Sex blandt diverse hvirvelløse dyr

De fleste levende væsener bruger to køn.
Det ene køn laver mange små kønsceller, som på en eller anden måde er bevægelige. Det køn kalder man hanner. Det andet køn laver få meget store, ubevægelige kønsceller. Det køn kalder man hunner.
De to køn kan sagtens være forenet i samme individ, som altså så bærer både hanlige og hunlige kønsorganer.

Det er heller ikke usædvanligt at skifte køn undervejs i livet. Tøffelsneglene, som ses i bunke her til højre, starter således alle som hanner, men når de er store nok til at klare det store arbejde med at danne æg, bliver de til hunner. Hannerne sidder derfor altid øverst i bunken.
Disse snegle lever af at filtrere mikroskopiske alger fra havvandet, så de behøver ikke flytte sig.

Et andet dyr, der lever af at filtrere alger fra vandet er rurerne. Det er krebsdyr, og som voksne er de helt fastsiddende.
Ikke desto mindre er der hos rurerne to køn, og æg og sæd spredes ikke bare ud i vandet. Hannerne har nemlig en penis, der er mange gange længere end dem selv, og som de kan strække hen til alle de omkringsiddende hunner.

Man kan jo godt spørge, hvorfor det er så sjælden, at dyr er både hanner og hunner samtidig. En årsag er dog nok, at det blandt de fleste dyr kræver en del tilpasninger - både fysiologisk og adfærdsmæssigt - at udføre hver kønsfunktion ordentligt. Det er derfor en fordel at koncentrere sig om at udfylde den ene af kønsrollerne bedst muligt, i stedet for at skulle klare begge roller.
De enkelte hermafroditter vender vi tilbage til.
Hos de fleste dyr har vi altså hanner, der laver mange små billige kønsceller, og hunner, der laver få store. Hver lille kønscelle skal smelte sammen med en stor, for at blive til et nyt individ, så det er oplagt, at der må være konkurrence om de store kønsceller.
Derfor er det normalt altid hannerne, der efterstræber hunnerne, og som gerne vil parre sig med så mange som muligt. Hunnerne er til gengæld kræsne, og parrer sig kun med de bedste hanner. På den måde sørger de bedst muligt for deres kostbare kønsceller.

Hos dyr er hannernes kønsceller - sædcellerne - selvbevægelige. De har flageller (svingtråde). Men hos landdyr er det nu alligevel de voksne dyrs opgave at sørge for, at æg og sæd får lejlighed til at mødes, da sædceller ikke kan bevæge sig over en længere strækning ved egen hjælp, som de kan i havet. På land vil sædcellerne tørre ud, hvis de ikke anbringes inde i hunnen - eller meget tæt på hende.

Der findes også dyr, hvor hannen er afhængig af, at hunnen selv finder og optager hans sæd.

 
Det kaldes indirekte sædoverførsel, når befrugtningen ikke kræver, at der er direkte kontakt mellem partnernes kønsorganer.
 
Det gælder således sølvkræet her til venstre, hvor hannen dog lægger snubletråde ud, som fører hen til sædpakkerne, så hunnerne lettere kan finde dem. Men hvor hannerne også render rundt og æder rivalernes pakker.
Hos disse dyr behøver mor og far altså aldrig at have mødt hinanden. Det kan selvfølgelig være praktisk, hvis man er meget genert, men ellers temmelig upraktisk. Hos nogle arter tager hannerne da også fat i hunnerne og (for)fører dem i en dans hen til sædpakkerne.
Hos nogle kuglespringhaler, som den til højre, finder hannen dog først en hun, og lægger sædpakker hele vejen rundt om hende, så hun ikke kan undgå at støde ind i en, når hun bevæger sig væk.
Også skolopendre (centipeder=hundredeben) benytter indirekte sædoverførsel, men her tager hannen dog kontakt til sine børns kommende moder, inden han laver sin spermatophor.
Ofte udføres så et parringsritual - en lille dans - så hannen er nogenlunde sikker på, at hunnen ved, hvad det går ud på. Herefter spinder hannen så et lille spind, hvorpå han lægger en sæddråbe, som han herefter leder hunnen henover - i det håb, at hun samler den op på vejen.
Regnormes parring kræver tæt kropskontakt, men ingen brug af egentlige ydre parringsorganer. Regnorme er hermafroditter, og mens ormene ligger tæt klistret til hinanden, som det ses nedenfor, løber sæden fra hver orms hanlige kønsåbning i en rende hen til modpartens hunlige kønsåbning.

Kønsorganerne sidder ved bæltet.
Når æggene skal lægges udskiller bæltet slim, som hærder til en ring. Heri lægges æggene, de befrugtes af den modtagne sæd, og ormen smyger sig ud af ringen, som rimper sammen i enderne som en lille citron. Heri ligger æggene trygt, til de klækker.
De fleste dyrehanner er dog forsynet med en eller anden form for parringsorganer, så de kan anbringe deres sæd sikkert i nærheden af hunnernes æg. Disse parringsorganer kan dog være udformet meget forskelligt, og tit  har de ikke direkte forbindelse til de primære kønsorganer.
Tusindbenhanner er således i besiddelse af et specielt sæt ben på syvende kropsled, som er udformet til at overføre sæd fra hannens til hunnens kønsåbninger, som befinder sig på 3. kropsled. Overførslen sker, mens de to dyr ligger i en meget tæt omfavnelse.
Til venstre ses parringsbenene hos et afrikansk kæmpetusindben.

Det er et par kiletusindben ovenfor og nedenfor.

Det er da en omfavnelse af de mere omfattende!

