Vi lever et sted, hvor man æder hinanden de store de æder de små hvis ikke de små flytter ind i de store og maser og graver og bider og borer og gnaver i lever og nyrer og hjerte hvorved de forvolder ulidelig smerte
Vi bor i en
verden, hvor alle er mad fra orme til hvaler, hver svamp og hvert
blad For
liv skal ha' stof og en del energi for ej at forsvinde i ren entropi
Og intet, der
lever, kan selv sige stop så først, når vi dør, hører blodbadet op dog kun for os selv, for enhver kan
forstå at
livet på jorden skal stadig bestå så alle har pligt til at gentag' sig
selv og
lave kopi'r, som med vekslende held, kan leve og ånde og feste - og fortsat fortære sin næste
Så blev det november i norden med
falmede farver og tåge så tæt jeg sidder og
føler med jorden en del i forfald og en
anelse træt den ro var ej førhen givet
så blev det november i livet
En
iris-blomst er yndig Men jo også tem’lig sær Hvordan kan det mon være at den er, som nu den er?
Er
denne skønhed skabt for mig? Hva’ pokker ska’ jeg tro? Jeg tror, jeg går til
Vestre Hus og spø’r en biolog
Der kan man finde svar på mangt man går og tænker på for det er skønt at undres men langt bedre at forstå
J
Der er men'sker, der
svømmer med hajer de nyder det sus der er som en
rus når døden bli'r snydt for en sejr
Mens andre vil bade med hvaler de søde delfiner
ser ud som de griner så glemmer man sorger og
kvaler
Men SKAL man ha' drivvåde
fusser så tror jeg nu selv det mest bringer held
at dykke med haletudser
Jeg fandt en lille mide den kravled' i
mit hår og jeg blev ganske henrykt jeg
tænker I forstår
for jeg kan se en
fremtid hvor vi vil føle savn når vi har
fjernet alle dyr, der ikke var til gavn
Livets mening
Her sidder hun, udmarvet,
udslukt og træt, hun evner ej mere at gå hver
muskel er tømt og organerne væk hun ofrede alt for
de små.
Men fuldbragt er værket hun levede for
og det er med sikkerhed givet at hun er tilfreds,
for som vi må forstå er døden nødvendig for livet.
Smukke angelik
Fra tidernes morgen til nu er det skik at når det bli´r
rigtig sommer så bli´r der holdt fest hos
den fri Angelik og alle i nærheden kommer
Ja, man kan se ivrige sværme om Angeliks gæstfrie skærme
Og
nektar serveres i skåle så alle kan drikke tæt langt mer´end de fleste kan
tåle for her ta´r man livet let
Så
alle bli´r grundigt befugtet og fru Angelik bli´r
befrugtet
Fortids idyl
En lille plet på kortet et sted helt uden navn et lille fugtigt mosehul til ikke megen gavn
Men skovens folk de stopped' ved dette fine sted og tænkte, "her er skønt", "her sku' man ku' sidde
ned" Så satte de en træbænk lige her ved søens bred - men det er længe siden ingen ting kan vare ved
og
bænken den er rådnet bort nu er her kun en sø det minder mig vemodigt om at vi må alle dø
Han står der - flot og stærk og stor med
hale på og kam og spor Jeg
ved, at det er dér han bor Nu står han der
igen og glor
Jeg galer af ham, ganske nær for han
skal nemlig blive dér præcis på stedet,
hvor han er - med sine dinosaurustæer
Men uh, han er en or´nlig tamp Så hvis
det kom til rigtig kamp så måtte jeg
nok melde pas - men han er heldigvis
bag glas
Mystisk.......
