Naturens ejendommelige lugte
Prøv en naturtur på jagt efter lugte.

Vi mennesker er udstyret med en meget dårlig lugtesans, så vi går uvægerlig glip af en masse af de naturoplevelser, der er knyttet til duftstoffer. Går man imidlertid specielt efter lugte, kan man udmærket få en masse nye oplevelser på en simpel skovtur. Nedenfor er vist nogle af de planter, dyr og svampe, der lugter kraftigt og overraskende.
Prøv også at diskutere lugtene. Der er ofte stor uenighed om, hvorvidt en lugt er god eller slem, og skal der sættes beskrivende betegnelser på, slår vores sprog slet ikke til.
Man kan lege en leg, hvor man prøver at være et dyr, der lugter sig frem - en ræv eller en hund. Man skal bruge noget olie, der lugter kraftigt, f.eks. eucalyptus eller pebermynte, og en masse træskiver. Nogle af træskiverne dekoreres med et hundespor på den ene side. Denne side vender nedad.
Alle hundesporene lægges efter hinanden og dryppes med olien. På de andre skiver dryppes en almindelig lugtløs madolie, for man kan se pletterne. Nu skal børnene prøve, om de kan lugte "hvor hunden har gået", ved at finde de skiver, der lugter. Til sidst kan man vende skiverne og se, om man har lugtet rigtigt.
Bagefter kan man gå i skoven og finde dyr, planter og svampe, der lugter.

LUGTEDYR

  

Cylindertusindben kan man hurtigt finde under sten og kævler i skovbunden. De ruller sig straks sammen i forsvar, når man samler dem op, så deres hoved beskyttes inderst. Hovedet er nemlig uden stinkkirtler. På resten af kroppen findes disse kirtler i hvert led, og de åbner med en lille pore på hver side af alle led. Forskrækker man dyret meget udsender det en stærk kemisk lugt.

Bredtæger kaldes også stinktæger på grund af den kraftige lugt de udsender, når de forskrækkes.
Ikke alle finder lugten decideret ubehagelig. Den er meget skovagtig. - Men bredtæger ødelægger marmeladen, hvis de kommer mellem de vilde bær.
Tægen på billedet er en Stor løvtæge, den er meget almindelig mellem visne blade på skovbunden vinter og forår.

Mariehøns er advarselsfarvede, fordi deres kropsvæske smager ganske grimt. Og det truende rovdyr behøver ikke bide hul på mariehønen, for at smage denne væske, for mariehønen refleksbløder fra benenes led, når den forskrækkes.
Mange voksne oplever en sær genkendelse, når de smager "mariehønseblod". De husker den fra barndommens mariehønseopsendelser.

Den gule væske, der samler sig her mellem mariehønens ben er ikke tis, men ilde smagende, sært lugtende kropsvæske.

Den lille ravfarvede løgsnegl (Oxychilus alliarium) er almindelig under kævler og sten i skove og haver. Den lugter stærkt af hvidløg.

Hvis man holder hånden ind over en stor aktiv tue med Røde skovmyrer, vil myrerne sprøjte myresyre efter hånden. Syren lugter ...... surt.

Den lille blank-sorte orangemyre ser man ikke meget til, for den lever skjult inde i træstammer og stubbe, men skulle man støde på den, når man roder den slags steder, er det værd at tage en myre op og nulre den forsigtigt mellem fingrene. Den afgiver nemlig så en meget kraftig og ganske vidunderlig luft af appelsin.

 

De mest fuldkomne stinkere blandt smådyrene er imidlertid de store løbebiller. Mange af dem gylper fordøjelsesvæske op, når man fanger dem, og den er særdeles ildelugtende!

Men også snogen er slem. I lighed med stinkdyret er den ellers harmløse snog forsynet med analkirtler med ildelugtende væske, og dens første forsvar er altid af oversprøjte angriberen med ildelugtende og svært afvaskelig væske.

 
LUGTESVAMPE
Går man efter lugte, så gå aldrig forbi en paddehat uden at snuse til den. Og snus til lamellerne på undersiden, ikke til toppen af svampen. Svampe lugter kraftigst fra lamellerne.
Anis tragthat og Anis savblad ligner ikke hinanden, og de er heller ikke beslægtede - men lugten er den samme: Kongen af Danmarks-bolsjer. - Begge svampe er i øvrigt spiselige. Men smagen er speciel i mad. 

Stor løgbruskhat lugter kraftigt af hvidløg.

Stinksvampen kan lugtes langt væk, men det er tit svært præcis at lokalisere lugten - hvis man da ikke er en flue.
Svampen lugter af ådsel.

Pelargonie-slørhatten dufter af blomster.

Randbæltet hovporesvamp ligner ikke en lugter, men den lugter syrligt og aromatisk.

Svovlridderhat lugter grimt, og det er svært at beskrive lugten. Personligt synes jeg den lugter mest af et meget gammelt støvet og konserveret museum.

Agurkehat. Snus til den. Syltede agurker - eller hvad?
 
LUGTEPLANTER

Nogle af skovens kæmpe store ædelganer er Kæmpegraner (Abies grandis). Hvis man knuser disse graners nåle mellem fingrene, spreder de en vidunderlig lugt af citrus. Børnene kalder dem "appelsingraner".

 

Flere granarter (nobilis, grandis) har harpiksblærer i barken. I hvert fald, mens de er unge. Harpiksen inden i er ret tyndtflydende og meget aromatisk. Skovparfume!

Mange, mange planter har specielle og karakteristiske dufte. Bl.a. den lille korsknap herunder. Det er en forårsplante med mynteagtig duft, som er glimrende til urtete. Man skal bare overhælde de friske planter med kogende vand.

Løgkarsen herunder er meget almindelig langs skovvejene. Den lugter og smager af mild hvidløg, og den er meget velegnet til urtefrikadeller.

For rigtigt at få lugten frem, skal man knuse bladene mellem fingrene.

Bukkar, eller skovmærke, lugter også dejligt. Denne plante indeholder duftstoffet kumarin, som især frigives når planten tørres. Derfor har man i gamle dage brugt den til at binde kranse af, som hang og duftede under loftet i månedsvis. Man kan også bruge den til snaps.

Den lodne skovgaltetand med de nældeagtige blade lugter til gengæld rædsomt. Denne plante er almindelig langs skovvejene, og man vil tit opleve dens gasagtige lugt, når man træder ved siden af stien.

Endelig er der jo blomsterne, som lugter sødt og krydret, for at tiltrække bestøvende insekter. Kaprifolien til venstre dufter kraftigst ved solnedgang, for den bestøves af natsommerfugle.
Når man roder i søer og damme for at fange smådyr, vil man undertiden opleve, at vandet har en meget karakteristisk lugt, som er svær at beskrive. Lidt syltet, fiskeagtig. Det er alger, der giver denne lugt. Kransnålsalgerne her ovenfor til vanstre har en meget speciel lugt, og de små gulalger, som Synura ovenfor til højre, giver også vandet en sær lugt, selv om den er for lille, til at kunne ses med det blotte øje.

En meget karakteristisk skovlugt er lugten af jord og visne blade i opløsning. Den behagelige lugt skulle hovedsageligt skyldes strålesvampe, som slet ikke er svampe med derimod bakterier.

 
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet