Svampe - generelt

Sjov med svampe. Klik her for formidling af svampe for børn.

Svampe er ejendommelige væsener, som tilhører ganske deres eget rige. De er ikke planter. Svampelivet starter med en spirende spore, som danner en grenet svampetråd - en hyfe - som efterhånden danner et helt netværk - et mycelium. Dette mycelium får næring ved at frigive fordøjelsesenzymer til omgivelserne og optage de frigivne næringsstoffer gennem overfladen. På den måde nedbrydes både blade og træstammer i skovbunden.
Svampe har endvidere et ejendommeligt sexliv. Herom kan løses her.

Klik på billedet her, hvis du vil se billeder og beskrivelser af svampe.

Alle svampene er her.

De farvestrålende og sære paddehatte er ikke de egentlige svampe, men svampenes frugter. Se et lille filmklip her.

Der er flest svampe i skove, hvor jorden er dårlig. For hvis omsætningen er langsom på grund af mangel på regnorme og andre smådyr, ophobes der meget dødt materiale i jorden, og det giver en masse næring til svampene.
Ravnsholt Skov er en skov på dårlig muld, mor og tørv, og det betyder at sensommeren og efteråret som regel er fyldt med svampe.

Svampemycelium mellem blade.

Bladene i skovbunden er fæstnet til hinanden af tusindvis af svampehyfer, der langsomt opløser og fordøjer blade og kviste. Også undersiden af træstykker i skovbunden er ofte belagt med mycelium. Især om efteråret og om vinteren, hvor luftfugtigheden er høj.
Nogle steder finder man tykke myceliestrenge, men de fleste hyfer er ganske tynde.

Hvis en svampetråd (hyfe) møder en anden tråd af samme art, men af en anden parringstype (hos svampe findes ikke kun 2, men 4 , 8 eller rigtigt mange køn) smelter de to tråde sammen og de danner nu et mere robust mycelium, som kan danne paddehatte. Sådan foregår sex hos svampe. Når svampene skal formere sig danner de paddehatte. I paddehattene dannes sporerne, som har halvt kromosomtal, ligesom vores kønsceller. Ovenfor til højre ses en Bestøvlet fladhat (Gymnopus peronatus). Man kan se, at paddehattene vokser op fra et tæt mycelium, som holder bladene sammen. De blade, som myceliet har levet af. Vævet i paddehattene er meget anderledes end plante eller dyrevæv, for det hele består af tråde. Cellerne deler sig altid kun på den ene led.

Ovenfor ses mycelium i fri luft, som det undertiden ses på fugtige steder.

	Kigger man på enkelte svampehyfer i mikroskop, vil man se at hyferne har tværvægge - de er delt i celler. Ved hver væg er der en ejendommelig bule, som kaldes en øsken. Denne mærkelige anordning hænger sammen med at cellekernerne ikke smelter sammen, når to mycelier smelter sammen. De lægger sig blot op ad hinanden, og deler sig samtidig ved hver celledeling. øskenen sikrer, at begge kerner bliver repræsenteret i hver celle efter delingen.

De fleste svampe lever altså af at nedbryde døde planter: blade, græs eller træ. Træ består af cellulose og lignin. De svampe, der kun kan nedbryde cellulosen omdanner træet til rødmuld (til venstre), mens dem der både kan nedbryde lignin og cellulose laver hvidmuld (til højre).
Svampene har kolossal betydning for skovens liv, da de fører det organiske stof tilbage i kredsløb. Uden svampe ville døde træer ligge meget, meget længe!


Rødmuld er porøst, men hvidmuld er fuldstændig blødt. Se bare. Jeg kan knuse træet mellem mine fingre.
Enkelte svampe kan dog selv slå træer ihjel, før de spiser dem. Det gælder således honningsvampene.

De trædræbende svampe sender tykke myceliestrenge, rhizomorfer, op under barken på træet og forgifter så træet, så det dør. Rhizomorf betyder "rodlignende". Man kan ofte finde disse strenge under barken på døde træer.

Et stykke dødt træ i skovbunden bliver normalt altid invaderet af flere forskellige svampearter samtidig. Disse mycelier konkurrerer om træets næringsstoffer.
Derfor kæmper de mod hinanden, bl.a. ved at begrænse hinandens vækst ved at udskille uigennemtrængelige sorte stoffer, hvor de to mycelier mødes. Sådanne grænser ses som sorte streger i træet (se ovenfor). Når træet nedbrydes, vil man også se helt sorte flader, hvor der har været en sådan grænse mellem svampemycelier. Derfor er gamle stuppe ofte delvis sortfarvede.

Når man plukker svampe, skal man være opmærksom på, at forskellige arter godt kan gro tæt på hinanden på samme træstykke. Til højre er det Foranderlig Skælhat (spiselig) der gror tæt på Knippesvovlhat (uspiselig).


Bliver træet nedbrudt af to svampearter, hvor den ene danner hvidmuld og den anden rødmuld, kan man tydeligt se, hvordan svampene har delt træet imellem sig med tynd men uigennemtrængelig væg.

Paddehattene er altså svampenes frugter. Hvor hurtigt vokser sådan en paddehat?


Denne familie af rødmende fluesvampe har indvilget i at demonstrere, hvor kort et paddehatteliv er. Billederne er taget med en dags mellemrum.

Nogle svampe vokser altid under de samme træer. Disse svampe samarbejder med træerne. Svampehyferne vokser sammen med træernes rødder - danner mychorriza (svamperod) - og træerne før mineraler fra svampene, mens svampene får sukker fra træerne. Svampe har nemlig let ved at samle mineraler, for de har et meget stort netværk i jorden, som kan hente mineralerne; og træerne har let ved at skaffe sukker, for det dannes i træernes blade.

Rod uden svampe.	Rod med svampehyfer. Mychorriza.

Kan man se - eller smage - på en svamp, om den er giftig? NEJ! Man kan kun gå på sikker svampejagt, hvis man lærer de enkelte svampe at kende.

Se blot på svampene herover. Hvilke er mon spiselige? - De tre første smager mildt, mens den sidste smager meget skarpt. Den første er snehvid fluesvamp, som er dødeligt giftig. De næste er parykblækhat, punktstokket indigorørhat og gran-mælkehat, som alle er spiselige. Den sidste skal dog helst koges først. Men er der ikke noget med, at svampe med lameller er giftige, mens svampe med rør er spiselige? Nej, sæ let er det desværre ikke. Der er udmærkede spisesvampe blandt både rørhatte og lamelsvampe. Champignoner er f.eks. lamelsvampe. Man råder bare uerfarne svampesamlere til at starte med rørhattene, da der ikke blandt dem findes dødeligt giftige arter.

Svampe er populær føde for en del dyr, især snegle og svampemyg. Man skal dog ikke tro, at en svamp er spiselig for mennesker, hvis sneglene spiser den. Snegle kan fint spise svampe, der er meget giftige for mennesker.

Bestem en svamp:
Ikke alle svampe kan bestemmes her. Men måske kan du komme en del af vejen.

1. Svampen er tydeligt svampeformet. Gå videre til 2.
1. Svampen ser underlig ud:
           Den er skorpeformet. Klik her.
           Den er bæger eller skiveformet. Klik her.
           Den er blævret eller vingummiagtig. Klik her.
           Den er kølleformet eller koralagtig. Klik her.
           Den er mørk og kul-agtig. Klik her.
           Den er boldagtig og fuld af st�v, eller ligner en rede. Klik her.

2. Svampen er paddehatteformet - med hat og stok. Gå videre til 3.
2. svampen er hård eller sej og vokser på træ. Mere eller mindre egnet til juledekorationer. Klik her.

3. Svampen her lameller (tynde blade) under hatten. Klik her.
3. Svampen har tætsiddende rør (små huller) under hatten. Klik her.


Læder- og Poresvampe	Bladhatte (lamelsvampe)	Rørhatte	Bæger- og skivesvampe	Bugsvampe


Asci med sporer.	Basidier med sporer.

Svampene her er faktisk delt i to hovedgrupper, selv om jeg blander dem sammen.
Nogle er ascomyceter. De danner deres sporer i asci (ental ascus), som er nogle sækformede dannelser, som normalt spytter sporerne ud. Der er 8 sporer i hver ascus. Sådanne ses ovenfor og til venstre.
Ascomyceterne har ofte problemer med deres kønsliv, og de har derfor opfundet en masse ukønnede former. Se bl.a. her.
Bægersvampe, skivesvampe, kulkernesvampe, morkler og trøfler er ascomyceter.

De fleste storsvampe er basidiemyceter. De danner sporerne ovenpå nogle specialceller, som kaldes basidier. Der sidder 4 sporer på hver basidie (nedenfor). På lamelsvampe (bladhatte) sidder basidierne på lamellerne.
Hatsvampe og poresvampe er basidiemyceter.


Det er nemt at se, at svampe smider sporer. Undertiden kan man bare kikke under paddehatten, hvor sporerne kan ligge tykt, så man kan se deres farve. Ellers kan man tage hatten af og lægge den på et stykke papir natten over. Så har sporerne dannet et nydelige mønster næste morgen. - Sporefarven er vigtig at kende, når man skal bestemme svampen.

Ud over de kønnede sporer - som altså har halvt kromosomtal - så danner mange svampe også ukønnede sporer, kaldet konidier nede i jorden. De har fuldt kromosomtal og er ofte flercellede. En del simple svampe danner kun konidier. Billederne nedenunder viser sådanne konidier, den sidste er ved at spire. Jeg aner ikke, hvilke svampe de stammer fra.

Svampeaktiviteter.


Perlesvampe	Svampehat	Garnfarvning med svampe	Sporeaftryk	Filtsvamp