Sex blandt hvirveldyr

Hos frøer - her spidssnudet frø - finder ingen egentlig parring sted.

Nederst i denne bunke frøer befinder der sig en nyankommet hun.
De flotte blå hanner sætter sig i mængde på velegnede æglægningssteder, hvor de kvækkende afventer hunnernes ankomst. Når en hun kommer indenfor rækkevidde, bliver hun straks overfaldet og beklamret af hannerne, som skubber hinanden væk, indtil den stærkeste han sidder godt fast på hendes ryg.
Herefter lægger hunnen sine æg, mens hannen gyder sæd ud over dem, hvorefter sædcellerne selv finder hen til og ind i æggene. Befrugtningen sker altså uden for hunnens krop.
Blandt skrubtudser går det ofte voldsommere for sig. De små hanner kommer først i vandet, og de kan ligge i dagevis i tålmodig venten på hunnerne.
Når de første hunner kommer til, bliver de til gengæld omklamret af alle hanner i nærheden, som det ses til højre.

På et tidspunkt vil en enkelt han dog som regel få godt fat i hunnens armhuler, og de andre hanner vil opgive kampen. Denne han får lov til at befrugte æggene i hunnens ægstreng, når de bliver lagt.
Salamandre er padder ligesom frøerne, men hos salamandre befrugtes æggene, mens de befinder sig inde i hunnen.  Man kunne tro, at dette betød nærkontakt mellem kønnene, men det er ikke tilfældet.
Hos salamandrene - her lille vandsalamander - udfører hannen en langvarig kurtisering af hunnen, som skal overbevise hende om, at han er den rigtige. Bl.a. ved at demonstrere, hvor god han er til at holde vejret. Derefter afsætter hannen en pakke med sæd (en spermatophor) på bunden, og søger at lede hunnen hen over den. Hvis hunnen er enig i, at hannen er den rette, optager hun måske sædpakken i sin kønsåbning og bruger den til at befrugte æggene.
Under kurtiseringen kan rivaliserende hanner finde på at bryde forstyrrende ind. Og de kan endog finde på at anbringe deres sædpakker oven på brudgommens.

Evolutionen har dog bibragt de fleste dyrehanner en forståelse for, at det smarteste er selv at anbringe sæden i hunnen, så tæt på æggene som muligt.
Fugle er udstyret med en såkaldt kloak. Dvs. en fælles udførselsgang for afføring, urin og kønsprodukter (æg og sæd). For de fleste fugle består parringen i, at hannen anbringer sig kloak i forbindelse med hunnens, og indsprøjter en klat sæd, så godt han nu formår.

 Sædcellerne må så selv finde hele vejen op gennem æggelederne til de æg, der endnu ikke er blevet forsynet med skal.
Hos enkelte fugle har hannen dog en penis, nemlig hos strudse og andefugle.
Det anses for at være et primitivt træk, fra før fuglene begyndte at flyve. Det kan være farligt at hænge for godt sammen, hvis man befinder sig 30 meter over jorden.

De fleste handyr man møder i naturen er dog udstyret med en eller anden form for penis, som kan indføres i hunnen. 

Hos slanger og øgler er hannerne forsynet med to penisser, som dog normalt er krænget ind i kloakken.  Hannen bruger kun en af gangen, og de har vist sig at blive brugt skiftevis. Årsagen er sandsynligvis, at hannerne efter at have sprøjtet sæd i ind i hunnen, afsætter en prop i hendes kønsåbning. Derved forhindrer han - en tid - at hunnen kan parre sig med andre. Men det tager noget tid for hannen at danne en ny prop, og derfor er det en fordel at have to parringsorganer, med hver sin prop-kirtel.
Det er hugorme til venstre. Hanner er den sort/hvide. Snogene - til højre - deltager ofte i rene orgier, når de store hunner kommer frem fra dvalen sidst i april. Her er der dog kun to hanner om hunnen. Men prøv at se denne film.
Han og hunsnog sidder sammen en times tid, og hannen bliver trukket med rndt, når hunnen bevæger sig. Det ser ubehageligt ud.
Tilbage til sexlivet Videre til edderkoppesex Videre til sneglesex Sex hos diverse hvirvelløse Videre til insektsex
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet