|
|
|
|
Hårmyggene sværmer voldsomt i øjeblikket (26/5). De samles i
skovkanter og i lysninger, hvor de gør det næsten umuligt at være
for os andre. |
|
|
|
Et videokamera sat op
over en solsorterede på centrets gavl gør det i øjeblikket muligt
for de besøgende børn at følge med i ungernes opfodring. |
|
|
|
Sidst i maj har vi
fået en del regn, og både vandpytter og småsøer i skoven er farvet
gule i kanten af pollenkorn. Jeg troede, at det var bøgepollen, for
bøgen blomstrer kraftigt i år, men under mikroskopet viser det sig
at være
granpollen. Granpollen er normalt ikke årsag til allergi, da
pollenkornene er for store. Og det er godt det samme, for der er
mange af dem! |
|
|
De første rålam
fødes her i maj. De fleste dog først i starten af juni.
Disse trillinger er fra d. 12. maj.
Som regel får
rådyret 2 lam, men store, velnærede råer kan få tre
eller fire.
De første uger ligger lammene i skovbunden, hvor moderen opsøger dem
og ammer dem hver for sig flere gange om dagen. Senere følger
lammene med moderen, og de bliver ofte hos hende til hun skal føde
næste kuld om et års tid.
Man må ikke pille ved rålam. Kun lige skynde sig at snuppe et enkelt
foto... |
|
|
Her om foråret vrimler det med
vårfluelarver i mærkelige huse i alle lavvandede, vegetationsrige
vandhuller. Man behøver ikke engang et fiskenet, for at skaffe
sig en samling. De kan pilles op af vandet med hænderne.
Husene bygges på forskellig måde af forskellige arter, men nogle
arter kan også vælge ret forskelligt materiale at bygge af. I
strømmende vand findes arter, der laver husene af sten - så de ikke
rives med af strømmen. Og i vande
med fisk anbringes lange pinde i huset, så det bliver sværere at
sluge. Øverst til venstre ses et par larver, der næsten udelukkende
har bygget deres huse af sneglehuse, flere af dem med snegle i. Husene bindes sammen med silketråd,
som vårfluelarverne danner i kirtler ved munden. |
|
|
Det er tid at holde øje med
skovens huller. Spætmejsen afslører sig ved at tilmure hullet med
mudder, så den kun lige selv kan mase sig ind, mens de nye
flagspættehuller kan findes på grund af den bunke savsmuld, der
ligger nedenfor. |
|
|
|
Det er
parringstid for
de
sommerfugle,
der har overvintret som voksne. Dagpåfugleøjesommerfuglene her har
ligget i dvale hele vinteren, nu skal slægten sikres. Efter
parringen vil hunsommerfuglen flyve rundt for at finde solbeskinnede
brændenælder at lægge æg på. Se larverne
her. |
|
Humlebidronningerne
parrede sig sidste sommer, og nu skal de ud og prøve at starte et
nyt humlebibo. De flyver rundt langs jordoverfladen og undersøger
alle huller. Forladte musehuller er egnede bosteder. |
|
|
Småfuglene skal i gang med
familieforøgelsen nu, hvor der kommer mange insekter at fodre med.
Nogle har allerede unger i reden, andre er først ved at bygge rede
nu. Her er det en musvit, der forer en redekasse. Den er hurtigt
færdig! |
|
|
|
1.maj. I år er ikke en eneste bøg
sprunget ud før tid, og anemonerne er først lige sprunget ud.
Ovenfor ses samme sted en uge senere (8. maj). Naturen har travlt
nu! |
|
|
1. maj, og der ligger stadig dynger af snavset sne på den
parkeringsplads ud mod Nymøllevej, hvor sneen fra vinterens
snerydning har været deponeret. De smeltende snedriver udgør
en illustrativ, men uskøn, model af et
dødisområde.
Sådan så hele Allerød ud for omkring 10.000 år siden. Sådan
er vort landskab skabt .............. |
|
|
|
Maj 2005
|
Det er også parringstid
hos jagtedderkopperne for tiden. Nedenfor ses parringen hos Pardosa
lugubris. Hannen bedækker hunnen forfra og fra oven, og han må række ind
under hendes bagkrop for at nå hendes kønsåbning med både venstre og
højre palpe. Mere
her om sex blandt edderkopper. |
|
|
|
|
Egeskoven er meget smuk
for tiden, men når man går der, har man hele tiden fornemmelsen af
stille regn. Især når solen virkelig skinner varmt, kan man hele tiden
høre lyden af små smæld mod skovbundens visne blade, og kikker man
nøjere efter, vil man opdage, at der ligger utallige små sorte lorte på
alt under træerne.
Det er fordi egen i år er særligt angrebet af larver af
Lille frostmåler
(Operophtera brumata). Denne larve angriber især eg, men også bøg og
andre træer. Nogle år afløver den simpelthen egetræerne, så de må danne
helt nye blade. Men det kan de nu også klare.
Senere på sommeren firer larverne sig ned
fra træerne i silketråde for at forpuppe sig i jorden. Først ved
vinterens begyndelse kommer sommerfuglen frem, og hannen ses tit i
oplyste vinduer. Hunnen er næsten vingeløs og venter blot passivt
duftende på at blive fundet af sin bejler. |
|
|
I solskin afpatruljerer
snogene ivrigt vandhullet ved Vestre Hus på jagt efter frøer i passende
størrelse. Er man heldig kan man se 5-6 stykker. De satser på
overraskelsesangreb og de sluger frøerne levende. |
|
|
|
I år har man allerede
kunnet finde
guldsmede i forvandling omkring vandhullet fra majs
begyndelse. Det er fordi Nordisk kærguldsmed har fundet frem til
vandhullet. Det er nemlig én af vore tidligste guldsmede. Den findes
ellers mest i Jylland. |
|
Det er tid for
vårmusseron (Calocybe gambosa). Svampen har hvide og meget, meget tætte
lameller. Duften er det bedste!
Den smager udmærket, men temmelig kraftigt og noget melet.
Svampene her er fundet
ved Allerød Sø d. 7. maj. Der var mange flere end jeg ville plukke. |
|
|
|
Korsknap er en lille
krybende plante, som blomstrer rundt omkring i skovkanter og krat i
øjeblikket. Den dufter stærkt parfumeret og mynteagtigt, når man gnider
bladene mellem fingrene - og planten er uovertruffen til urtete.
Man plukker blot en håndfuld skud med blade og blomster og hælder
kogende vand over - lader det trække et minuts tid - og drikker så
ekstraktet.
Jeg er ikke selv vild med urtete. Men den her te smager virkelig
godt! |
|
|
Lige nu i starten af maj
klækker millioner af
stikmyg fra skovens mange små vandsamlinger.
Myggelarverne laver af plankton og ser ganske nuttede ud, mens den
voksne hunmyg som bekendt suger blod fra højere dyr - såsom os. |
Fortsæt bagud til
2004-2002 |
|