Kort om Ravnsholts historie

Kortene herunder er fra 1720 og fra 1768. Begge kort strækker sig fra Furesøen i syd til Hillerød i nord. Man kan tydeligt se Store Dyrehave med de mange vejstjerner (beregnet til parforcejagt). Mod øst ses Sjælsø og i vest når kortet lige vest for Lynge.
Omridset af Ravnsholt Skov har jeg afmærket med rødt. Øst for skoven ses Allerød Sø, med afløb gennem Børstingerød Mose.

Nedenfor ses til højre Skov- og Naturstyrelsens kort fra 1995 over Ravnsholt Skov, og kortet nedenfor til venstre er et tilsvarende kort fra 1859.
Man kan se, at skovens udstrækning gennem de sidste 300 år stort set ikke har ændret sig. Statsskove - som tidligere tilhørte kronen - er på den måde meget stabile i landskabet.
Årsagen skal findes i de mange skovforordninger op gennem 1700-tallet, kulminerende i Fredskovsforordningen af 1805. I 1700-tallet stod det meget skidt til med de danske skove. Skovene var ejet af kronen og godserne, men ejerne interesserede sig mest for skovenes jagtmuligheder. Det var bønderne, der hovedsageligt brugte skovene, idet de lod deres dyr (heste, køer og svin) gå løs i skovene for at finde føde. Samtidig hentede bønderne store mængder gærdsel (materiale til hegn) i skovene, for i stedet for at sætte hegn om dyrene, satte man hegn om de dyrkede marker. Brænde blev også i stor udstrækning hentet i skoven, selv om det egentlig var forbudt at fælde træer.

Skovene var derfor ganske åbne og dyrehaveagtige, fordi stort set al opvækst blev ædt af husdyr og vildt, og selv om flere forordninger i 16 og 1700-tallet pålagde befolkningen pligt til at plante ny skov, så var der faktisk ingen, der vidste, hvordan man skulle bære sig ad. For hvordan skulle man forhindre dyrene i at æde de nyplantede træer?
Til sidst opstod der virkelig en alvorlig bekymring for at skoven helt skulle forsvinde, og landet derved blive ubeboeligt på grund af brændstofmangel. Det handlede om en truende miljøkatastrofe. Det handlede om at sikre en bæredygtig udvikling!

En tysk forstmand - von Langen - blev da kaldt til landet i 1763, og han nåede inden sin død i 1776 at opmåle og beplante en stor del af Nordsjællands skove, ligesom han indførte dyrkning af nåletræ og ær, oplærte forstfolk og gav anledning til flere skovforordninger, der skulle regulere bøndernes misbrug af skoven. Og sidst i 1700-tallet kom endelig de store skovforordninger. Skovene blev omgivet af stengærder og jordvolde, så dyrene blev holdt ude, og bønderne måtte efterfølgende ikke benytte skovene som før. Ved Fredsskovsforordningen i 1805 blev det endvidere besluttet, at de områder, der på det tidspunkt var skovdækkede, også for fremtiden skulle forblive som skov.

 

Farverne angiver hvilke træarter, der er plantet i skoven. Blåt er nåletræ, grønt er bøg og lyserødt er eg. Lysegrønt angiver moseområder.

Vestre Hus placering er her afmærket med rødt, men der fandtes intet skovløberhus på stedet i 1859. Huset findes dog på kort fra 1890 og kaldes Hegnshus. Det nuværende gule murstenshus er imidlertid meget nyere. Vestre Hus historie ligger her.

Von Langen opmålte også den sydlige del af Ravnsholt Skov og havde beplantninger dér, men der er desværre ikke spor efter disse aktiviteter mere. De ældste beplantninger man i dag finder i Ravnsholt Skov er bøgeplantninger fra 1817. De findes på Mørkebakke omkring bålhytten samt omkring parkeringspladsen ved Ålekærsvej på Bregnerød Skovvej. En del enkeltstående egetræer i skoven er dog ældre.
Sidste istids betydning for skovens udseende.
Ravnsholt Skov ligger i et dødislandskab.
Dødis er is, der under gletcherisens tilbagesmeltning er blevet så tynd (under 50 meter), at den ikke længere er plastisk. Det betyder, at isen ikke længere lader sig skubbe af sted - den ligger hvor den ligger - og det betyder, at der ikke længere er spændinger i isen, som lukker eventuelle revner og sprække i isen.
En sådan dødis har dækket hele Ravnsholt Skov-området, og her har den ligget og er smeltet væk lige så stille.
Under denne nedsmeltning er der opstået søer på isens overflade, i hvilke materialer frigivet af den omgivende smeltende is har aflejret sig lagvis. Disse issøaflejringer ligger tilbage som flade bakker med stejle sider (kamebakker) efter isens forsvinden.
Skovens store bakker, Kratbjerg, Mørkebakke og Lerbjerg, er kamebakker, og i disse bakker findes lag af ler.
Sådanne kamebakker har dannet grundlaget for områdets teglværksindustri, og i skoven kan man se, at det er på disse bakker, man har plantet bøg. Ler holder nemlig bedre på næringsstofferne end sand og grus, så de næringskrævende bøgetræer trives bedst i lerjord.
Andre områder af skoven er præget af smeltevandsaflejringer, hvor løbende smeltevand fra den smeltende gletsjeris har sorteret jordbundsmaterialerne og skyllet de mindste partikler væk. Flere steder i skoven er der således rene grusaflejringer, og to steder findes tydelige gamle grusgrave. Gruset herfra er brugt til belægning på skovens veje.
Den mere eller mindre grusede, udvaskede jordbund i størstedelen af skoven er også årsagen til, at man har plantet så mange nøjsomme nåletræer. Det drejer sig mest om rødgran, men også om en del douglasgran og lærk, samt en smule sitka, ædelgran, skovfyr og cypres. Store områder af disse granbeplantninger væltede i øvrigt i stormen i januar 2005.
En pæn del af skoven er beplantet med stik-eg, som også er et nøjsomt træ, der med sin åbne vækst giver en fin underskov.

Bøgeskovene på Kratbjerg og langs Mørkebakkevej er som åbne katedraler, hvor de slanke, lige bøgestammer danner søjler mod himlen.
Den slags skov kommer vi ikke til at se i fremtiden, da den grad af disciplin er særdeles arbejdskrævende. Så nyd den, så længe det varer.

Dødisen er smeltet uregelmæssigt væk, og til sidst har der kun ligget en del store isklumper tilbage under smeltevandsslettens sorterede materiale. Ved deres endelige smeltning er der opstået huller i terrænet: dødishuller.

Her render John Rasmussen og Søren Skibsted rundt på søens lerede bund. Det tog nogle måneder, før søen blev fyldt op med tilstrømmende overfladevand.

Disse huller er baggrunden for skovens mange, mange sure mosehuller. Først har de været søer, men siden er de groet til med sphagnummos, som helt har opfyldt søerne. Sådanne moser er sure, fordi tørvemos udskiller brintioner i vandet, og de er brunvandede, fordi de store mængder organisk materiale, som findes i søerne (tørv og blade) nedbrydes til brune humusstoffer.
På det gamle kort ovenfor til venstre kan man se, at der er blevet gravet tørv i de fleste af skovens moser. Tørvegravene er de firkantede, vandfyldte søer i moserne. Man kan stadig finde mange tydelige tørveskær i Ravnsholt Skov, selv om moserne senere i stort omfang er blevet grøftet, udtørret og beplantet med gran. "Det sunkne slot" nær Vestre Hus er således en gammel tørvemose.
I 1996 besluttede vi at udgrave en gammel afvandet mose overfor Vestre Hus, som den gang var beplantet med gran. De øverste 2-3 meter bestod af tydeligt lagdelt sphagnumtørv, hvor hvert lag - som var et par millimeter tykt - repræsenterede et års tørvevækst.
Her kan ses billeder af, hvordan vandhullet har udviklet sig siden. 
Under rødderne på dette væltede træ i kanten af en tørvemose, kan man se den sphagnumtørv. Man kan bladre i tørven. Hvert lag repræsenterer et års tilvækst.
Tørven var iblandet mange moseeg: egetræer, som i tidens løb er væltet ned i mosen og som er blevet konserveret i det sure, iltfattige miljø.
Flere af de gamle stammer kan stadig ses i tørven langs søen.
Nedenunder tørven var et tykt lerlag, og ca. 30 centimeter nede i dette lerlag et enkelt tyndt lag tørv iblandet mange små pinde. Muligvis en aflejring fra Allerødtiden - en kort varmeperiode ved afslutningen af sidste istid.
Perioden har fået sit navn, fordi man først fandt spor efter denne periode under lergravning i Allerød Taglværksgrav mellem Ravnsholt Skov og Sønderskov.
Om vores lag virkelig var fra Allerødtiden fik vi dog aldrig konstateret med sikkerhed, da vi ikke fik foretaget en pollenanalyse i tide.
Dødishullet overfor Vestre Hus er langt fra dødt i dag. Se her, hvordan det har udviklet sig.

Fremtiden
Skoven vil i løbet af de næste årtier i høj grad skifte karakter. Den intensive skovdrift kan ikke længere betale sig, hvorfor driften bliver mere ekstensiv og der kommer mere fokus på skovens rekreative værdi. Skoven vil blive mere vild, med flere udgåede og væltede træer - og den vil blive mere forskelligartet, da nyopvæksten ikke vil blive plantet, men vil bestå af selvsåede træer. Underskoven vil blive tættere. Man vil ikke længere kunne se langt mellem stammerne. Og der vil blive plads til mange flere plante og dyrearter. Den grøftning og dræning af skoven, som der tidligere har været ofret mange ressourcer på, vil i høj grad blive opgivet, så store områder af en skov som Ravnsholt vil forsumpe. Bl.a. er det besluttet, at grøfterne som afvander Svinesti Mose vil blive lukket, så snart granerne dér er fældet. Det vil blive et stort moseområde.
Skoven vil blive mere spændende at færdes i.
Samtidig lægger Skov- og Naturstyrelsen vægt på at skabe forskellige publikumfaciliteter i skoven - såsom bænke, bålhytter, klatretræer og forskellige legeredskaber.
Så velkommen i skoven - til enhver tid ....... :-)

Nedenfor ses en stor moseeg - og vandhullet i baggrunden.
Lag fra Allerødtiden? - Under den sorte sphagnumtørv ses det lyse ler, som er aflejret under istiden. Og et stykke nede i dette lerslag ses et tyndt tørvelag. Måske repræsenterer det en varmeperiode ved slutningen af sidste istid.

     
  Selv om der i dag stadig er mange mosehuller i Ravnsholt Skov, så er det intet mod, hvordan det var før i tiden. De sorte plamager på kortet til venstre er moserne, som de er angivet på et militærkort fra 1858. Kortet til højre er fra 1988.

Nu går det dog atter fremad for moserne, for det kan ikke længere betale sig at vedligeholde de grøfter, der afvander skoven. Derfor vil mange områder atter forsumpe.Det vil være til gavn for dyrelivet.
 
     
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden Læs om skovens liv Læs skovens historier