Det er hannen til venstre, der er ved at anbringe sine gonopoder (kønsfødder) på 7. led i hunnen kønsåbninger på hendes 3. kropsled.

Kiletusindben har i øvrigt ingen øjne.


Her ses Glat bænkebider, og nedenfor og til højre kuglebænkebidere i parring.
 

De fleste dyr er symmetrisk opbygget, og det betyder også at en del indre organer optræder parvis. Selv har vi f.eks. to nyrer, to lunger og to testikler eller æggestokke.
De fleste dyr har dog kun et enkelt sæt ydre kønsorganer, men hos nogen dyr er hele kønsapparatet delt i to dele. Det gælder f.eks. bænkebidere, hvor hunnerne har en kønsåbning i hver side af kroppen, og hannen et tilsvarende sæt peniser.
Under parringen indfører hannen derfor først sin højre penis i hunnens højre kønsåbning, hvorefter han kravler rundt om hunnen for at parre sig med hendes venstre side.

Bænkebidernes parringstid er om foråret, og hen på sommeren kan man se resultatet. Først render hunnerne rundt med æg og i august mange små unger på maven.

Hos vandbænkebiderne bærer hannerne en tid rundt på de unge hunner, så de kan parre sig med dem straks efter det sidste hudskifte, hvor hunnerne bliver kønsmodne.
Denne adfærd ses også hos andre krebsdyr, f.eks. krabber.

Man ser noget tilsvarende i visse menneskesamfund, hvor piger bortgiftes før de bliver kønsmodne.

Ferskvandstangloppen her bortfører også mindreårige hunner, som den slæber rundt mellem benene til de bliver voksne. Det er helt nødvendigt for krebsdyr at få parret sig med hunnerne med det samme, for kun mens deres hud endnu er blød, kan det lade sig gøre.
Det er det tiltagende lys om foråret, der påvirker han-tangloppens hjerne, så den danner mere serotonin. Serotonin er en neurotransmitter, et stof der påvirker hjernen, og det får tangloppen til at søge ud i lyset og finde en ung hun at klamre sig til. Se her, hvordan en grim snylter udnytter dette forhold.
Serotonin dannes også i vores egen hjerne under lyspåvirkning. Dette stof har betydning for vores humør, for vores forelskelser og for vores seksualadfærd. Vi får også en vældig lyst til at klamre os til hinanden. - Fascinerende hvordan sådan et stof har kunnet bevare sin funktion siden tidernes morgen. - Gad vide om tanglopper også føler noget?
     
  Mejere er spindlere ligesom edderkopperne, men de har ingen gift, så han og hun kan nærme sig hinanden uden fare.
Disse dyr er generelt promiskuøse, og de parrer sig straks med dem de møder af modsat køn - ansigt til ansigt.

Her er det han og hun af Broget langbensmejer, der netop har mødt hinanden.
 
     
     
  Hannerne er udstyret med en lang penis, som de normalt gemmer i kroppen, men som de kan føre ud gennem kønsåbningen, ind under hunnen og ind i hendes kønsåbning. Sædoverførslen sker hurtigt, hvorefter parret går hver til sit.  
     
Det kan dog godt hænde at hannen skal komme sig lidt oven på anstrengelserne. Hannen til venstre lå i hvert fald som død i et par minutter efter parringen.

Promiskuøs adfærd kan spare en masse tid og kræfter, som ellers bliver brugt på kampe og kurtisering, men hvis der er flere hanner end hunner, er det en dårlig forretning for de hanner, som netop har parret sig. Sandsynligheden for at deres hun går ud og parrer sig med en anden han, hvis sæd udskifter deres egen, er simpelthen for stor. Derfor praktiserer hannerne i sådanne situationer magevogtning - som det ses på billedet ovenfor til højre.

Flåter, som er mider, parrer sig bug mod bug, og hunnen slæber ofte rundt på den mindre han under bugen i længere tid, hvor han sidder fast med sine mulddele solidt begravet i hunnens kønsåbning! Flåter dyrker således oralsex. Hannen bruger sine munddele til først at udvide hunnens kønsåbning, og siden til at overføre en sædpakke fra sin egen kønsåbning til hunnens. Og så bliver han altså siddende, for han sidder godt dér.
 
Blandt de hvirvelløse er der også dyregrupper, der helt har afskaffet sex. Mest udtalt hos de Bdelloide rotiferer.
Det mest specielle ved de bdelloide ritiferer er, at der ikke findes hanner, og det har der tilsyneladende ikke gjort i mindst 80 millioner år. Det er ikke usædvanligt, at en dyregruppe afskaffer sex. Det sker ofte, for sex er dyrt og besværligt, men det er yderst usædvanligt, at en sådan dyregruppe kan overleve og ekspandere til utallige arter over mange millioner år.
Det ser ud til, at bdelloiderne har hittet på en helt alternativ måde til at skabe variation på. Disse dyr kan tørre ud, og komme til live igen efter flere år, når forholdene forbedres. Og i den udtørrede tilstand har de vist sig at kunne optage DNA fra andre organismer, som findes i deres omgivelser. Det har således vist sig, at forskellige arter af bdelloider indeholder DNA fra både andre dyr, fra svampe, bakterier og planter. Og generne er aktive og i brug.
Sådan kan man altså også klare sig :)
Disse er også Bdelloider (b'et udtales ikke). De er set i mikroskop. De er meget små, består kun af omkring 1000 celler, men de er overordentligt almindelige.
Vis mig en urenset tagrende og jeg skal vise dig en rotifer.

Tilbage til sexlivet Videre til edderkoppesex Videre til sneglesex Videre til insektsex Videre til hvirveldyrsex
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet