|
|
Nedenfor ses til højre Skov-
og Naturstyrelsens kort fra 1995 over Ravnsholt Skov, og kortet nedenfor
til venstre
er et tilsvarende kort fra 1859.
Man kan se, at skovens udstrækning gennem de sidste 300 år stort set ikke
har ændret sig. Statsskove - som tidligere tilhørte kronen - er på den måde
meget stabile i landskabet.
Årsagen skal findes i de mange skovforordninger op gennem 1700-tallet,
kulminerende i Fredskovsforordningen af 1805. I 1700-tallet stod det meget skidt til med de danske skove. Skovene var ejet af kronen og
godserne, men ejerne interesserede sig mest for skovenes jagtmuligheder.
Det var bønderne, der hovedsageligt brugte skovene, idet de lod deres dyr
(heste, køer og svin) gå løs i skovene for at finde føde. Samtidig hentede
bønderne store mængder gærdsel (materiale til hegn) i skovene, for i
stedet for at sætte hegn om dyrene, satte man hegn om de dyrkede marker.
Brænde blev også i stor udstrækning hentet i skoven, selv om det egentlig
var forbudt at fælde træer. |
|
Skovene var derfor ganske
åbne og dyrehaveagtige, fordi stort set al opvækst blev ædt af husdyr og vildt, og
selv om flere forordninger i 16 og 1700-tallet pålagde befolkningen pligt
til at plante ny skov, så var der faktisk ingen, der vidste, hvordan man
skulle bære sig ad. For hvordan skulle man forhindre dyrene i at æde de
nyplantede træer?
Til sidst opstod der virkelig
en alvorlig bekymring for at skoven helt skulle forsvinde, og landet derved
blive ubeboeligt på grund af brændstofmangel. Det handlede om en truende
miljøkatastrofe. Det handlede om at sikre en bæredygtig udvikling!
En tysk forstmand - von
Langen - blev da kaldt til landet i 1763, og han nåede inden sin død i
1776 at opmåle og beplante en stor del af Nordsjællands skove, ligesom han
indførte dyrkning af nåletræ og ær, oplærte forstfolk og gav anledning til
flere skovforordninger, der skulle regulere bøndernes misbrug af skoven.
Og sidst i 1700-tallet kom
endelig de store skovforordninger. Skovene blev omgivet af stengærder og jordvolde,
så dyrene blev holdt ude, og bønderne måtte efterfølgende ikke benytte skovene som før. Ved Fredsskovsforordningen i 1805 blev det endvidere besluttet, at de
områder, der på det tidspunkt var skovdækkede,
også for fremtiden skulle forblive som skov.
|
|
|
|
 |
|
Farverne angiver
hvilke træarter, der er plantet i skoven. Blåt er nåletræ, grønt er
bøg og lyserødt er eg. Lysegrønt angiver moseområder. |
|
|
|
 |
|
Vestre Hus placering er her afmærket med rødt, men der fandtes intet
skovløberhus på stedet i 1859. Huset findes dog på kort fra 1890 og
kaldes Hegnshus. Det nuværende gule murstenshus er imidlertid meget nyere.
Vestre Hus historie ligger
her. |
|
|
Von Langen opmålte også den sydlige del af
Ravnsholt Skov og havde beplantninger dér, men der er desværre ikke spor
efter disse aktiviteter mere. De ældste beplantninger
man i dag finder i Ravnsholt Skov er bøgeplantninger fra 1817. De findes
på Mørkebakke omkring bålhytten samt omkring parkeringspladsen ved
Ålekærsvej på Bregnerød Skovvej. En del enkeltstående egetræer i skoven er
dog ældre. |
Selv om der ikke længere er spor efter von
Langens beplantninger i Ravnsholt, har man dog fundet en af de
afdelingssten, som har været brugt til at angive forstmandens skovafsnit.
Denne sten blev fundet i et skovgærde under en renovering i 1980'erne. Den
gang fik en skovarbejder ½ flaske snaps for fundet.
