Hvepseedderkop

Blandt hjulspinderne er den smukke Hvepseedderkop (Argiope bruennichi) specielt spændende, fordi det er en nyindvandret art. Den blev fundet første gang i 1992, og har siden bredt sig over det meste af landet.
Edderkoppen til venstre er fotograferet på det gamle øvelsesterræn ved Farum kaserne i 2004. Nedenfor ses dens meget karakteristiske ægspind.

Ungerne klækker allerede i ægkokonen samme efterår, men forlader først den trange bolig næste forår.

Hvepseedderkoppen forsyner ofte sit net med et såkaldt "stabilimentum" - et tydeligt zigzagbånd ned gennem nettet. Undertiden anbringes også en plamage af tydelige tråde i nettets centrum.
Dette bånd tjener formodentlig til at gøre nettet synligt for fugle, så disse ikke uforvarende flyver igennem nettet og ødelægger det.
Mange steder i troperne fjerner de edderkopper, der ikke laver stabilimentum, i stedet deres hjulspind før solopgang, for at slippe for at få dem ødelagt af fugle. Edderkopperne æder simpelthen deres net, for siden at lave et nyt, når solen går ned.

Hvepseedderkoppen lever i områder med mange græshopper. Græshopper fanget i nettet bliver først immobiliceret ved at blive indsvøbt i tusind tråde - hvorefter edderkoppen bider og injicerer sin gift, som dræber græshoppen.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Edderkopper generelt    

 
  Bjørli Lehrmann