Ædespor i skoven - efter planteædere
I skoven findes ofte spor efter nogen, der har fået noget at spise, og som har ladet resterne ligge. Her på siden kan man måske finde ud af, hvem det er, der har været på færde.

 
RÅDYR

Rådyret spiser anemone-jordstængler. De er næringsrige, men indeholder også giftstoffer. Vi ville blive syge.

Her er et par hindbærbuske gnavet væk.

Om vinteren skraber rådyr i skovbunden for at finde noget spiseligt. De spiser bl.a. masser af bog, altså frø fra bøgetræer.

De tueformede bregners jordstængler og også populære. Vi ville blive syge af at spise dem.

Smågraner bliver gerne begnavet af rådyr. Især i vintre med meget sne. Både de helt små graner, som næsten bliver ædt op, og de større, som bliver begnavet så højt rådyret kan nå.
Det er derfor man indhegner nyplantet gran. Hvis rådyret bider toppen af, bliver granen ofte flerstammet og værdiløs som tømmer.

Her er toppen bidt af alle de opvoksende ahorn. Sådan en bevoksning kan holdes i ave i årevis.

Rådyret har et sært tandsæt. Den har ingen tænder forrest i overmunden, så afbidte grene er altid flosset flået af i den ene side.

Hare
Her har flere harer gnavet barken af pilebuskene, mens der lå sne. De har efterladt store mængder små runde harepøller nedenunder.
Når der ligger sne om vinteren, tyr flere dyr til at spise bark. Det er ikke yderbarken, men den levende bark nedenunder, dyrene er interesseret i. Ovenfor til venstre er det en hare, der har spist gyvelbark, og til højre en rødmus, der har spist hasselbark. Forskellen fremgår af tandmærkernes størrelse.

Om vinteren bliver skovbunden under granerne af og til ganske dækket af små grangrene. Det er egernet, der bider kvistene af for at spise de små knopper, der ellers ville gro ud til næste års skud.

Svampe som føde

Rådyr gnaver hattene af honningsvampe. De er vældigt glade for disse svampe. Bløde buer i svampehatten er spor efter sneglenes raspetunge. Snegle kan udmærket spise svampe, der er giftige for os.
 
     
  Jeg satte et automatisk vildtkamera op ved en birkestamme med masser af honningsvampe, for rådyret æder gerne hattene. Og ganske rigtigt.....  
     

Mus gnaver også gerne svampe i sig. Især rørhatte og netbladhat er populære. De gnaver ofte hele hathuden af, nok fordi det er den mest faste og energirige del af svampen. Man kan tydeligt se mærkes efter musens fortænder.

Egern spiser også en del svampe, bl.a. honningsvampe.
Egern kan finde på at tage svampene med op i træerne og hænge dem i grenkløfter til tørring og senere brug. Svampen herunder er anbragt af et egern.
Faktisk ved jeg jo ikke, om det er med vilje, eller om egernet blot har tabt svampen. Hmmm. Måske egernet heller ikke ved det :)
 
Rødgranens kogler er eftertragtede.

 Der sidder to næringsrige, vingede frø bag hvert kogleskæl. Men prøv selv, hvor svært det er at få dem ud af koglen.

Mange dyr gør dog deres bedste, for at få del i denne ressource før koglerne åbner sig om foråret og frøene falder ud. Her er det dels egern (til venstre) og flagspætte (til højre), der har tømt koglerne.

Flagspætten kiler koglerne fast i barkrevner og hakker dem i stykker, så den kan pille frøene ud med tungen.

Her ses forskellen på en egerngnavet og en musegnavet kogle meget tydeligt. Det er ikke altid så klart. - Men egernet er stærkt nok til at flå skællene af, så koglen bliver flosset, mens musen (til højre) må afgnave hvert skæl ganske omhyggeligt. Endvidere tilspidser egernet koglen i bunden.
Der er dog også forskel på, hvor man finder koglerne. Mus sidder oftest i skjul og spiser, mens egern sidder ude i det åbne. Man finder langt flest egerngnavede kogler.

Er hvert skæl til gengæld fint gennemskåret er det korsnæb, der har været på spil. Disse fugles næb er specielt indrettet til at pille frøene ud på denne fikse måde.
Korsnæb yngler om vinteren, mens der stadig er frø i koglerne, og det hænder at Lille korsnæb yngler i Ravnsholt skov.

Også de små lærkekogler bliver tømt for frø, selv om de ikke er specielt eftertragtede. Disse er spist af egern og korsnæb.
Sådan kan det se ud, når det er mus, der har tømt koglerne. Hver plukket kogle ligger i sin bunke kogleskæl. Mus kan ikke bare flytte rundt med koglerne som de lyster. De er for store og uhåndterlige for en lille mus. Koglerne lå skjult under en grangren, som jeg fjernede.

Agern er næringsrig kost, og ikke så hårde at gnave i stykker. Igen vil man finde musens rester i bunker på beskyttede steder. Også hestekastanjer indeholder masser af næring. De er giftige for os, men mus kan spise dem.
Hasselnødder er guf! Masser af næring.
Nødden til højre er gnavet af en "ægte mus" - skovmus eller halsbåndsmus. Disse mus gnaver helst ind fra siden af nødden, og da de gnaver med undertænderne fra nøddens inderside, afsætter overtænderne en lys kant på ydersiden.

Nødden ovenfor er hakket i stykker af en spætte. Den sætter først nødden fast i en sprække.

Rødmus gnaver med undertænderne udefra og afsætter ikke denne ring.

Egern graver forråd ned rundt omkring i skovbunden, bare en enkelt nød eller et agern hvert sted. Og de kan huske hvor de er gemt, også efter at de er blevet dækket af sne. Ovenfor har et egern opgravet en gemt nød.

Nødderne til højre er åbnet af et egern. Egernet er stærkt nok til at flække nødden med et enkelt bid.

Mus sidder altid i skjul, når de spiser. Her har en halsbåndmus tømt en masse kirsebærsten. Yderst til højre er det frø af avnbøg.

 


Her ovenfor og til venstre er det rødmus, der har afbarket et par småbøge og et par hyldegrene. De er ude efter det levende grønne væv under korken. Ud over sporene efter deres tænder efterlader de også en del ekskrementer.

I lysesivene kan man tit finde små bunker af afbarkede sivstykker. Det er markmus eller mosegrise, der har spist den grønne bark og ladet marven ligge. - Marven består af stjerneformede celler med luft imellem. Se her. Her er det græs, der er bidt i småstykker. Markmus lever i stor udstrækning af græs.
Finder man kastestænger i skovbunden vil de ofte være begnavet af mus. Men det er en myte, at musene æder det hele. De gnaver kun i overfladen, som indeholder noget næring.
Når man sjældent finder kastestænger, er det fordi, de er svære at se. Ikke fordi de forsvinder. De kan ligge i skovbunden i mange år, hvor de begraves i førnen.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden Tilbage til dyrespor