmelig, med nøgen bund og glatte grå, lige stammer og en kølig stemning af sig selv nok. Tro ikke, at du er velkommen dér.

Bøgene vil selvfølgelig hævde, at ”sådan er livets vilkår” og at ”enhver er sig selv nærmest i denne nådesløse verden”. Men er det nu også sandt?
Prøv at se på egeskoven. Egene er knudrede og forskellige og rare. Deres blade sidder uordentligt og lukker masser af lys igennem. Alskens underskov af urter og buske får lov at vokse op under egene, som nok mener, at der er plads til alle.

Prøv at gå i en egeskov ved højsommer og oplev den rigdom af fugle og smådyr, af blomster og buske, som kan trives i læ og halvlys mellem de furede stammer. Dér er mangfoldighed, tolerance og farveglæde i højsædet. Ofte vil man slet ikke bemærke, at man går i en egeskov, før man kikker op og ens blik møder de majestætiske trækroner. Egen hersker nemlig uden tyranni.

Og sådan kan man blive klog på så meget ved at gå tur i den danske skov.

Tilbage til
naturperler