Insektsex

Insekter er enten hanner eller hunner. Der er ingen hermafroditter. Og hannerne har sædvanligvis et parringsorgan i forbindelse med kønsorganerne i bagkropsspidsen. Efter en eller anden form for kurtisering kravler hannerne normalt op på hunnerne bagfra, indtil kønsorganerne får kontakt, hvorefter hannen låser sig fast i hunnen. Sædvanligvis varer denne fastlåsning meget længere tid end selve sædoverførslen. På den måde blokerer hannen for yderligere parringer, og fungerer altså som en levende prop.
 
Billesex Fluesex Guldsmedesex  
Sex hos andre insekter.

Til venstre er det en Enggræshoppehan, der har tiltrukket den større hun med sin sang, og som nu får belønningen. Herunder et par nymfetæger.

Kæresteparret her er græstæger. Det er hannen øverst og hunnen nederst. Hannen er orange og har veludviklede vinger, hunnen er større, tykkere, uanselig af farve og har små ubrugelige vinger.

 Sådanne forhold ses ofte. Hannen er den opsøgende, som må være villig til at løbe en risiko - være synlig - for at blive accepteret af hunnen. Hunnen skal kunne lægge mange æg, og hannen skal nok komme til hende, så vinger er ikke nødvendige.

 

Når der er stor forskel på kønnene, er årsagen næsten altid seksuel selektion. Det betyder at hannens specielle udseende giver ham flere parringer. Hunnerne er derimod skabt, så de er bedst til at overleve og få unger, for flere parringer giver ikke en hun mere afkom.
Hos den almindelige ørentvist har hannen langt den største tang, fordi hunner helst vælger hanner med stor tang. Tangen er ikke særligt anvendelig til noget som helst - andet end at charmere hun-ørentviste med. Her ovenfor ses en særdeles veludstyret hanørentvist. Sikken en tang!
Til højre ses en hun.
Stor kønsforskel skyldes dog ikke altid seksuel selektion. Hos frostmåleren, som er en lille, uhyre almindelig natsommerfugl, er hunnen næsten vingeløs, og ligner ikke en sommerfugl ret meget. Hun har mistet sine vinger, fordi de ikke er til væsentlig nytte for hende. Hannerne skal nok finde hende - de lugter sig frem - og befrugte hende. Og da larverne laver af hvad som helst, kan hun lige så godt lægge æg, hvor hun er.
Ved at spare vingerne, kan hunnen lægge flere æg, og det har givet evolutionær gevinst.

Han til venstre. Usynlig hun til højre. Her er damen.

Selv om parringen starter med at hannen kravler op på hunnens ryg, fortsætter den ofte med at hannen kravler ned igen, når kønsdelene er låst fast i hinanden. På den måde kommer de to dyr til at stå med hovedet i hver sin retning. Det er nemlig lettere at holde balancen, når alle ben er i brug, og mange insekter flyver hæderligt i denne stilling. Det er så normalt hunnen, der leder, mens hannen dingler efter. Ovenfor er det kakerlakker.

Ovenfor den smukke seksplettede køllesværmer. Disse sommerfugle er meget giftige og damper af cyanid. Hannen giver hunnen cyanid med i sædvæsken, så hun kan gøre æggene giftige.

Rødbenet bredtæge og Grønåret kålsommerfugl. Hannen indsprøjter stoffer i sædvæsken, som får hunnen til at lugte grimt for andre hanner.
På vandet går det også. Her skøjteløbere.

Hos de årevingede insekter er sex som regel forbeholdt eliten.
Hos de primitive årevingede - som bladhvepsene herunder - er sex ganske vist stadig enhvers fornøjelse, med hos bier, myrer og gedehamse er denne luksus kun tilladt de kongelige.
Arbejderne - som udgør langt hovedparten af individerne - er sterile hunner, hvis kønsdele er omdannet til forsvarsredskab: brod og giftkirtel. Kun de unge dronninger, som - takket være en bedre kost som larver - er frugtbare hunner, og hanner, der udvikles af ubefrugtede æg, får lov at dyrke sex. Hannerne dør kort efter, mens dronningerne kan tilbringe resten af livet med at lægge æg. Og det kan være et langt liv. Op til 10 år.

 
     
  Hos jordbier passer hver hun sit eget afkom i smo huller i jorden. Men de må ofte leve med at blive overfaldet og voldtaget hver ang de forlader hulen.  
     
     
Fordelene ved seksuel formering er nævnt i indledningen, men der er også ulemper forbundet med denne form for formering.
Når et hundyr tillader en sædcelle at smelte sammen med hendes æg, forærer hun faktisk halvdelen af sin investering i afkommet væk til hannen. Hvis hun i stedet føder døtre ved jomfrufødsel, som altså laves uden reduktionsdeling og befrugtning, så er hun dobbelt så beslægtet med hvert eneste afkom. Derved giver hun dobbelt så mange gener videre til næste generation. Og da det er på genvidereførslen, man måler et væsens succes, så er det værd at tage med.

Bladlus forstår virkelig at udnytte den fordel, der ligger i jomfrufødsel, uden samtidig at afskære sig fra fordelene ved kønnet formering.
Sommeren igennem sidder bladlusehunnerne således på deres planter og føder levende døtre, som er helt mage til dem selv. Først sidst på sommeren, hvor vinteren nærmer sig og truer med den kommende sæsons uforudsigelighed, producerer hunnerne han-unger. Disse kan så parre sig med hunner og derved sikre den variation, der er nødvendig i en foranderlig verden.

Hvordan det er muligt pludselig at lave hanner er dog en noget kompliceret sag, som det ligger udenfor denne dyreseksologis rammer at forklare.

Til venstre bladlus med døtre.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden
  iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til sexlivet