Det lille hus. det ligger der, helt tæt på
mosens rand
og alt er ganske
stille, ingen sjæl man skimte kan.
men jeg har hørt om
elverpi'r, der lokker hver en mand
og noget er
forunderligt, kan myten være sand?
for der er lys i
ruderne ....... i mosens mørke vand
Vinter
Nu ligger verden frosset fast i dvale mens det
sner og tykke fugle putter sig i deres egne fjer
for det er koldt og hårdt med intet spor af grønt i
syne Jeg ligger solidarisk pakket ind i egen dyne
Klogskab udenpå
Der var engang en bøgekvist, som satte
mange bog og læser man i bøger, kan
man blive meget klog Og li'som grene vokser, og sætter nye skud kan grene, der er kloge,
lade hjernen vokse ud.
Se
denne lille grenstump, som ku' blade i en bog den viser stolt sin
hjernebark - den er da også sjov! Hvem ved, hvad ved kan
vide? Kan man ha' træ som ven? Har man en krøllet hjerne,
hvis man digter om en gren?
Hun spandt og spandt den hele nat
om morg'nen var hun ganske mat
men da hun skulle give liv
var ingen tid til tidsfordriv
Da dagen kom, da var hun glad
nu var det tid at få lidt mad.
Men netop da, åh nej, åh nej
da kom en kæmpe, stærk og sej
og smadred alting på sin vej
- og denne kæmpe, det var mig.
Orangekantarel
Nu står jeg her og
lyser skoven op med min magi som tusind
fine lamper, som det rene trylleri, Og jeg
er glad og fryder mig, jeg smager ikke godt
Så jeg kan stå og lyse, mens de andre plukkes
bort
Der kan man altså
bare se miraklerne bli'r
ved at ske Jeg var et væmli´t
mudderkryb som kravled rundt i
dammens dyb og åd hvad jeg ku'
fange og gjorde alle
bange
Men så en dag hvor kom det fra? blev født en
længsel i min krop jeg måtte væk og ud
og op - så kravlet jeg af
vand og hud og folded mine
vinger ud
Og jeg fik nye øjne
på så verden, smuk og
grøn og blå og så mit gamle
tomme liv i huden, som var
grå og stiv - så dette er mit
råd til dig spring ud og find
dit sande jeg
Katrinemos
Katrines tusind
huse knejser smukt på
høje ben de har en mægtig
udsigt man kan se helt ud
til Hven
Men man kan ikke bo
der for Katrine er så
sløv og alle hendes huse
de er ganske fyldt
med støv
Alfeprinsessen Penutten på nitten sku’ holde århundredets hedeste
fest. Og alting var klaret og ordnet og tjekket For intet var godt, hvis det ikke
var bedst.
Men netop
som natten sku’ starte med spas så alfeprinsessen, der manglede glas
Hvad er et
kalas, vel uden et glas?
Prinsessen
som ellers gjor’ alle tilpas blev pludselig hvas
Men
alfeprinsessens snarrådige far Som både ku’ trylle og også var rar Han lod straks af jorden små bægre
gro frem så ingen der kom, sku’ gå tørstige
hjem
Og går du i skoven, og sætter dig
ned Et dejligt og fredeligt alfeligt sted Da ser du på jorden, hvor end der er
plads Den alfeprinsesses små magiske glas.
Er
man en ørn, så må man
flyve på den store himmel
så ser man ned på verden, alle andre er så små En
myre må til gengæld kravle rundt i vældig vrimmel
og skubbe til de andre for at nå, hvad den skal nå
Hver har vi vores mening, vores valg og
kompetencer og nu hvor det er vinter, som er fuld
af frost og kulde så er der faktisk nogen, der får sære
præferencer
jeg kender mer' end én, der helst vil ligge under mulde
.........