Stenen står i hjørnet af det rigtige
skovafsnit, men næppe i det hjørne, hvor den oprindeligt har stået. Den er
anbragt, så den er synlig ved Grønnevej. |
| I stenen er hugget tallet 25. |
|
 |
|
 |
|
Sidste istids betydning for skovens udseende.
Ravnsholt Skov ligger i et dødislandskab.
Dødis er is, der under gletcherisens tilbagesmeltning er blevet så tynd
(under 50 meter), at den ikke længere er plastisk. Det betyder, at isen
ikke længere lader sig skubbe af sted - den ligger hvor den ligger - og det betyder, at der ikke længere
er spændinger i isen, som lukker eventuelle revner og sprække i isen.
En sådan dødis har dækket hele Ravnsholt
Skov-området, og her har den ligget og er smeltet væk lige så stille.
Under denne nedsmeltning er der opstået søer på isens overflade, i hvilke
materialer frigivet af den omgivende smeltende is har aflejret sig lagvis.
Disse issøaflejringer ligger tilbage som flade bakker med stejle sider (kamebakker)
efter isens forsvinden. |
Skovens store bakker, Kratbjerg, Mørkebakke og Lerbjerg,
er kamebakker, og i disse bakker findes lag af ler.
Sådanne kamebakker har dannet grundlaget for områdets teglværksindustri, og i skoven kan man se, at det er på disse bakker, man har plantet
bøg.
Ler holder nemlig bedre på næringsstofferne end sand og grus, så de næringskrævende bøgetræer trives bedst i lerjord.
Andre områder af skoven er præget af smeltevandsaflejringer, hvor løbende
smeltevand fra den smeltende gletsjeris har sorteret jordbundsmaterialerne og
skyllet de mindste partikler væk. Flere steder i skoven er der således
rene grusaflejringer, og to steder findes tydelige gamle grusgrave. Gruset
herfra er brugt til belægning på skovens veje.
Den mere eller mindre grusede, udvaskede jordbund i størstedelen af skoven er også årsagen til, at man har plantet så
mange nøjsomme nåletræer. Det drejer sig mest om
rødgran, men også
om en del douglasgran og lærk, samt en smule sitka,
ædelgran, skovfyr og cypres. Store områder af disse granbeplantninger væltede i
øvrigt i stormen i januar 2005.
En pæn del af skoven er beplantet med
stik-eg, som også er et nøjsomt træ,
der med sin åbne vækst giver en fin underskov. |
 |
|
Bøgeskovene på
Kratbjerg og langs Mørkebakkevej er som åbne katedraler, hvor de
slanke, lige bøgestammer danner søjler mod himlen.
Den slags skov kommer vi ikke til at se i fremtiden, da den grad
af disciplin er særdeles arbejdskrævende. Så nyd den, så længe det
varer. |
|
|
|
Dødisen er smeltet uregelmæssigt væk, og
til sidst har der kun ligget en del store isklumper tilbage under
smeltevandsslettens sorterede materiale.
Ved deres endelige smeltning er der opstået huller i terrænet:
dødishuller. |
 |
|
Her render John
Rasmussen og Søren Skibsted rundt på søens lerede bund. Det tog
nogle måneder, før søen blev fyldt op med tilstrømmende
overfladevand. |
|
Disse huller er baggrunden for skovens mange, mange
sure mosehuller. Først har de
været søer, men siden er de groet til med
sphagnummos, som helt har
opfyldt søerne. Sådanne moser er sure, fordi tørvemos udskiller brintioner
i vandet, og de er brunvandede, fordi de store mængder organisk materiale,
som findes i søerne (tørv og blade) nedbrydes til brune humusstoffer.
På det gamle kort ovenfor til venstre kan man se, at der er blevet
gravet tørv i de fleste af skovens moser. Tørvegravene er de firkantede, vandfyldte
søer i moserne. Man kan stadig finde mange tydelige tørveskær i Ravnsholt Skov, selv om moserne senere i stort omfang er blevet
grøftet, udtørret og beplantet med gran. "Det
sunkne slot" nær Vestre Hus er således en gammel tørvemose.
I 1996 besluttede vi at udgrave en gammel afvandet mose overfor Vestre
Hus, som den gang var beplantet med gran. De øverste 2-3 meter bestod af tydeligt lagdelt sphagnumtørv,
hvor hvert lag - som var et par millimeter tykt - repræsenterede et års
tørvevækst.
Her kan ses billeder af, hvordan
vandhullet har udviklet sig siden. |
|
|
|
Under rødderne på dette væltede træ i kanten af en tørvemose, kan man
se den sphagnumtørv. Man kan bladre i tørven. Hvert lag repræsenterer
et års tilvækst. |
 |
|
Tørven var iblandet mange moseeg: egetræer, som i tidens løb er væltet ned
i mosen og som er blevet konserveret i det sure, iltfattige miljø. |
Flere
af de gamle stammer kan stadig ses i tørven langs søen.
Nedenunder tørven var et tykt lerlag, og ca.
30 centimeter nede i dette lerlag et enkelt
tyndt lag tørv iblandet mange små pinde. Muligvis en aflejring fra Allerødtiden - en kort
varmeperiode ved afslutningen af sidste istid.
Perioden har fået sit navn, fordi man først fandt spor efter denne
periode under lergravning i Allerød Taglværksgrav mellem Ravnsholt Skov og
Sønderskov.
Om
vores lag virkelig var fra Allerødtiden fik vi dog aldrig konstateret med
sikkerhed, da vi ikke fik foretaget en pollenanalyse i tide.
Dødishullet overfor Vestre Hus er langt fra dødt i dag. Se
her, hvordan det har
udviklet sig.Fremtiden
Skoven vil i løbet af de næste årtier i
høj grad skifte karakter. Den intensive skovdrift kan ikke længere
betale sig, hvorfor driften bliver mere ekstensiv og der kommer mere
fokus på skovens rekreative værdi. Skoven vil blive mere vild, med flere udgåede og
væltede træer - og den vil blive mere forskelligartet, da nyopvæksten
ikke vil blive plantet, men vil bestå af selvsåede træer. Underskoven vil blive tættere. Man vil ikke længere kunne se langt
mellem stammerne. Og der vil blive plads til mange flere plante og dyrearter. Den grøftning og dræning af skoven, som der tidligere har været ofret
mange ressourcer på, vil i høj grad blive opgivet, så store områder af
en skov som Ravnsholt vil forsumpe. Bl.a. er det besluttet, at
grøfterne som afvander Svinesti Mose vil blive lukket, så snart
granerne dér er fældet. Det vil blive et stort moseområde.
Skoven vil blive mere spændende at færdes i.
Samtidig lægger Skov- og Naturstyrelsen vægt på at skabe
forskellige publikumfaciliteter i skoven - såsom bænke, bålhytter,
klatretræer og forskellige legeredskaber.
Så velkommen i skoven - til enhver tid ....... :-) |
|
Nedenfor ses en stor moseeg - og
vandhullet i baggrunden. |
 |
|
Lag fra Allerødtiden? - Under den sorte
sphagnumtørv ses det lyse ler, som er aflejret under istiden. Og
et stykke nede i dette lerslag ses et tyndt tørvelag. Måske
repræsenterer det en varmeperiode ved slutningen af sidste istid. |
|
 |
|
 |
| |
|
|
| |
Selv om
der i dag stadig er mange mosehuller i Ravnsholt Skov, så er
det intet mod, hvordan det var før i tiden. De sorte
plamager på kortet til venstre er moserne, som de er angivet
på et militærkort fra 1858. Kortet til højre er fra 1988.
Nu går det
dog atter fremad for moserne, for det kan ikke længere
betale sig at vedligeholde de grøfter, der afvander skoven.
Derfor vil mange områder atter forsumpe.Det vil være til
gavn for dyrelivet. |
|
| |
|
|
|
 |
|
|
|
