Svampedyr (Myxomyceter)
- tidligere kaldt slimsvampe
Underlige, underlige fantastiske
væsener!
Disse organismer er tidligere blevet
opfattet som svampe, fordi de danner sporer. Men faktisk er vi selv
nærmere beslægtet med svampe, end de er. - Myxerne hører til blandt de encellede dyr og henregnes derfor nu under protista.
De fleste arter er meget små og svære at bestemme, ikke mindst fordi
de undertiden skifter udseende fra time til time, når de går fra
vegetativt til sporedannende stadium.
Men de er meget almindelige i naturen, og en helt ny verden åbner
sig, når man får blik for disse sære væsener.
Nedenfor ses en
forsimplet beskrivelse af en myxomycets livsforløb.
1. Myxen kommer ud af en
spore. Den er da en myxoflagelat med to flageller - en stiv
og en bøjelig.
2. Denne myxoflagellat kan dele sig mange gange, og sådanne
kræ er meget almindelige i jorden.
3. En af myxoflagellaterne smider flagellerne og bliver til en
myxamøbe.
4. Myxamøben deler sig mange gange. Også disse dyr er
almindelige i jorden, og betyder utvivlsomt meget for
nedbrydningen.
5. En myxamøbe
støder på en myxamøbe af samme art, men af et andet køn
(mange myxer har mange køn).
6. De to myxamøber smelter
sammen og danner en ny amøbeagtig celle, der er diploid (har dobbelt
kromosomtal) som os andre.
7. Nu dannes et plasmodium. En
kæmpeamøbe, som flyder rundt og æder, hvad den kan
overmande. Kernerne deler sig synkront, men der dannes ingen
cellemembraner, så det hele er en stor celle. Enkelte
plasmodier kan veje flere kilo - men de fleste er nu mindre.
8. Bliver forholdene dårlige, kan plasmodierne gå i en
hvilefase, som kan tåle sult og udtørring. Det kaldes et
sclerotium.
8.
Når plasmodiet er blevet stort nok, kravler det til vejrs og danner sporangier.
I disse dannes sporer efter en reduktionsdeling. Hele
plasmodiet bliver opbrugt ved sporangiedannelsen.
Ofte er det plasmodierne, man får
øje på, fordi de med deres klare gule, hvide eller røde farver
lyser op i skovbunden og ser helt unaturlige ud. Når man ser
sådanne væsener, skal man holde øje med dem, for i løbet af de
næste par dage vil de modnes og skifte form og farve. - Afmærk
stedet, hvor myxen er set, for den er oftest langt sværere at få
øje på, når den er moden. Prøv ikke at flytte plasmodierne,
det overlever de sjældent.
Svampedyrenes
hvilestadier, sclerotierne, kan også være
ganske iøjnefaldende. Finder man sådan nogle
på blade, kan man tage dem med hjem og vække
dem.
Dette sclerotium kom til live efter
nogle uger i en fugtig petriskål. Det blev fodret med
havregryn (nedenfor).
Der er knap 1/2 time
mellem billederne ovenfor. Det ser ud som om svampedyret
går meget målrettet efter havregrynet, men i
virkeligheden sendes blot udløbere ud i forskellige
retninger, og der reageres kun på noget spiseligt, når
det er meget tæt på.
Her er det
svampedyret Badhamia utricularis, der
jager havregryn på en stor agarplade.
Filmen er tidsforkortet. Man kan lave
mange sjove forsøg med denne organisme.
I stedet
for at finde svampedyrene i skoven, kan
man dyrke dem indendørs. Man kan skære
nogle barkflager af et træ og anbringe
dem på køkkenrulle i en petriskål. Hæld
så vand på og lad det trække en dags
tid, hvorefter vandet hældes fra. Lad så bare
petriskålen stå - og hold den fugtig. Efter nogle
døgn vil der ikke sjældent modnes
svampedyr i skålen, undertiden kan det
dog tage uger.
Men så
almindelige er de!
Ofte vil man se
betegnelsen Myxogastrea i stedet for
myxomycetes. Myxogastrea er i dag den mest
korrekte betegnelse. Myxomycetes er den gamle
betegnelse, da disse væsener traditionelt er
blevet anset for at være svampe. Jeg har dog her brugt
betegnelsen Myxomycetes, da denne
betegnelse fortsat er den almindeligste.
Nedenfor findes link til forskellige
udvalgte svampedyrslægter. De er udvalgt ved, at jeg har fundet
dem i naturen :-)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
