Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December

Juni 2019

Her i maj og juni blev Danmark pludselig invaderet af millioner af tidselsommerfugle. De så noget trætte og slidte ud, for de havde fløjet helt fra Middelhavsområdet, hvor populationen var eksploderet på grund af usædvanlig meget regn.
Nu lægger de æg her, og vent bare til august, hvor den nye generation klækker. Det bliver så smukt.
Mange af dem vi prøve at flyve tilbage. Tidselfuglen er en træksommerfugl.
Juni 2018
Varm tør sommer. Et ravnepar har ynglet bag Allerød Bibliotek, og nu er ungerne fløjet fra reden. De er slet ikke sky.  
Juni 2016
Dette års plejebarn blev en lille skade.
Vær opmærksom på, at hvis man påtager sig sådan en opgave, så skal man have dyret hos sig hele tiden i en månedstid, den kan ikke være alene mere end højst et par timer. Fodres hele tiden.
Kig i mæste måned, hvordan det gik denne skade :)
 
Mange natsværmere flyver nu, og mange af dem ser faktisk vældigt søde og bamseagtige ud i forstørrelse. Her er det en Bøgenonne en Brombærspinder og en Almindelig tigerspinder
De træer, der blev tynget ned af sneen i november, uden at knække, hænger nu smukt omkring søen - og mange andre steder i skoven. Der er ingen fremtid i det. De vil alle knække. Men de er en oplevelse, så længe det varer.
Juni 2015
Juni har været usædvanligt kold og våd. Alt er blevet forsinket, både planter og smådyr. Mange insekter kan slet ikke flyve i det vejr. De sidder bare, våde og kolde. - Her er det en bladhveps og en blødvinge.
Juni 2014
D. 26 juni åbnede himlen sig pludselig over os i en mægtig haglbyge.
Vandstanden i søen ved Vestre Hus har aldrig været lavere, og vandet ser underligt ud. Det er dækket af et tyndt tørvelag, som blæser sammen i stribede mønstre. - Fænomenet skyldes, at der i det varme vejr dannes meget sumpgas, som stiger tilvejrs og river tørv med, som fanges i overfladen. Det vil forsvinde igen, og der er intet i vejen med vandkvaliteten.
På gårdspladsen kan man hilse på denne blandede flok: en and, en høne, en hane og en kanin.
19. juni kom der små nye skægagamer på Vestre Hus.
Nygravede søer bliver som regel meget hurtigt beboet af masser af insekter og padder. Efter nogle år, vil der dog altid dukke fisk op. Enten bliver æggene indført, ved at de klæber til fjerene på vandfugle, eller de bliver sat ud af mennesker. De første fisk, der kommer, er ofte karusser.
I søen ved Vestre Hus, er der kommet rigtigt mange karusser, så nu prøver jeg at fjerne så mange som muligt, ved at sætte ruser ud. Første nat den lille paraplyruse stod i søen, fangede den 35 karusser. Karusserne æder yngel af frøer, salamandre og vandinsekter.
I starten af juni er de fleste mejseunger store og de begynder at hoppe fra redekassen. Der kan godt være trangt i sådan en kasse. Blåmejsen kan få op til 16 unger i et kuld.
Ungerne bliver fodret et godt stykke tid endnu, efter at de har forladt reden.
Juni 2013
Mange planter er toårige. De bruger deres første år på at samle næring og det næste år på at blomstre og sætte frø. Det betyder at de andet år kan vokse meget hurtigt. - Mange skærmplanter har det på denne måde. Her foran Vestre Hus er det en Strandkvan. Den er fotograferet i april og i juni.
Mange store skærmplanter bliver beskyldt for at være Kæmpebjørneklo. Men det er de ikke. Se dem her
.
Juni 2012
Opfodring af dyreunger hører juni måned til. I år er det en husskadeunge, og det er meget fornøjeligt, men voldsomt ressourcekrævende. Gør det aldrig, hvis du planlægger at gå på arbejde eller tage på sommerferie. Sådan én skal have mad med korte mellemrum, og den spiser først selv, når den er et par måneder gammel.

Pindsvinenes parringstid ligger forbløffende sent. Fra nu af og helt ind i juli. Hunpindsvinene skal nemlig først have samlet lidt sul på kroppen efter den lange vinter. Om en måneds tid er der små pindgrise.

Juni 2011

De nyligt udfløjne musvitsøskende kan stadig enes om mejsekuglen, men det er snart forbi. Voksne musvitter er meget ufredelige.
Musvitterne bliver dog jaget væk af spætteungerne med de røde hætter. Naturen er fuld af sultne fugleunger for tiden.

Den fantastisk flotte svovlporesvamp (Laetiporus sulphureus), vokser ud på forskellige løvtræ-stammer her i juni. Det er en af de få poresvampe, der kan spises, og som ung smager den fantastisk.

Svampen - som altid er så godt som ren - skæres i skiver og vendes i mel, hvorefter stykkerne vendes i æg og rask lavet af knuste cornflakes. Så steges den gylden i olie.

Den smager ikke af svamp, men noget hen i retning af meget saftigt kyllingekød. Englænderne kalder den: "chicken of the forest".

Dog lige et par forbehold. Enkelte får maveproblemer af den - og gror den på eg, bliver den bitter og uspiselig.
Juni 2010-2007
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden Næste måned