Der sidder en måler på
ruden så følsom og sart og så let
som en fjer
den måler med fine antenner de svageste tegn på at
våren er nær
Naturkærlighed
En kattekilling, den er sød
En kronhjort, den er flot
En løve imponerer,
og en solsort synger godt
Men elsker man for alvor vor natur i al dens
form
Så ser man også storhed i en krøllet
bændelorm
Efterår
Nu falder tusind blade af til død i glemte jordbundslag
hvor svampene de venter
Og svampetråde favner dem og ønsker dem velkommen hjem
til jordens genbrugscenter
En lysstokket mørkhat
kom frem på en mørk nat
med hele familien som ikke var få og alle bar stokke
og hatte med slør for selv om du nok ikke vidste det før er
lysstokket mørkhat
en anelse skør
Men ikke så skør som de
virkeligt skøre hvis hatte er røde og væsentligt større
nej, skørhatte, dem bør du slet ikke røre for skørhed kan
smitte, og tænk bare at en dag vil du muligvis selv gå med
hat
Vinteren kommer:
Hvad rimer på
græs? Bare ben, ingen stress? eller snadrende gæs? og en
trailer med læs?
Nej, råkolde morg'ner, når somren er gået
da er det skam frosten, der rimer på strået
En
tidlig dag i marts går hver hasselbusk i brunst
Så ser man tusind hanner kæmpe vildt om nogens gunst
De
maser og de puffer, de skubber og de prøver
at sprede deres gener, så hele busken støver.
Men
man skal kikke nøje, med lup og energi
hvis man skal finde målet for det store frieri
Da, ganske sky og varsom fra dybet af et skud
man ser en lille dame stikke føletråde ud.
Hun tror måske hun
er i nød,
det er dog helt forkert.
Men nød det vil hun blive
skønt hun er så vildt genert.
Når våren den kommer med mildere
vinde får
pilen de blødeste gæslinger
Men når det
bli'r efterår hænder det ofte at ahorn får sortbrune mæslinger
Løvfald
En
løvfaldsmåler måler løv der falder når vor sol
bli'r sløv og ikke læng're brænder
Den ligner selv et vissent blad men måler både fart og
grad med sine fjer-antenner
ROTTENS VALG Rotte og egern.
En rotte sad i byen og var
så træt så træt
af skumle grå kloakker, og mad der ej gjorde
mæt.
Af slagsmål med familie og kat og rottemand,
af dameskrig og mudder og stank af råddent
vand.
Da tog den en beslutning,
lod håret vokse langt
i hele halens længde, så fint og glat og
blankt.
Og den fik farvet pelsen, så den blev ganske
rød,
og tyk og tæt og vamset og herligt
silkeblød.
Så drog den imod skoven i
fred og stjerneskær,
her hvæssede den kloen, så den ku' klatre
træer.
Og når et barn på skovtur, ser glimt af
noget rødt
så peger det og siger: "Et egern, det er
sødt!"
Så kom ej her og sig, at
kun indhold har værdi,
for en gnaver er en gnaver; men de smukke
kan vi li'.
Bænkebider
Hva' gør det, man
er flad og grå
med fjorten ben og gæller,
når blot man elsker sine små
og ved, det' dét, der tæller?
Nelli hun var en
forfærdelig trold Hun drillede alle derhjemme Især gik det ud over lillebror
Rold Og troldedril kan være slemme
For
trolde ka’ trylle, og ikke for pjat Især når de bæ’r den
fortryllede hat Og hatten holdt Nelli ved dag
og ved nat Så Rold kunne ikke i hatten få
fat
Hun
tryllede Rold til en hoppende frø Og leged’ så selv hun var snog Og trylled' ham ud på den
stenede ø Hvor ingen har lyst til at bo
Og
Nellie hun trylled sig selv til en hund En frygtelig én med en glubende
mund Og Rold han blev så en
panikslagen kat Som gemte sig under den magiske
hat
Men
hatten gav pludselig lillebror mod Han råbte til Nellie: ”stå fast
og slå rod!” Og nelli blev da til en plante
I kender Hun står langs med stien,
det’ hende, der brænder.
Jeg er i en hule højt over vor jord den er en kugle i hvilken jeg bor og hulen er dejlig har vægge af mad jeg æder og æder og føler mig glad men dagen den kommer hvor det er forbi Jeg falder til jorden og gnaver mig fri men alt er forventet jeg har gjort mig klar for nu har jeg vinger og flyver herfra
Ved søen ligger
sol-egen. Husk at sørge for godt vejr!
Travle myremarts
Nu myldrer magre myrer op af mørke myretuer for
solen skinner skarpt i disse første forårsuger og myrerne de
smider sig og suger sol i hjertet for hjertevarme det er godt
mod kulde, fugt og smerte.
Så dykker de i tuen - ti etager under jorden dernede
i det mørke dyb, der venter super-moren og hun er kold og trist
og ked tror stadig, det er vinter men hendes døtres
kærlighed den trænger helt til bunden ned med hjertevarme,
som vi ved kan tø en dronnings indre.
Og når vor dronnings hjerte tør tør æg i hendes mave
og hendes mange døtre, de vil få en mægtig gave på flere tusind
søde små som søstrene skal føde på så de får nok at lave!
Livets farer
Der
var en, der råbte "høg" så vi tro'de, vi sku' dø og for livet fløj vi bort durk i ruden, alt blev sort
Det er let at
la' sig narre når de andre råber op det, der er den største fare, er dog blindt at følge trop
Forskel på stjerner
Stjernerne blinker på
himlen, de si'r, vores liv det er
usselt og kort. Men fladstjerner blinker
tilbage, og si'r, uden tøven, at livet
er stort!
Oktobers skin i våde spind som neonlys kom ind kom ind
Se jeg har
pyntet op til fest kom ind og vær
min kære gæst velkommen i min
stue
kom ind og lad
mig byde op giv mig din
trætte, slidte krop for snart vil
alting høre op si'r årets sidste
edderkop til årets sidste
flue
Et vers om den svære
kunst at kende ven fra fjende.
Mus og eg
En mus sad i skoven og
spiste
et agern der smagte så godt
og tænkte taknemligt på egen
der skænked' sin næring bort
Tak eg, sagde vor mus, for
dit storsind
du gi'r mig min føde let
Åh nej, sagde egen, hold inde,
i unger du æder dig mæt!
Men dog, tænkte musen forskrækket
de agern må graves ned.
Så kan jeg en dag uden opsyn,
dem spise i ro og fred.
Derfor samler musen til
bunke
Men vint'ren bli'r aldrig ved
Og tænk, derved sikrer den Egen
fra nu og til evighed
Forklaring:
Egen danner ikke sine
tusinder af frø for musenes skyld. Tværtimod sætter egene frugt
med uregelmæssige mellemrum, så musene ikke kan
indrette deres livscyklus efter denne fødeforsyning.
Men i oldenår, hvor
der er særligt mange agern, så smovser musene i dem og yngler hele
vinteren. Deres frådseri er imidlertid ikke kun til skade for egen.
Hvis de spirende agern ligger på jorden, tørrer roden nemlig som regel
ud, mens agern, der er nedgravet af mus som forråd, men ikke er blevet
ædt, har en høj spiringssucces.
En zinkbalje så jeg i mosens kant et vidne om tider der kom, og som svandt hvor affald blev brugt mod værdiløs
natur som
bare lå hen uden mål og struktur som ikke ku' dyrkes og ej gi' profit for den slags natur så man frygtelig
tit.
Men mennesker lærte at styre alt og følte så pluds'li', at noget var galt når alting var tæmmet og planlagt og
tamt så
var det vor egen natur, der blev ramt og det som var urørt fik atter værdi for det som er vildt gør os glade og fri
Prøv noget nyt
Synes du livet er gået i stå? føler du verden er håbløs og
grå? kunne du ønske en helt anden
start? endnu en chance, ku' det være
rart?
Ude i
skoven står der et træ oppe på bakken, så herligt at
se træet er skabt med en magisk
portal find det en morgen, hvor luften
er sval kravl gennem hullet, helt
stille, ved gry da skal du se, du bli'r født
som påny.
Tænk at man
kan bo i så'n en mine, mens man gror mave sig møjsommeligt i mundens
gnavespor køre træt i gangen, sove ind og gå i
stå - og
så vågne op en dag med klare vinger på
.jpg)
