Hulhjulspindere

Tetragnatidae. Denne edderkopperfamilie laver hjulspind, som er karakteristiske ved at have et hul i centrum og mangle signaltråd.
Opbygningen ses tydelig på dette rimfyldte høstedderkoppenet. Som det fremgår kan denne edderkop (Metellina segmentata) være aktiv et pænt stykke ud på vinteren.

Trådene ses også tydeligt om morgenen, hvor nettene endnu er fyldt med dugperler, men det er ikke nødvendigt at være morgenmenneske for at studere edderkopper. Hvis man medbringer en almindelig vandforstøver på turen, kan man selv tilføje lige den mængde dug, man ønsker.



Her sidder høstedderkoppen (Metellina segmentata) midt i sit net, som man ser hende overalt i sensommerskoven. Går et bytte i nettet, løber denne edderkop straks hen og bider offeret ihjel, mens hjulspindere som korsedderkop og hvepseedderkop først dænger byttet til med silke fra en vis afstand. Høstedderkoppens direkte facon koster den af og til dyrt. Høstedderkoppen til højre hang livløs i sit net med et bytte i kæberne. Under lup viste byttet sig at være en lille fedtedderkop (Steatoda bipunctata). Han havde tydeligvis bidt igen.

Høstedderkoppen dyrker magevogtning. Det betyder at hanner ofte sidder længe i kanten af hunnernes net, hvor de venter på at et bytte skal gå i nettet. Først da tør de nærme sig hunnen. På billedet til venstre kan hannen skimtes i nederste venstre hjørne.

Hunnen herover har fanget en stor flue, og hannen nærmer sig forsigtigt.

Hunedderkoppen går ham i møde. Hun er ikke sulten!

Hanedderkoppen griber fat om hunnen og beføler hende hektisk med 1. og 2. benpar.
Hunedderkoppen falder i passiv afmagt og hannen kan fuldende parringen, i det han indfører sine to palper på skift i hunnens kønsåbning, som befinder sig midt på bagkroppens underside (billedet til venstre).
Mere om edderkoppesex kan læses her, eller i bogen om havedyrenes sexliv, som ligger i pdf-format her.

Høstedderkoppen (Metellina segmentata) har en dobbeltgænger, som kaldes helårsmeta (Metellina mengei). Denne edderkop varierer i farvetegning, ligesom høstedderkoppen, men kønsmodne individer findes mest om foråret, mens høstedderkoppen bliver kønsmoden i sensommeren. Hos helårsmeta fortsætter den mørke stribe på undersiden af bagkroppen helt frem foran hunnens epigyn. Edderkoppen her ovenfor til højre er en helårsmeta.

Denne edderkop er en Skyggehjulspinder (Metellina merianae). Den bor på fugtige, mørke steder.

Denne edderkop bliver ofte forvemslet med grotteedderkoppen, der ses nedenfor, men grotteedderkoppen stiller meget større krav til sine levesteder.

Grotteedderkop (Meta menardi)


Grotteedderkop - han
Grotteedderkoppen laver kun på fugtige, helt mørke steder. I Danmark kun i bunkere og i grotter på Bornholm. Disse er dog fotograferet under stentrappen , der fører op i tårnet på Rytterknægten, men der er også helt mørkt. Denne edderkop skyr virkelig lys, undtagen når den er helt nyklækket. De spæde edderkopper tiltrækkes af lys, kravler ud af hulerne og flyver som flyvende sommer ud i verden. Der må være et umådeligt spild.

Grotteedderkop - hun.

Stavedderkop (Tetragnatha sp.)

Engstavedderkoppen (Tetragnatha extensa) er også en hulhjulspinder. Den bygger mest sine - ofte mere eller mindre vandrette - net tæt på vand. Og den anbringer sine lange ben på en karakteristisk måde, både når den sidder i nettet og når den sidder på et strå i nærheden. Den er god til at ligne ingenting.
Edderkoppen ovenfor hænger med undersiden opad. Man kan se dens meget store kæber og epigynet (kønsfeltet) under bagkroppen.

Engstavedderkoppen er kønsmoden midt på sommeren. Parret til vestre er i gang med de indledende, men alvorlige parringsforhandlinger. Det er kyssefasen, hvor parterne holder godt fast i hinandens kæber.
Hos stavedderkopperne er kæberne meget lange og ser drabelige ud.

Her er gang i den egentlige parring. Hannen holder stadig fast i hunnens kæber (cheliserer), mens han skiftevis indfører højre og venstre palpe i hunnens kønsåbning.

Men hvad foregår der så her nedenfor. Er der nogen, der er blevet ædt?
Nej, det er blot en edderkop, der netop har overstået sit sidste hudskifte. Det er den tomme hud, der hænger til venstre.

Efter parringen lægges æggene på et blad eller strå og dækkes med silke. Ægkokonen får form efter underlaget, men har altid et karakteristisk nopret udseende. - Det er svært at trænge igennem den seje, krusede silke, hvis man vil have fat i æggene.